Søgeresultater: 7

Josefine Graakjær Nielsens digtsamling Jeg savner dit døde hår er en skriftmontage; stof organiseret i åbne sætninger. Digteren er ikke til stede - er ikke et unikum men en samplende og samlende instans, der skriver en kollektivitet frem gennem brudstykker af samtaler. De forskellige spor rummer fragmenterede bevidsthedsstrømme om byen, familien, den elskede, de intellektuelle og de psykisk udfordrede. Det er en skrift, som konstant begynder, men ikke ender, går i stå, tages op igen, eller kun består af onelinere. En poetisk collage af sætninger, som et folkeligt oprør mod en på overfladen aldrig tøvende, neoliberal identitetsproduktion. Et oprør mod sammenhæng, overflade, ensretning. Jeg savner dit døde hår er Josefine Graakjær Nielsens tredje udgivelse, og indeholder tegninger og grafiske værker af Kaspar Bonnén & Morten Schelde.

Finalist til National Book Award 2018.

Lauren Groffs novellesamling, Florida, beskriver skyggesiden af solskinsstaten. Her hersker

det farlige, det uperfekte og det mørke - i naturen og ikke mindst: i relationer mellem mennesker.

I elleve fortættede noveller møder vi bl.a. to pigebørn ladt alene på en øde ø, et barnløst par, en ensom dreng - og ikke mindst: en stålsat, men desperat kvinde, fanget i ægte- og moderskabets kærligt snærende bånd.

Groff udfolder sine fortællinger om sorg, ondskab, ensomhed, familie og rendyrket raseri med

fintregistrerende præcision, indlevelse, humor og alvor.

Det skrev den internationale presse:

"Lauren Groff er en fantastisk historiefortæller." - New York Times

"Fremragende." - The Boston Globe

"Vidunderlig." - The Economist

"Årets absolut bedste novellesamling." - Vogue

"Børn undfanget mens man er fuld tæller ikke" En ung, kvindelig socialarbejder fra Quebec arbejder hver sommer i Salluit, en nordlig inuit-landsby. Romanen er fortalt som kvindens indre beretning til Eva – Eva er der ikke mere, hun blev dræbt af sin kæreste og smidt i havet – og til Salluit i det hele taget. Et lavmælt, lyrisk skrig af afmagt, såvel som en kærlighedserklæring til indbyggerne, mest af alt børnene, i den korte barndom de har. Nirliit er et litterært spejl i hvilket nutidens inuitters muligheder og vilkår står krystalklart aftegnet. En roman om venskab, kærlighed, tilhørsforhold, rastløshed, natur og kultur. Og skyld.

En ung kvinde øver sig i at sove alene i Berlin. I New York sidder hun på et hotelværelse og ser Trump vinde valget. I en uspecificeret tysk skov farer hun vild under granerne, og i en flyvemaskine mod Hanoi tænker på hun på dengang, hun troede, man kunne lave sine egne vinger ud af pap. Mellem lange nætter i Neukölln og en kasse med gamle fotografier sætter hun sig for at forsøge at forstå sin familie. Hendes mor, der var ung punker i DDR og aldrig fik den frihed, som hun drømte om. Hendes mormor, der fandt sikkerhed i livet som partisoldat. Hendes far, der var den eneste sorte i den østtyske landsby, indtil han blev sendt tilbage til Angola. Hendes tvillingebror, der styrtede i døden som 17-årig. Wenzel skriver om livsglæde og ensomhed og knuste hjerter, om de roller, som samfundet tildeler dig, og om jagten på noget at spejle sig i.

Veronica McCreedy bor på et herresæde ved havet. Hun elsker at drikke en dejlig kop Darjeeling-te, mens hun ser et godt naturprogram i tv. Og hun ses aldrig uden sin rubinrøde læbestift. Men for tiden ses Veronica sjældent af nogen, for i en alder af 85 tilbringer hun de fleste dage derhjemme. Alene. Man kan finde hende i gang med at samle affald på stranden (folk, som smider deres affald i naturen, skulle skydes), i færd med at lede efter sine briller (nogen må have flyttet dem) eller med at råbe instruktioner til sin hjælper, Eileen (Eileen, døren!). Veronica har ingen familie eller venner i nærheden. Ikke hvad hun ved af, i hvert fald … Og hun aner ikke, hvem der skal arve hendes betragtelige formue, når hun dør. Men i dag … i dag tager Veronica en beslutning, der vil ændre alt det.

I ‘Endnu er dagen ikke spildt’ putrer havregrøden i gryden, børnene skal vækkes, de skal i skole, opvaskemaskinen lugter som et indisk toilet, en løbetur giver dagen mening, så er den dag ikke helt spildt. Og en linje går gennem livet, kvinder, kvinder man har kendt, kærligheden som alle drømmer om og den protestantiske pligt til at få noget ud af livet.

En roman om menneskelig styrke og store tab i skyggen af krig - og om kærligheden, der altid finder vej i selv de mørkeste tider.