Søgeresultater: 13

Psykoanalytikeren Jonatan Brask og hans kone Engel er på rejse ned gennem Europa mod Spanien. Meget imod Jonatans vilje trænger den tvetydige og kamæleonagtige Villy Detmer sig ind på dem, følger med på turen og afsporer dens planlagte forløb.

I 1965 opførtes Rifbjergs første "eget" skuespil Udviklinger, et kammerspil der koncentreret udtrykker flere af forfatterskabets grundimpulser.

Edith Gustafsson, født ca. 1900, kommer fra landet og er ud af en stor søskendeflok. Egl. er hun uønsket, hvad moderen ikke lægger skjul på. Edith får som den eneste i flokken en studentereksamen og flytter til København, men afbryder sine universitetsstudier for i stedet at arbejde i en børnehave. Her træffer hun en kollegas bror, Robert Falck, ingeniør og enkemand, som hun gifter sig med. Han er en blid, ordentlig, lidt reserveret mand, som Edith godt ved ikke til fulde kan tilfredsstille eller modsvare den voldsomme, også seksuelle lidenskab, der ligger dybt i hende.

Romanens ramme er Roberts dødsleje. Edith kaldes til hospitalet en nat, og siddende ved hans seng reflekterer hun over sit liv. Det har på alle måder været et udmærket liv, men måske også et lidt resigneret og almindeligt liv, hvor en masse ønsker og håb ikke er blevet indfriet, og hvor blusset altid har stået lidt lavt. Der har været engagement i både arbejde, politik og familie, men alt er holdt i tømme. Edith Falck er aldrig for alvor kommet op at flyve.

Skuespil i to akter, som havde premiere på Det Kongelige Teater i 1982.

Hjalmar Johansen havner bogstavelig talt i lykkens favn, da han får hyre på skibet "Fram" og optages som medlem af den store nordpolsekspedition, anført af Fritjof Nansen.
Johansen drømmer om eventyret, om noget større, om den vidunderlige forløsning. Sammen med Nansen begiver han sig af sted over indlandsisen, strander i vintermørket, og her i tindrende kulde møder Johansen kærligheden. Men lykken bliver kort, for Johansen vil erobre menneskehjerter, og Nansen kontinenter.
Kun for en stund kan de to temperamenter forenes i den dybe polarnat.

Romanens jeg er en 70-årig  litteraturprofessor, der lever et godt borgerligt, liv med Aline. Han har siden skoletiden haft en ven, maleren Nikolaj Værn, men pludselig har Nikolaj afbrudt forbindelsen. Det forstår hovedpersonen ikke, for de har delt stort set hele livet med hinanden, og  der er kun døden tilbage. Hvorfor så uvenskab? Hvorfor betyder Nikolaj så meget? - hvorfor er jeg'et altid så tilbageholdende og flegmatisk i forhold til livet? Hvorfor er han trods ydre borgerlig succes så skuffet? Hvem er han egentlig?

Læs mere om forfatteren, Klaus Rifbjerg.

"Med Portræt viser Rifbjerg igen sit mageløse talent... Det ene billede springer ud efter det andet, og bag den hektiske udvikling fornemmer man koncentration og nerve-bevidsthed... Det er en viril, livskraftig og livsduelig digtning." – Stig Krabbe Barfoed

„Rifbjergs mest radikale forsøg på at befri mennesket fra alt det, der spærrer det inde, det åbenlyse tyranni og den skjulte loyalitet, alle de skrevne love og uskrevne regler, der forhindrer mennesket i at forandre sig selv og for alvor leve sit liv, vælge eller skabe sin egen virkelighed, mens verden mere og mere nærmer sig katastrofen.“ – Jens Kistrup, Berlingske Tidende

„Anslaget har altid været Rifbjergs specialitet, her står udfoldelsen mål og opfylder forventningerne. Fuldbragt.“ – Torben Brostrøm, Information

Romanen begynder den 11. september 2001, da Kim Dahlman-Winther - en desillusioneret, lettere kuldslået ca. 60-årig mand - sidder i sit sommerhus og på tv følger begivenhederne i New York. Med samme kompositionsprincip som i trilogiens to første bind, Esbern og Hovedløs, klippes der i tid. Vi følger Kim, fra vi slap ham i midten af 1940'erne til denne skelsættende dato. Men til forskel fra de to foregående romaner, hvor synsvinklen skiftede mellem det store persongalleri, ligger den nu udelukkende hos Kim.

Kim har kunstnerdrømme, men har aldrig ført dem ud i livet. Nok i erkendelse af, at de ikke kan bære. Han er endt som scenograf, en glad amatør, som han siger, der lever af at lave kulisser. Kim er ingen lykkelig mand, han er en uforløst middelmådighed, der forsøger at gebærde sig mellem tilværelsens sætstykker. Hans ægteskab med den begavede museumsinspektør Jette Rigger-Christiensen er gået i stykker. Hans forhold til både moderen og søsteren er distanceret. Hans farmor, kunsthistorikeren Henriette Dahlman-Winther, der har været familiens store, dominerende skikkelse, ender som mere eller mindre senil. Hans forsøg på at finde ud af, hvorfor hans far, den mytologiske Esbern, tog af sted til Spanien for at bekæmpe fascismen, ender i den ret triste konklusion, at han simpelt hen ikke kunne holde den kvindedominerede og (små-)borgerlige lukkethed ud og derfor stak af ...

Alt er kort sagt noget rod.

Romanen fra 1966 om det stabile familiemenneske Helmer Franck, der under en kongres i Oslo indleder et kærlighedsforhold til operasangeren Mira Hjelm. Som professor har Helmer Franck ikke tillid til den del af verden, som ikke direkte kan registreres, måles og vejes. Men efter Mira Hjelm træder ind i hans tilværelse, forvirres hans hjerne under presset af de indre kræfter, som ikke længere lader sig kontrollere.

Novellesamling, som markerer Rifbjergs 50 års jubilæum som forfatter med mere end 160 bogtitler på samvittigheden! Ud af en stor mængde nyskrevne noveller har Rifbjergs tro væbner, ven og kritiker Torben Brostrøm udvalgt 21, hvor mesterens anslag ikke fornægter sig. Hans evne til at fange en situation, en følelse, en særlig tilstand, hans lydhørhed, psykologiske indsigt og ikke mindst hans sproglige kraft er til stede i hver eneste linje bogen igennem.

"Romanen er båret af hans stærke kærlighed til liv, og den er skrevet med hans særlige egenskaber i fuld udfoldelse – hans fænomenale iagttagelsesevne, hans medrivende sensationer, hans drømme og mareridt, hans indtrængende fine følelser for mennesker ... Klaus Rifbjergs ordgenialitet er ikke en sag, der begrænser sig til sproglig fantasi, hans visioner og drømme fører ind i tilværelsens komplekse afsind og vidunder." – Jens Kruuse i Jyllands-Posten