Søgeresultater: 18

Jens Christian Grøndahls DAGE SOM GRÆS består af seks fortællinger; man kunne også kalde dem små romaner, korte romaner, hver især er de så stofmættede, tætte, koncentrerede, at der er rigeligt til en hel roman. De handler alle seks om mennesker på flugt, fra krig, fra sult, fra fattigdom, fra grimme oplevelser. De fleste foregår i Danmark, men der er også afstikkere til bl.a. Italien, Tyskland og Østrig. Fortællinger om flygtninge før og nu, om tro og ensomhed, om at gribe ind i andres liv og om at finde friheden på uventede steder.

Kloster handler om Linea, en ung kvinde, der efter en livsomvæltende begivenhed ad forskellige omveje ender i et kloster i Rumænien. Her prøver hun at finde plads til sig selv i en verden, hvor hendes gamle holdepunkter er væk. Langsomt går det op for hende, at hun ikke længere er den samme.

En rørende roman om de små og store skred i en families relationer.

IFI BLIVER SENDT PÅ ORLOV af sin arbejdsplads og rejser til Læsø i håb om at finde et sted, hvor hun kan få fred til at sørge over tabet af sin mand, Einar. Hun lejer et afsidesliggende tanghus på øens sydlige østkyst, og urnen med Einars aske tager hun med sig i kufferten. Som dagene går kryber øen, dens mennesker og natur, alligevel ind på livet af hende, og da den sky kvinde, Julie, en kuldslået forårsdag hiver Ifi op af Jegensbugtens vand, bliver det begyndelsen på et særegent venskab mellem de to kvinder. I det lille tanghus kan Ifi ikke få døren op til det ene kammer, men da hun finder nøglen og går på opdagelse i kammerets kasser, viser de sig at gemme på en historie, der vender op og ned på hendes liv. HÅBETS Ø er en roman om venskab, savn og kærlighed. En fortælling om at overgive sig til livet.

Christian står midt i livet, da han mister sin kone til kræft. For at få hverdagen med børnene Martin og Emma til at glide, overtager hans voksne datter Line styringen af hjemmet, og familien rykker tættere sammen i den sorgfulde dagligdagstrummerum, de lulles ind i. Fortidens følelser spøger, og Christian drages mod børnenes lærer, Katrine, som må tage sit liv med kæresten op til revision, da projekt familieforøgelse ikke går som planlagt.

Laura og hendes venner er tætte og lever helt almindelige liv med gymnasiedage og fester i weekenden. Da livet tager en uventet drejning ændres alt, og Laura får nu endnu mere brug for sine venner. Men hvor meget kan man egentligt stå igennem sammen? 'Veronica smiler' udspilles i to spor. I 00'ernes København indkapsles virkeligheden i en historien om venskab, forelskelse og al den glæde og sorg, som live indeholder.I 2019 er Laura blevet 32 år gammel, men fortiden spøger stadig og vil ikke slippe sit greb.

GENFÆRD Hver morgen klokken kvart i fem vågner jeg med hagl i brystet slagregn i øjet og frost i hjertet i vished om et tab jeg i glimt havde glemt Hver morgen klokken kvart i fem dør du fra mig igen og igen og igen Om forfatteren Louise Winther er født i 1963 og har tidligere udgivet en roman og to digtsamlinger samt de to sorgcitatsamlinger Sagt om sorg og Sagt om sorg II. Kristeligt Dagblad skrev om digtsamlingen Jeg bærer mine døde ”… fine sansninger af sorgens væsen med registreringer af savn og mørke og den langvarige proces hen imod en hverdag, der er god nok.”

I 2018 modtog Anita Furu Bogforums Debutantpris for Mit halve liv – en stærk og rørende roman om den jødiske flygtningepige Ruth, der som 6-årig bliver adopteret fra Rusland til Danmark.
Jeg er en, der kan sige sådan! er Anita Furus selvstændige opfølger. Ruth er blevet 73 år, og hendes handlekraftige datter Inge presser på for, at Ruth, før det er for sent, tager kontakt til de søskende, hun blev skilt fra som lille.
Ruth og Inge tager til England og møder Ruths storesøster og storebror, der også blev bortadopteret, men Ruth kæmper med modstridende følelser. Hendes søskende har detaljerede minder om barndommen i Rusland. Selv husker hun næsten ingenting.
Romanerne om Ruths liv er inspireret af Anita Furus familiehistorie. Dog tager forfatteren sig friheden til at lade det uskete ske i fiktionen – da virkelighedens Ruth ville tage kontakt til sine søskende, var det for sent.

En flygtningehistorie om en jødisk kvindeskæbne i det 20. århundrede.

Om klassisk musik og en kvindes søgen efter sin tabte datter. Med inspiration fra magisk realisme udvisker DE FOR ALTID REJSENDE grænsen mellem forestilling og virkelighed. Én persons tanker bliver en andens ord, og hverken personerne eller virkeligheden er til at stole på.

Lukketid er en kollektivroman, der har sit afsæt i H&M på Strøget i København en uge før jul i 1999. Køen til kvindernes prøverum er ved at eksplodere af varme, dårlig lugt og julemuzak. Vi møder elleve kvinder, hvis veje krydses i julehandlens ulvetime, og vi er med dem hver især en uge efter, hvor det er juleaften og igen ugen efter, nytårsaften 1999. Hvad sker der i hver enkelt kvindes liv på disse meget følelsesladede højtidsaftener, hvor alt skal være perfekt, men aldrig er det? "Køen tikker en tak frem som en roulette, der forsøger at accelerere, men går i stå efter et enkelt ryk. Hun lander på et af felterne, måske er det nummer ni, og ser på det undertøj, hun har valgt. Bh og trusse med sorte blonder, en rød corsage med strømpeholdere og en sort gennemsigtig top af satin. Hun smiler ved tanken om prøven på mandag og ved bare, at det bliver perfekt." Christine Bojsen Træden, f. 1966, er af dansk fransk oprindelse. Hun er forfatter, og Lukketid er hendes første roman. Forfatteren har tidligere skrevet digte og noveller. Siden 2014 har hun skrevet sangtekster for musiker og sangerinde Ninna Milner. Samarbejdet er resulteret i to album Songs for Sentient Beings, 2016, og Treasures of the Heart, 2020.

Vadehavet. Jord og hav er altid i bevægelse ind og ud af hinanden, som Theas tanker der flyder mellem fortid og nutid, som tidevandet. Det ville være så meget nemmere, hvis tingene lå fast, og hun ikke skulle tage alle de beslutninger. Hun trænger til substans Hængsler, der skal skrues fast på låger, et gulv, der skal skures, en cykel, som skal lappes. Hun trænger til malerklatter på en gammel skjorte og at dele en øl med nogen. Det er så længe siden, hun har lavet andet end at løbe efter sig selv. Så flytter hun ind i mormorens tomme hus ude i marsken og begynder at sætte det i stand. Det fysiske arbejde er godt. Kroppen holder sammen på hende, og langsomt begynder tankerne at falde til ro. Han har fundet den lille høneskål i vindueskarmen og står og vender og drejer den. – Sådan en havde mine bedsteforældre også, han løfter låget. – Den er fabrikslavet, siger han forbavset. – Havde de også slik i den? – Vi fik aldrig slik. Han smiler kort og drejer den lidt i hånden. – Tænk, at den bare er masseproduceret. Han lader fingeren glide tankefuldt hen ad hønens hoved. Hun snupper den lidt fortørnet ud af hånden på ham. – Det er da lige meget. Det er stadig en særlig del af ens barndom. Han fløjter lavt. – Men den er så ikke så enestående, som man måske troede engang. Christine Tjalve, cand.mag., debuterede med romanen Ræven har sin hule, 2011, har boet i en række lande bl.a. England, USA, Frankrig, Mexico og Canada. Børnebogen Møllen går amok, udkom i 2017 (samarbejde med Boum Pyndiah), og desuden har hun skrevet noveller og dramatik.