Søgeresultater: 10

I 5. bind af Finnskog-serien, Det synger i løvet, er vi kommet til tiden omkring 1900. Igen møder vi Linas uægte datter Annikka, der stadig går og sørger over det barn, hun engang fødte i hemmelighed og begravede i et stenskred. Vi møder den afsatte, godhjertede, men fordrukne præst, der engang elskede en mand, og som har en ulykkelig og opofrende kone. Og der er den snart 100-årige, ekstremt nærige kone på Valkola. Parallelt med handlingen i Finnskogen følger vi de udvandrere, der har arbejdet sig op i Amerika.

Finnskog-serien foregår i midten af 1800-tallet i området mellem Hedmark i Norge og Värmland i Sverige og handler om de såkaldte skovfinner; efterkommere af finske emigranter der slog sig ned i de store nåleskove og gjorde finnskog-kulturen til noget helt særegent med røghytter, badstuer, finnesprog og en overtro, der holdt sig meget længe. Seriens forfatter stammer selv fra skovfinnerne.

6. og næstsidste bind i serien om folket i Finnskogen.

Efterkommerne efter bjørnejægeren Taneli og hans Lina er blevet mange. Nogle er rejst til Amerika, andre til Oslo, som nu har fået sit oprindelige navn igen. Men der er stadig mange tilbage i skoven, og klasseskellene er fortsat lige store.

Storbønder og skovejere kan stadigvæk gå lige ind i folks hytter og tage en hare med sig, der er skudt på ulovlig vis. Mange skovfinner er blevet kommunister, hvilket truer de fattige familiers eksistens endnu mere, fordi de kan blive arbejdsløse, eller deres kontrakt på de små gårde blive sagt op. Også alkoholen er og var en alvorlig trussel for familierne. Mest skræmmende er den for børnene, der ikke kan genkende deres far, når han drikker.

Næsten alle Britt Karin Larsens skovfinner er varmblodige, og mange af dem har ufattelig meget kærlighed i sig. Forfatteren gør ingen til helgen, og karaktererne er ikke udelukkende ofre. Meget elendighed skyldes dårlige valg.

Nogle forlader skoven, men skoven forlader aldrig dem. Både amerikafinner og osloboere længes hjem og håber på at kunne købe et husmandsbrug. Daniel, Lina og Tanelis søn, der er blevet amerikaner, drømmer hele livet om at gense sit hjemland. Den tilbagestående Gudsdrengen venter efter mange år stadig på, at sangfuglen Karin skal komme hjem fra Amerika. Og på Store Valkola venter den aldrende Valborg på kærligheden.

Larsen skriver poetisk og visuelt. Hun folder landskabet ud og formulerer generelle livsbetragtninger, inden hun zoomer ind på de konkrete menneskeskæbner. For nogle bliver fattigdommen, kampen for det daglige brød og de evige skænderier for meget. Nogle forlader hjem og familie, andre havner på galehus.

Det er kvinderne, der holder samfundet i Finnskogen oppe. De mænd, der vælger familien fra eller mister den, går til bunds.

Britt Karin Larsens kærlighed til skovfinnerne er stadig usvækket her i hendes sjette bog om folket i Finnskogen. Som en kærlig gud svæver forfatteren over trætoppene og skildrer naturen og sit folk.

Som træet falder er en smuk, poetisk og storslået roman.

I denne digtsamling kan du følge en kærlighedshistories forløb i digte, som beskriver en passion af uimodståelig styrke og altafgørende betydning, der skifter mellem heftig længsel og lykkelig opfyldelse. Den åbner sig som en strålende blå blomst i verdens midte, men den griber også ind i andre mennesker liv, som den ændrer, så de må finde nye baner, mens den selv udfolder sig i dybe skove, træder frem på natlige mennesketomme strande, hviler over sommerhavet og lyser over landskabets bakker i det tidlige forår. Uddrag af bogen BLØDE FJERNE RÅB Bløde fjerne råb fjedrer blidt og stadigt bag lave skove ... Det er gøgen, der øser sommerens dybder ind mod dit ansigt i skyggen under træet i den mættede blå skygge under træet men også bag solens honningmur ser jeg dig vinkende fjernt mens sommerdagen går hen går gennem skoven går gennem himlen eller vandrer hinsides alle solblanke skove og himle vandrer ligegyldigt hvor – Om forfatteren Flemming Skrydstrup, som er mag.art. i sammenlignende litteratur, debuterede i antologien Det lyse rum i 1960 og har senere skrevet digte i tidsskriftet Perspektiv. I 1971 oversatte han 3. bind af Politikens Verdenslitteraturhistorie fra svensk til dansk. I den forbindelse fordanskede han en række digte fra spansk, fransk og engelsk renæssancelitteratur. I 2014 udgav han en digtsamling, Vejen til havet, og i 2019 digtsamlingen Den kinesiske kejserdukke.

”Irmelin har trukket al kærlighed med sig ned i graven.” Sådan lyder anslaget på Betina Birkjærs nye roman (debuterede med Roman i fire årstider, 2014), hvor en familie flytter til et hus i skoven for at få en frisk start efter den yngste datters sælsomme død. I et magisk-realistisk univers med udstoppede fugle, støvede bolcher, kæderygende gespenster og idylliske illusioner forsøger de tre familiemedlemmer at finde hver sit nye ståsted, men naturen trænger sig på og man kan ikke blot begrave sine minder.

Vadehavet. Jord og hav er altid i bevægelse ind og ud af hinanden, som Theas tanker der flyder mellem fortid og nutid, som tidevandet. Det ville være så meget nemmere, hvis tingene lå fast, og hun ikke skulle tage alle de beslutninger. Hun trænger til substans Hængsler, der skal skrues fast på låger, et gulv, der skal skures, en cykel, som skal lappes. Hun trænger til malerklatter på en gammel skjorte og at dele en øl med nogen. Det er så længe siden, hun har lavet andet end at løbe efter sig selv. Så flytter hun ind i mormorens tomme hus ude i marsken og begynder at sætte det i stand. Det fysiske arbejde er godt. Kroppen holder sammen på hende, og langsomt begynder tankerne at falde til ro. Han har fundet den lille høneskål i vindueskarmen og står og vender og drejer den. – Sådan en havde mine bedsteforældre også, han løfter låget. – Den er fabrikslavet, siger han forbavset. – Havde de også slik i den? – Vi fik aldrig slik. Han smiler kort og drejer den lidt i hånden. – Tænk, at den bare er masseproduceret. Han lader fingeren glide tankefuldt hen ad hønens hoved. Hun snupper den lidt fortørnet ud af hånden på ham. – Det er da lige meget. Det er stadig en særlig del af ens barndom. Han fløjter lavt. – Men den er så ikke så enestående, som man måske troede engang. Christine Tjalve, cand.mag., debuterede med romanen Ræven har sin hule, 2011, har boet i en række lande bl.a. England, USA, Frankrig, Mexico og Canada. Børnebogen Møllen går amok, udkom i 2017 (samarbejde med Boum Pyndiah), og desuden har hun skrevet noveller og dramatik.

"Børn undfanget mens man er fuld tæller ikke" En ung, kvindelig socialarbejder fra Quebec arbejder hver sommer i Salluit, en nordlig inuit-landsby. Romanen er fortalt som kvindens indre beretning til Eva – Eva er der ikke mere, hun blev dræbt af sin kæreste og smidt i havet – og til Salluit i det hele taget. Et lavmælt, lyrisk skrig af afmagt, såvel som en kærlighedserklæring til indbyggerne, mest af alt børnene, i den korte barndom de har. Nirliit er et litterært spejl i hvilket nutidens inuitters muligheder og vilkår står krystalklart aftegnet. En roman om venskab, kærlighed, tilhørsforhold, rastløshed, natur og kultur. Og skyld.

"Mary" er en gysende hyldest til forestillingsevnen, inspireret af virkelige mennesker og historiske hændelser.

Den smukke Aurora Pettigrew har det hele: en kærlig familie, et nydeligt hjem og en bekvem livsstil. Det eneste, hun mangler, er den rigtige ægtemand – og i Auroras øjne er det Reid Sinclair, arvingen til ­Sinclair-formuen. Men Reids mor, Julia, synes ikke, at Aurora er god nok til Reid, og hun vil gøre alt for at forhindre en forlovelse. Hun afslører derfor på brutal vis en velbevaret familiehemmelighed, der får Auroras verden til at styrte sammen. Da Aurora ikke ønsker at bringe skam over sin familie, flygter hun hjemmefra. Hun forlader sit trygge liv og træder ind i en hård og ukendt verden. I Yorks fattigkvarterer må hun leve side om side med mennesker fra en underverden, hun ikke anede eksisterede. Hendes nye liv er skræmmende og udmattende, og hun har svært ved at acceptere sine drastisk ændrede levevilkår. Et tilfældigt møde med en mand fra fortiden giver dog pludselig Aurora muligheden for et nyt liv, men hun har stadig svært ved at glemme Reid, som hun har elsket i årevis. Da en tragedie rammer Aurora, slipper de hemmeligheder, hun har kæmpet for at holde skjult, ud, og Aurora står ved en ny skillevej. Skal hun glemme sit livs kærlighed eller kæmpe?

Med syvende og sidste roman i den gribende serie om folkene i Finnskogen er ringen sluttet. Den begynder med Anden Verdenskrig, og går 50 år frem i tid. Folk flytter stadig fra skoven og ind til byerne, mens det blandt de tilbageværende bliver en del af hverdagen under krigen at hjælpe flygtninge til Sverige. Men også nye folk kommer til; folk der opsøger grænseskovene mellem Norge og Sverige og det liv de har at byde på. Forskere forsøger at dokumentere resterne af den gamle dialekt, som de fattige finske immigranter havde med sig for flere hundrede år siden. Elins oldebarn Turid, der blev undfanget under krigen, drømmer om engang at kunne finde resterne af sine forfædres torp, den lille gård Mostamägg, som hun har hørt så meget om, og hvor hovedhistorien i den første roman, Der vokser et træ i Mostamägg, har sit udspring.

IFI BLIVER SENDT PÅ ORLOV af sin arbejdsplads og rejser til Læsø i håb om at finde et sted, hvor hun kan få fred til at sørge over tabet af sin mand, Einar. Hun lejer et afsidesliggende tanghus på øens sydlige østkyst, og urnen med Einars aske tager hun med sig i kufferten. Som dagene går kryber øen, dens mennesker og natur, alligevel ind på livet af hende, og da den sky kvinde, Julie, en kuldslået forårsdag hiver Ifi op af Jegensbugtens vand, bliver det begyndelsen på et særegent venskab mellem de to kvinder. I det lille tanghus kan Ifi ikke få døren op til det ene kammer, men da hun finder nøglen og går på opdagelse i kammerets kasser, viser de sig at gemme på en historie, der vender op og ned på hendes liv. HÅBETS Ø er en roman om venskab, savn og kærlighed. En fortælling om at overgive sig til livet.