Søgeresultater: 5

En medrivende roman om to ulykkelige unge, som må søge tilflugt i hinandens venskab og i kærligheden til grise. Om at være anderledes, udenfor, og om at prøve at overleve på trods. Svinekød spiser jeg helst ikke - men grisene kan jeg rigtig godt lide. De minder mig om kloge hunde (ja, det gør de altså!), og jeg ville ønske, de kunne få ordentlige levevilkår. Hos Jack Plum har de det godt, og de er nogle glade, dejlige dyr. Til gengæld er det kun grisene, der trives hjemme hos Jack Plum. Jack bor nemlig alene med sit fordrukne uhyre af en mor, der er lam og sidder i rullestol. Hun giver Jack skylden for sin vanskæbne: påstår, at fødslen af hans store grisehoved og vanskabte krop har ødelagt hendes liv. Jack hopper og springer for hende, kun for at blive råbt ad og slået. Grisene er hans daglige glæde. Han har skabt dem et paradis under huset, og om natten tager han dem med ud i skoven. På grund af sit uhyggelige udseende holder han sig for sig selv. Han har aldrig gået i skole og aldrig haft forbindelse til andre end den onde mor og den kærlige far, som forsvandt, da Jack var 12 år. Holly er som mange andre teenagepiger: indesluttet og usikker på sig selv. Hun møder Jack og hans grise, og de får et venskabeligt forhold til hinanden. Holly bliver fortrolig ikke blot med Jack, men også med de blide og forstående grise. Også Hollys far er væk, hun og moderen har altid levet meget tæt, men nu finder mor en kæreste, og det bliver Holly rasende og såret over. Holly bruger sine aftener og nætter sammen med Jack og grisene. Jack har aldrig vist sig med sine grise, men sammen med Holly opstår der en fare for opdagelse og forfølgelse, fordi hendes klassekammerater og hendes mor får mistanke om, at hun har hemmeligheder for dem. Jack og Holly udvikler et varmt og kærligt venskab, og da ulykkerne rasler ned over dem, står de sammen - men de er begge umodne, bange og vrede børn, og de er ikke i stand til at forudse konsekvenserne. "Pigtopia" - Griseriget - er en meget anderledes roman. Men jeg var optaget af den, mens jeg læste, for det er en god historie om ensomhed og venskab, ondskab og fortielser. Og grise. Prøv selv at læse den - om ikke andet så for grisenes skyld. ---- ANMELDELSE FRA LITTERATURSIDEN.DK ----

Da de hiver os op af Limfjorden, hænger vi stadig sammen. Jeg ved ikke, hvor lang tid vi har ligget i vandet, det er ikke til at sige, man mister ligesom tidsfornemmelsen. En uge. Måske to. Jeg ved det ikke. Retsmedicineren har også svært ved at sige det præcist. Han vil gerne have tilladelse til at fjerne håndjernene, det bliver han ved med at snakke om, det er skide besværligt at håndtere to lig, der hænger sammen på den måde.

DIG OG MIG VED DAGGRY er den fatale kærlighedshistorie, som Louise aldrig fik fortalt. Før nu. Det er en historie om tilfældigheder, misforståelser, svigt og tilgivelse, og om at elske så vildt og meningsfyldt, at det er værd at dø for.
 

Med Jacob Skyggebjergs romandebut Vor tids helt kommer man umiddelbart til at tænke på Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld. Der er den samme frækhed og selvbevidsthed. BANG siger det.
Men hvor Rifbjerg er borgerlig, er Skyggebjerg proletar og enhver lighed hører op. Her handler det ikke om dengsedrengen, men om hvordan underklassedyret klarer sig. Og hvad dyret skal klare sig imod. Misbrugsforældre, karantænestation for uvorne knægte, skandaløse arbejdsforhold på dødedyrs- og kagefabrik og stoffer, og ikke mindst kærlighedens troløshed.
Og hvad når dyret er lidt for kvik i hovedet. Hvor stupide autoriteterne så tager sig ud. Værkførere og værelsesudlejere og spansklæreren. For naturligvis skal det kvikke hoved læse spansk. Foragten er vores helts foretrukne positur, grotesken den stilistiske manøvre, hvormed verden gribes og begribes. Men tag ikke fejl.
Dyret er mere følsom end som så. Den sproglige ekvilibrisme, som arter sig så ekstrem i by- og fabriks og menneskeskildringerne, bliver ren naturpoesi, når hjemegnens bakkelandskab omkring Horsens beskrives. Stofkulturen er ikke på noget tidspunkt blevet beskrevet bedre på dansk. Manden ved, hvad han taler om. Der er ingen plads til romantik, ’68 er en gang for alle et overstået stadie, hjernen blæses ud. Arbejderen er og bliver arbejder, han og hun befinder sig på bunden, dannelse i betydningen borgerskabets dannelse er en by i Rusland. Det gode selskab findes ikke. Juleaften derhjemme hos faren afsluttes med en joint og Morten Korch og hans ”Kampen om Næsbygaard”. Men der er styr på det.

Astrid er 25 år og har netop afsluttet læreruddannelsen, da hun pakker sin rygsæk og rejser til Ecuador for at udforske landet. Mens hun venter på, at veninden Karen skal ankomme, møder Astrid ‘Indianeren’, som hun hovedkulds forelsker sig i. Men spøgelserne hjemmefra indhenter hende, og snart er Astrid tvunget til at agere. ”Feber” er ikke kun en psykologisk roman, der skildrer en ung kvindes kamp mod sine indre dæmoner. Det er også en generationsroman om 90’ernes backpackerkultur. “En smuk og lidenskabelig skildring af både landet Equador og Astrid og ‘Indianerens’ kærlighed. Beskrivelserne af landskaberne er intense og levende; det er som selv at deltage i Astrids rejse. Portrættet af Astrid er indfølende, ømt og medrivende”. Litteratursiden “Anita Albers forstår at servere en historie, så det rykker. Sproget er smalt, skarpt, sat flot op og uendelig meget præcist”. Bogsyn “En velskrevet debutroman om Astrid, der på en eventyrlig rejse rundt i Ecuador, bliver nødt til at gøre op med spøgelserne hjemme i Danmark, før hun kan komme videre med livet og kærligheden … et stemningsfyldt tidsbillede fra 1990′ernes rygsækturisme”. Bibliotekerne

Amory Blaine er begavet, privilegeret og overbevist om, at han er født til noget højere. Han studerer på Princeton, og efter nogle flygtige kærlighedsforhold møder han Rosalind, hans livs store kærlighed. Da hun forlader ham for en anden, knuses Amorys ungdommelige idealer. Det eneste, der står tilbage, er alkoholen – men trods al hans sorg og skuffelse besidder han også en erkendelse af, at livet, hvor patetisk og latterligt det end kan virke, er værd at leve – ikke på den anden, men på denne side af Paradis.

"Fortællingen er en lille skive skåret af det virkelige liv. Den løber over med ungdom, jazz, følelser, romantik og viril amerikansk humor."
– Harvard Crimson

"... den bærer aftrykket af et geni, synes jeg. Det er det eneste retvisende studie vi har af vor tids amerikanske ung- og manddom ... en sardonisk og dog herlig og fascine­rende bog."
– Chicago Daily Tribune

"Nærmest så perfekt, som sådan et værk kan være."
– New York Times

"Der er noget intelligent, noget interesseret og søgende, noget underholdende ungdommeligt og misforstået, noget smukt og kønt og noget virkelig inspireret og sublimt, og en overraskende overflod af det hele i På denne side af Paradis."
– The New York Evening Post

"Man kan kun ønske sig mere stort fra Mr. Fitzgerald."
– The Philadelphia Public Ledger Den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgerald (1896-1940) debuterede som kun 23-årig med romanen "På denne side af Paradis". Med denne roman etablerede Fitzgerald sig i 1920 som sin tids stemme, og bogens hovedperson, Amory Blaine, blev identifikationsfigur for generationen i den amerikanske mellemkrigstid, som Fitzgerald døbte "Jazz Age". F. Scott Fitzgerald udgav et væld af noveller og fire romaner, hvoraf "Den stor Gatsby" mere end nogen anden har skaffet ham en plads som en af USA’s største forfattere nogensinde.