Søgeresultater: 21

Det begynder med sene eftermiddagsbesøg af en kvinde, der inden den unge mand får set sig om er flyttet ind hos ham og bliver der og forsyner sig af ham og hans liv. Man fryder sig over Loes sarkasmer og den unge mands betragtninger over sig selv og sit forhold til kvinden.

“Jeg er 35 år gammel. Jeg vil ikke have børn. Det er ikke noget, jeg taler med andre om. Det er noget, jeg skammer mig over, noget, jeg undgår, går lange mundtlige omveje udenom. Når mine venner taler om at få børn, skifter jeg samtaleemne. Jeg vil ikke være skråsikker eller bastant, for pludselig vågner jeg en dag og er blevet en af dem, en almindelig kvinde i 30’erne, som vil være gravid, som vil stifte familie, som vil udvide mit liv, min krop, mit hjerte, til at rumme flere end mig selv. Det er tilladt at ombestemme sig.”

Jon Dreyers liv er ved at revne. Hans store litterære projekt skulle egentlig fuldføres for flere år siden. Han kæmper med skriveblokering og er sin kone utro. Alt begyndte, tænker han, da familiens barnepige, den nitten år gamle Mille, forsvandt uden et spor for så at blive fundet død to år senere.

Jons kone, Siri Dreyer-Brodal, er en populær kok og restaurantejer, som har sit at kæmpe med. Ikke bare er hun gift med en troløs mand. Hun slås også med, hvordan skal hun forholde sig til sin på en gang stærke og utrøstelige mor, Jenny Brodal, som er begyndt at drikke igen efter 20 års ædruelighed.

Og hverken Jon eller Siri aner, hvordan de skal håndtere deres uforudsigelige og uregerlige datter, Alma. Milles forsvinden, og uvisheden om hvad der skete, præger hele familien. Isnende langsomt afdækkes en historie om kærlighed og grådighed, hemmelige liv og smertefulde forbindelser.

"Det dyrebare" er en besættende, kulsort og humoristisk roman om sorg og overlevelse, om en familie som bliver offer for sine egne hemmeligheder og om en brutal forbrydelse.

Mathilde bliver fyret fra sit job som lærer på en videregående uddannelse i Oslo, da det bliver kendt, at hun har et forhold til en af sine elever, Jakob. Samtidig lukker hovedstaden ned, og verden snævres ind. Mathilde længes væk, ud af byen, og beslutter sig for at leje et hus i Telemark. I Telemark driver Johs et moderne landbrug på slægtsgården omgivet af traditioner og relationer, som er svære at bryde. Han underviser også i egnens traditionelle violinspil og begynder at oplære Mathilde. Men den, der vil kunne de gamle folkemelodier, skal også kende de fortællinger, der knytter sig til dem, og som ofte handler om kvinders oprør eller ulydighed – og efterfølgende ulykkelige skæbne.

Roy Jacobsens smukke trilogi om Ingrid fra Barrøy, den yderste ø i Norskehavet, har fanget læsere over hele verden. Nu kommer sidste bog i trilogien, og den udspiller sig i tiden umiddelbart efter 2. Verdenskrig. Ingrids datter, Kaja, er blevet ti måneder, og Ingrid begiver sig ud på en vandring gennem fredens Norge for at finde Kajas far, russeren, som drev i land på Barrøy, da det tyske skib Rigel forliste i den sidste krigsvinter. Hun følger det spor, som hun tror, at han har fulgt, da han flygtede for at finde hjem til Rusland. En vandring med Kaja i et sjal på maven, over fjeldene, ind i Sverige og mod syd. Hun finder husly undervejs og fremfører sig ærinde: Om nogen kan huske en russer med forkullede hænder. Andre viser hun datterens øjne, lykkelig uvidende om, at sandheden er fredens første offer. På sin søgen efter kærligheden møder hun mennesker og skæbner, som hun aldrig vil glemme. Rigels øjne er en stærk roman om et land og et folk lige efter en krig - og krig gør noget ved mennesker. Det samme gør freden. Den gør noget ved hukommelsen. Ingrid får vendt op og ned på sit verdensbillede.

Pressen skriver:

»…lejrer sin suveræne prosa i et stabilt malende, poetisk og landskabsnært sprog.«
–Weekendavisen

» Roy Jacobsen mestrer med enkle virkemidler at male monumentale landskabsscener, fremkalde knivskarpe tidsbilleder og blotlægge invaliderende hensigter skjult bag stenhjertede facader.«
– Ekstra Bladet

»Denne trilogi er på alle måder væsentlig i sin fortælling, sit sprog og sit skarpe blik for menneskene, og jeg misunder dig, hvis du har den til gode. Læs, læs, læs! «
– Elle

»Jacobsen er god til at beskrive det mentalt krigshærgede samfund, hvor folk lever i al deres mistro og meningstab. «
– Information

Tiril, Erling og Móri er blevet skilt ad…Tiril er flygtet i en jolle fra to mænd, der vil dræbe hende, og strander på en ø, hvor en gådefuld, ensom kvinde holder til. Samtidig forsøger hendes ven Erling desperat og fortvivlet at finde hende. På Island har heksemesteren Móri kastet sig ud i en hasarderet mission – han vil mane trolddomsbogen ’Den rødskindede’ op fra en gammel grav. Da Tiril får et telepatisk budskab om at hans liv er i fare, sætter hun alt ind på at komme ham til undsætning…

Litteraturprofessoren Louise Berg burde være glad. Det er forår. Det ansøgte arbejdslegat til at skrive en bog om Edith Key er bevilget. Men alligevel er der noget, der skurrer. Hun er følelseskold og mest af alt ligeglad. Noget må ske. Truls er sexet og morsom, men har aldrig læst en bog. De to mødes tilfældigt. »Han har virkelig ikke en eneste bog. Jo, et pragteksemplar af en bog om Hardangervidden, sikkert en gave. Den står i skabet med hans glas, otte rødvinsglas, otte hvidvinsglas, otte cognacglas i samme design, krystal, som det hører sig til.« Hjulskift er kærlighedshistorien om bilsælgeren Truls og litteraturprofessoren Louise. Et møde mellem to, som er fanget i hver sin kultur – intelligent og humoristisk fortalt.

Sara Susanne, Elida og Hjørdis – er hhv. Herbjørg Wassmos oldemor, mormor og mor. Hundrede år er romanen om de tre generationers liv gennem hundrede år. Det er fortællingen om deres skæbner, de mænd de ville have og aldrig fik - eller de mænd de fik og levede med på godt og ondt. Og selvfølgelig er det historierne om deres børn. Det er også historien om en lille pige, som stikker af for at gemme sig for ham, den truende mandeskikkelse, der forpester hendes barndom. Hun har en gul blyant, som hun spidser med en kniv. Den bruger hun til at skrive - og det bliver hendes overlevelse at kunne skrive historier. Denne pige er født i 1942, nøjagtig hundrede år efter oldemoren, den stærke Sara Susanne, som stod model for englen på altertavlen, der i dag befinder sig i Lofotkatedralen.

Herbjørg Wassmos roman Hundrede år er en storslået beretning om sin slægts kvinder og deres skæbner, som de formede sig i det norske landskab op gennem de seneste hundrede år; en stærk beretning om hårdt arbejde, store afsavn, kærligheden og børnene, om friheden og om længslen efter noget andet.

"Herbjørg Wassmo er en medrivende fortæller."
- Kristeligt Dagblad

"Herbjørg Wassmo fortæller usentimentalt og smukt om sine formødre i en fremragende slægtsroman."
- Berlingske

"Ny Wassmo-roman brænder sig ind i sindet"
- Politiken

Efter 22 års ægteskab vil Vigdis ikke mere. Men hvordan kan hun retfærdiggøre at forlade en mand, som ikke slår, som ikke drikker eller er utro, og som er en god far? Måske handler det om forventninger, om at sætte barren lavt. Men hvor lavt kan barren sættes, før selvforagten tager overhånd, før man kvæles, før man dør? Linn har altid været smuk. Nu opdager hun, at mænd ikke længere vender sig efter hende. Hvis tiltrækningskraften er forsvundet, hvem skal hun så være? Vigdis’ og Linns historier flettes ind i hinanden ved tilfældigheder. Af nødvendighed ender de begge et helt andet sted, end hvor de begyndte.

Heksemesteren 1 - Trolddom begynder i Bergen i slutningen af 1600-tallet. Tiril Dahl vokser op som et ensomt og uselvisk barn i skyggen af sin smukke søster Carla. Med årene begynder der at ske onde og mystiske hændelser omkring de unge søstre. Tiril befinder sig pludseligt i et håbløst dilemma som tager overhånd. Hjælpen kommer i skikkelse af den unge forretningsmand Erling, men samtidig dukker en mystisk, skræmmende islænding op. Hans navn er Móri og han har sat sig det mål at blive alle tiders største heksemester...

En fortælling fra Norges udkant om en kærlighed i skyggen af anden verdenskrig. Roy Jacobsen følger med Hvidt hav mesterligt op på romanen De usynlige.

Året er 1944. Ingrid vender tilbage til sin barndomsø, Barrøy, som har ligget øde og forladt, siden moren døde, og familien blev spredt for alle vinde. Hun ruster sig til vinteren, for hun kender livet på øen helt ind i knoglerne, naturen, sliddet, ensomheden. Men hun er ikke alene. På uventet vis kommer hun til at opleve kærligheden i nogle intense vinteruger.

Pressen skriver: 

»Det, der især gør Hvidt hav interessant, er dens skildring af ydmyg og ekstrem selvopholdelsesdrift. […] så høj klasse, at romanen tager sin klare plads blandt årets store oplevelser: så kompositorisk og sprogligt tilfredsstillende og så gement spændende som noget litteratur, der skrives i dag.«
– Weekendavisen

»[…] her er en historisk hjemstavnsroman – næsten en opdatering af Amalie Skrams 'Hellemyrsfolket' – der kan den aldeles nutidige, iøjnefaldende og dog så diskrete sprogkunst at skrive mellem linjerne og mellem klippeskær og krusninger på et Hvidt hav.«
***** – Politiken

»Jacobsen mestrer at lade den store historie indvæve i fortællingen om Barrøy, og romanen er et velkomment gensyn med den voksne Ingrid.«
– Information

»Roy Jacobsen viser med Hvidt hav, at han er kystfolkets mester. En virtuos skildrer af en kystkultur med fisk, bådsmandskab og naturen. Romanen er en eminent fortælling om en kærlighed i skyggen af anden verdenskrig.«
– Helsingør Dagblad

»Hvidt hav er, som forgængeren, også en smuk og konkret poetisk bog.«
– Kristeligt Dagblad

»Roy Jacobsen strøer om sig med betagende naturskildringer, både af vinter og sommer, og vi føler os hensat til alle historiens Robinson Crusoe øer.«
– Litteraturmagasinet StandArt

"Disse øjeblikke" er en roman om en kvindes liv, fra hun er helt ung, til hun er en etableret forfatter. Herbjørg Wassmo genskaber en række vigtige øjeblikke fra sit eget liv: en opvækst med overgreb, oplevelsen af at blive mor i en ung alder, en krævende uddannelse og et ulykkeligt ægteskab.

"Disse øjeblikke" tegner et portræt af en kvinde, der må kæmpe sig frem i en tid, hvor kvinder lever en tilbagetrukket tilværelse. Hendes trang til at skrive og skabe er stærk, og hun må bryde forankrede tabuer for at blive i stand til at forfølge sine drømme.

De norske anmeldere skrev:

"Velskrevet, veldreid, hensynsløst ærlig.(...) Replikkene synger, menneskene i små intense scener driver framstillingen."
- VG

"Følsomheten er ikke noe ytre som forfatteren trer ned over seg selv og skriften, men en motor eller indre kraft som hever setningene opp fra en gjennomtenkt til en gjennomfølt sfære. Disse setningene har ikke gått gjennom Wassmos hode før de kom ned på papiret; de har gått gjennom hele kroppen.(...) Wassmo foreleser ikke. Livet blir ikke vurdert og forklart. Det blir fortalt. Det er Wassmos diktergave."
- Atle Christensen, Aftenposten