Søgeresultater: 2

Vadehavet. Jord og hav er altid i bevægelse ind og ud af hinanden, som Theas tanker der flyder mellem fortid og nutid, som tidevandet. Det ville være så meget nemmere, hvis tingene lå fast, og hun ikke skulle tage alle de beslutninger. Hun trænger til substans Hængsler, der skal skrues fast på låger, et gulv, der skal skures, en cykel, som skal lappes. Hun trænger til malerklatter på en gammel skjorte og at dele en øl med nogen. Det er så længe siden, hun har lavet andet end at løbe efter sig selv. Så flytter hun ind i mormorens tomme hus ude i marsken og begynder at sætte det i stand. Det fysiske arbejde er godt. Kroppen holder sammen på hende, og langsomt begynder tankerne at falde til ro. Han har fundet den lille høneskål i vindueskarmen og står og vender og drejer den. – Sådan en havde mine bedsteforældre også, han løfter låget. – Den er fabrikslavet, siger han forbavset. – Havde de også slik i den? – Vi fik aldrig slik. Han smiler kort og drejer den lidt i hånden. – Tænk, at den bare er masseproduceret. Han lader fingeren glide tankefuldt hen ad hønens hoved. Hun snupper den lidt fortørnet ud af hånden på ham. – Det er da lige meget. Det er stadig en særlig del af ens barndom. Han fløjter lavt. – Men den er så ikke så enestående, som man måske troede engang. Christine Tjalve, cand.mag., debuterede med romanen Ræven har sin hule, 2011, har boet i en række lande bl.a. England, USA, Frankrig, Mexico og Canada. Børnebogen Møllen går amok, udkom i 2017 (samarbejde med Boum Pyndiah), og desuden har hun skrevet noveller og dramatik.

Katie Ellis har opgivet alt i sin skilsmisse for at få lov til at beholde sin ængstelige internathund, Bark. Katie har ufrivilligt aborteret to gange i løbet af sit mislykkede ægteskab, hvilket bærer en del af skylden for skilsmissen. Engang var hun en fremadstormende designer med ambitioner om at arbejde ved teatret, men nu er hendes liv i opbrud, så hun tager tilbage til Florida, hvor hun kan bo hos sin bedstemor, Nan. Katie finder ud af, at der er meget, hun ikke ved om sin bedstemor. For eksempel at Nan i sin ungdom var havfrueartist i et mindre show, hvor hun svømmede og optrådte under vand sammen med et sammentømret hold af talentfulde kvinder. Katie hjælper Nan med at finde sine gamle venner på Facebook, og det tænder et håb hos Nan om et genforeningsshow. Katie er voldsomt bange for vand, men indvilger alligevel modstræbende i at lave kostumer til arrangementet. Den socialt engagerede filmdokumentarist Luca, der også er Katies gamle kæreste fra college, kommer på besøg, og det tvinger Katie til at se tilbage på, om der nu også var en god grund til at de gik fra hinanden. Han hoppede i vandet, selvom de havde drukket sammen med en flok venner, hvilket hun opfattede som et uopretteligt svigt mod hendes frygt for vand. Luca fik aldrig at vide hvorfor hun gik, og pludselig var hun bare sammen med den mand, hun blev gift med. Det bliver en balancegang mellem håb og angst. Samtidig prøver hun at lindre Barks angst. Hendes egne problemer smitter af i deres relation, men hun får hjælp fra uventet side. Svømmer mod lyset er en eftertænksom og charmerende roman, der følger Katies rejse tilbage mod lyset og undersøger, om der alligevel kan findes håb oven på sorg, og hvordan venskab kan spænde over generationer.