Søgeresultater: 4

Om klassisk musik og en kvindes søgen efter sin tabte datter. Med inspiration fra magisk realisme udvisker DE FOR ALTID REJSENDE grænsen mellem forestilling og virkelighed. Én persons tanker bliver en andens ord, og hverken personerne eller virkeligheden er til at stole på.

Alicia Købke er 19 år. Hun er efterkommer af guldaldermaleren Christen Købke og den yngste, der nogensinde er kommet ind på filmskolen i København. Hun vælter rundt i sit eget liv og har flere partnere af vekslende køn, et par affærer plus det løse. Hun er opsætsig og grænsesøgende og har slået sig op på at gøre det helt private til kunst. Nu trækker det højpotente Hollywood i hende.

Christian står midt i livet, da han mister sin kone til kræft. For at få hverdagen med børnene Martin og Emma til at glide, overtager hans voksne datter Line styringen af hjemmet, og familien rykker tættere sammen i den sorgfulde dagligdagstrummerum, de lulles ind i. Fortidens følelser spøger, og Christian drages mod børnenes lærer, Katrine, som må tage sit liv med kæresten op til revision, da projekt familieforøgelse ikke går som planlagt.

Vadehavet. Jord og hav er altid i bevægelse ind og ud af hinanden, som Theas tanker der flyder mellem fortid og nutid, som tidevandet. Det ville være så meget nemmere, hvis tingene lå fast, og hun ikke skulle tage alle de beslutninger. Hun trænger til substans Hængsler, der skal skrues fast på låger, et gulv, der skal skures, en cykel, som skal lappes. Hun trænger til malerklatter på en gammel skjorte og at dele en øl med nogen. Det er så længe siden, hun har lavet andet end at løbe efter sig selv. Så flytter hun ind i mormorens tomme hus ude i marsken og begynder at sætte det i stand. Det fysiske arbejde er godt. Kroppen holder sammen på hende, og langsomt begynder tankerne at falde til ro. Han har fundet den lille høneskål i vindueskarmen og står og vender og drejer den. – Sådan en havde mine bedsteforældre også, han løfter låget. – Den er fabrikslavet, siger han forbavset. – Havde de også slik i den? – Vi fik aldrig slik. Han smiler kort og drejer den lidt i hånden. – Tænk, at den bare er masseproduceret. Han lader fingeren glide tankefuldt hen ad hønens hoved. Hun snupper den lidt fortørnet ud af hånden på ham. – Det er da lige meget. Det er stadig en særlig del af ens barndom. Han fløjter lavt. – Men den er så ikke så enestående, som man måske troede engang. Christine Tjalve, cand.mag., debuterede med romanen Ræven har sin hule, 2011, har boet i en række lande bl.a. England, USA, Frankrig, Mexico og Canada. Børnebogen Møllen går amok, udkom i 2017 (samarbejde med Boum Pyndiah), og desuden har hun skrevet noveller og dramatik.