Søgeresultater: 6

KRANIEKASSEN i denne gennembrydende bog er fyldt med stemmer, der taler i munden på hinanden. Bogen handler om statuerne i København, Ludvig II af Bayern og om Steffen og Agnete.

"Vi trækker os rytmisk tilbage"
"Som en flodbølge"
"I god orden"
"I den orden, vi kom i"
"Vi forlader først skuden, lige før den synker"
"Du er kaptajnen, du går med ned - i jorden", sagde jeg-3
"Den var værre: vi bliver færre - så ved du, at tiden nærmer"
"I er så enige, som var I én", sagde jeg-1, "som dengang det hele begyndte, og der kun var jeg-2 og mig"
"Før vi forlader stedet, slukker vi - hvis der er tid"
"Hvilket sted?"
"Dit hovedskalssted"
"Kraniekassen"
"Hæsblæsende af sted"
"Hovedkulds"
"Hvordan kommer I ud?"
"Gennem munden: som lidt savl, du børster væk med bagsiden af hånden"
"Lidt hvidt skum, som det fra bølger"

”En mangestemmig festforestilling, der knopskyder ad sære veje. Et eksperiment med sprog og identitet.”
- Jyllands-Posten
 

På et tidspunkt i sit liv oplever Les Stein den samme frustration over det moderne liv som så mange andre. Opfyldt af angst og stress og en stærk længsel efter den kvinde, der har forladt ham, søger han et friere og enklere liv - og finder det i en skurvogn på Christiania. Her udvikler han lige så stille en ny forståelse af livet og kærlighed og en større forståelse af sig selv som menneske. Denne roman er en hyldest til den menneskelige ånd og en opfordring til os alle til at leve et frit og enkelt liv med større uafhængighed.
Per Smidl boede som ung på Christiania og har siden boet mange forskellige steder i verden. Han er især kendt for romanen "Chop Suey" og har ud over romaner udgivet flere essayistiske samlinger.

Ulla Bruuns roman er en tæt og autentisk roman, der udspiller sig blandt hippier og venstreradikale unge i 1960'ernes og 1970'ernes Danmark.

Sara er i slutningen af trediverne, freelance-journalist og bor sammen med den fraskilte forretningsmand Philip i hans store herskabslejlighed i midten af København. Ovenover bor den smukke og lidt skøre Frederikke. Hver anden uge kommer Philips små døtre på besøg.

Sara elsker Philip. Det eneste der mangler er et fælles barn. Og at han var lidt mere hjemme.

En dag begynder maden at smage mærkeligt, og hun falder i søvn hele tiden. Så begynder hun at se syner. Eller gør hun?

Er der nogen, der prøver at stjæle hendes lykke?

ALENE HJEMME er Kirsten Hammanns 7. roman.

Frida Hansen befinder sig mellem to mænd, kollegaen Søren Quickborn Madsen og den afskedigede kriminalbetjent Henry Petersen, som har en kanariefugl, der hedder Marius. Både Henry og Marius holder af at synge. Sammen med Søren reparerer den stærkt ordblinde Frida puslespil i Kirkens Korshær. Hun betragter ham i begyndelsen som lidt af en tåbe, men så forvandler han sig til det bedre, fordi han ser en ufo, og hun gifter sig med ham. Men Henry bliver ved med at spøge. Både han og Søren har besværlige relationer til fortiden, og Fridas tragikomiske forsøg på at hjælpe dem med at få styr på hukommelsen ender i et voldsomt fald ind i universel svimmelhed. Og hvad betyder alle disse puslespil for Frida, som for altid vil leve uden for bøgernes verden? Og hvad betyder Henrys sang?

Susanne bor sammen med Kim, der vil være forfatter og derfor sidder hjemme og arbejder. En veninde går fra sin kæreste i højgravid tilstand og beder om hjælp, og de to unge lader hende flytte ind i den lille lejlighed - det får alt vendt på hovedet.

Pressen skriver:

»Helle Helle har skrevet en fremragende roman, der med de mest diskrete midler aflaster det mest banale i et dagligt samliv.«
- Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten.

»...et lille mesterværk af en roman om tre menneskers tætte samliv.«
– Pernille Dahl Nielsen, JydskeVestkysten

»en dybt, dybt fascinerende skildring af det almindelige liv, der aldrig er spor almindeligt, og af en kvinde, der ikke kan finde sig til rette i det. [...] en eksistentiel historie om ikke at sætte pris på livet, om den lille, men opslidende frustration og om visse menneskers evne til bare at være til, være tilstedeværende.«
- Rikke Rottensten, Kristeligt Dagblad

»Helle Helle chokstarter sin nye roman med en sådan brutalitet, at al den efterfølgende flashbackflashende rene og beskidte realitet gør dobbelt ondt (og godt)«
– Lars Bukdahl, Weekendavisen