Pia Busk (f. 1965) debuterer modent med et sært og brudfyldt epos: Grotten. Pia Busk har sine referencer i orden, det er ikke tilfældigt, at vi har med eposet at gøre, noget så gammeldags, men hvis vi troede, tiden for den heroiske bedrift var forbi, er det herved dementeret.
Grotten låner fra Illiaden og Odyseen, men i en fri lyrisk form og med storbyens underverden – læs: prostitutionsmiljø – som kulisse. Her forsøger mennesker på mørklagte adresser at genopfinde kærligheden, hvor grænserne mellem det gode og det onde flyder ud, og hengivelsen til kødet udvikler sig fatalt.
I to parallelle spor fortæller en kvinde og en mand, Lucy og Manden med leen, om hver deres liv og erfaringer i miljøet, som køber og sælger, og om hvordan de positioner skrider ud, og man bliver hinandens nærmeste. Lucy og Manden med leen fortæller, ikke som bekendelseslitteratur, slet ikke, men i en stilliseret form, surreelt og humoristisk.
