Søgeresultater: 2

Frida Kahlo (1907-54) er en af det 20. århundredes mest markante malere. Hendes liv og skæbne og ikke mindst hendes selvportrætter har gjort Kahlo til et ikon. Selvportrætterne er karakteriseret ved skarpe farver og kraftige symboler, der bærer vidne om hendes forbindelse til hjemlandet Mexico.

Kahlos liv var kort men begivenhedsrigt. Et af det afgørende vendepunkter for Kahlo, var da hun kom ud for en trafikulykke, så hun resten af livet må kæmpe med svære smerter. Paradoksalt nok er det dog ulykken, som får Kahlo til at søge i retning af billedkunsten.

I 1929 gifter Kahlo sig med Diego Rivera. Rivera er på daværende tidspunkt en af Mexicos største malere – og desuden 20 år ældre end Kahlo. Deres ægteskab er stormfuldt og præget af utroskab fra begge sider. Kahlo, som er gløende kommunist, indleder en affære med Lev Trotskij. Rivera er langt fra uskylden selv, da han forfører sin hustrus yngre søster. Dette er naturligvis til stor sorg for Kahlo.

Livet og kærligheden, kunsten og smerten. Dagene før sin død skriver den syge Frida Kahlo "Jeg ser frem til min afgang – og håber aldrig mere at vende tilbage".

I ’Jeg maler mit liv’ behandler og fortolker Ester Bock Frida Kahlos liv i romanform. Bogen er derfor både en kunstnerisk bearbejdelse og en biografisk skildring af kvinden og kunstneren Frida Kahlo.

Ester Bock (f.1936) er en dansk forfatter, der har skrevet både romaner, lyrik, tv-spil og børnebøger. Bock debuterede i 1971 med børnebogen 'Lea får en lillebror'. Sidenhen er fulgt mere end 20 udgivelser. Beck har tillige modtaget fire arbejds- og rejselegater bl.a. fra Statens Kunstfond og Litteraturrådet.

Bogens hovedperson, Astrid, er mor til tre halvstore børn og præst.

»Gud er kærlig, alkærlig, men svag. Den der elsker mest, er den svageste part,« tænker hun næsten som på forhånd, for det er først i det følgende halvår denne tanke får direkte indflydelse på hendes liv.

Hjemmelivet med Mads og de tre børn er godt, næsten lykkeligt. Det første chok i familiens dagligdag kommer, da den 15-årige Kirsten bliver gravid, og næsten samtidig viser det sig, at den sportstrænede Mads har en plet på lungen. Han bliver opereret. En uhyggelig »parentes« i deres gode liv er overstået.

Astrid realiserer sin lange betagelse af organisten Ulrik i et erotisk forhold i de samme måneder, hvor manden – mod forventning – bliver sygere. Efter hans død er Astrids anger voldsom, næsten uoverkommelig. Det bliver ikke lettere at være menneske efter man holdt op med at tro på Guds almagt – det bliver hverken sværere eller lettere.

Er det sådan vi kan bruge Guds afmagt? Elske kærligheden og det gode for dets svagheds skyld?