Søgeresultater: 9

I Amsterdam møder Engelke videnskabsmanden og filosoffen Emanuel Swedenborg i 1769.

I Hermannstadt vender en ung student hjem til sin mor i 1787.

I København fører Thit Jensen samtaler med levende og døde i 1951.

På LinkedIn modtager en kvinde budskabet om en gammel vens død.

SENT er fire historier om kvinder sent i livet, om deres passioner, tab og sorg og skjulte glæder.

Da Thea Kristoffersen bliver født i Jelling kort før Første Verdenskrig er Danmark stadig et bondeland. Proprietærdatteren med den kantede vilje vokser op med ansvar for de små søskende og familiens grise, og også hendes fremtidige rolle er klar: Hun skal giftes til en pæn gård og stifte familie, være hjemmets trygge arne. Som generationer af kvinder før hende.

Men Thea bestemmer selv sit liv. Hun vil være kok for kongen, og insisterer på at søge uafhængighed frem for den tryghed, hun får tilbudt. Hun kommer i huset som tjenestepige i 20’erne, på husholdningsseminarium i 30’erne, giver modstandsbevægelsen husly under besættelsen og bliver endelig i opgangstiderne selvstændig krovært på Damgården med udsigt til bygningerne og de svære kriser på Askov Højskole.

Under tidens voldsomme forandringer bliver den selverhvervende Thea en støtte for de unge kvinder i familien og de usikre husmødre rundt på gårdene – og med sin praktiske fornuft en moderfigur for de forfløjne idealister i tressernes spirende venstrefløjsbevægelse. Thea står midt i vadestedet, oplever en mangfoldighed dem før hende ikke kunne drømme om – og betaler for det til begge sider.

Theas færd er en selvstændig fortsættelse af romanen Sneglehuset.

Året er 1720. Gabrielle de Chambonin holdes som fange i byen Mequinez, i det marokkanske kejserpalads harem som på den tid benævnes “Barbariet”.

Romanen er Gabrielles dagbog gennem de mange måneders fangenskab. Den hovmodige franske adelsdame møder den arabiske gru, visdom og vellyst - også et møde mellem den gryende europæiske oplysningstid og Islam.

“Med den eksotiske Kvindernes nat demonstrerer Ejrnæs al sin visuelle kraft i sproget. Synet spiller her en lige så stor rolle som kropssansningerne, og resultatet bliver et mættet univers, som stiger op fra siderne i al sin orientalske pragt og gru.” - May Schack

At få form består af fire smukke, bevægende og kloge fortællinger fra forskellige tidsaldre. "CC og snusfornuften" handler om Camille Claudel og Auguste Rodin, "Sabina og forsmåelsen" om Sabina Spielrein og C.G. Jung, "Hun og prøverne" om en ung gymnasieelev og hendes lærer og "Héloïse og Parakleten" om Abélard og Héloïse. Alle fire fortællinger udforsker relationen mellem en yngre kvinde og en ældre mand med det at lære, elske og miste som fælles temaer.

"INTENST: Storladne kvindeskikkelser i ny bog fra Anne Marie Ejrnæs. Det er nogle storladne kvindeskikkelser, Anne Marie Ejrnæs har valgt som midterfigurer i sine intense beretninger om sammenstødet mellem lidenskab og samfundsmæssig norm. Det må næsten undre, at de til trods for deres ukuelige egensindighed så ubetinget underkaster sig nogle mænd, der viser sig som en samling pjok, der langt fra er kvindernes lidenskab værd."
Knud Bjarne Gjesing, Fyens Stiftstidende

"Fire godbidder for nogle, svære, næsten uoverkommelige mundfulde for andre."
Annelise Vestergaard, Jyllands-Posten

"Det er fire markante kvindeskæbner, Anne Marie Ejrnæs har valgt at beskrive. Og meget af stoffets kraft ligger simpelthen gemt i historiens egne skatkister, lige til at hente frem og bestøve. Alligevel ligger styrken i disse fortællinger mere i nuancen end i det udfoldede liv, mere i den ihærdige vilje til at dykke ned i og fastholde den indre monolog, som var det sproget selv, der kunne gøre sjælens arbejde - end i en egentlig eksistentiel forståelse. Så forholdet mellem mand og kvinde, lærer og elev er vel ikke blevet bedre, blot mere facetteret belyst i disse fire fortællinger.
Liselotte Wiemer, Weekendavisen

To danske kvindeskæbner kædes ad snoede stier sammen i deres møde med Indien:   Det er teosoffen Erna, som vi først møder, mens hun er ansat som privatlærer på et stort gods på Lolland, og som senere bliver husbestyrerinde hos Indiens første premierminister, Jawaharlal Nehru, og det er missionæren Mariane, der rejser til Indien for at udbrede kristendommen, bliver optaget af Gandhi og hans kamp for Indiens uafhængighed og efterhånden bliver gode venner og fortrolig med ham. 

De to kvinder er vidt forskellige af såvel statur som temperament; men fælles for dem er, at deres tro og overbevisning fører dem til Indien, hvor de tilbringer fyrre år. For den ene er det eventyr og for den anden et kald, men begge er parate til at betale prisen, både den materielle og den åndelige, for deres usædvanlige valg.

“Den kærlighedsaffære, Maria har med en sort senegaleser, er lige så pinefuld og berusende som den ‘gode’ europæers kærlighedsaffære med Afrika. Fordi Anne Marie Ejrnæs har et åbent blik både for det fysiske og åndelige Afrika, står der så meget på siderne, at den lille fortættede bog bliver til et bredt værk om en moderne kvindes søgen – blandt andet efter sig selv. Man tror på, at hun vil overleve, selv om naturen og menneskene piller lunser af hende. Og dermed tror man også på fremtiden og kærligheden og på forfatteren.”

Annelise Schønnemann, Politiken

Anne Marie Ejrnæs' roman Tilde i Tuse foregår i første halvdel af det tyvende århundrede.

Tilde er 21 år og har netop fået sin første stilling som forskolelærerinde på Sorøkanten. Året er 1912. Det har ikke været nogen selvfølge, at uddannelsen er kommet i hus; der har ikke været megen støtte hjemmefra. Kæresten hedder Kristian og er soldat, men det trækker ud med brylluppet. Tilde har problemer med disciplinen i sine klasser, og hun har det heller ikke nemt med sine kolleger. Til gengæld har hun sit klaver og den musikalske veninde Regitze, der har givet hende øre for musikken, og den kommer til at spille en stor rolle i hendes liv.

Sneglehuset ligger i Jelling by i Østjylland, et hus fuldt af ferieminder for den kvinde, hvis stemme på bogens første side fortæller om sammenbrud, krise og truende galskab. Hun rækker ud efter noget menneskeligt, noget at holde sig til, og får fat i mormoderen fra barndomsferiernes Sneglehus. Med dette greb er romanen i gang: en tæt og farvemættet slægtsroman, som gennem nogle kvindegenerationer følger et par sydøstjyske bondeslægter frem og tilbage gennem et århundrede. Grænselandets traumer, den onde lykke, som knuser mennesker eller gør dem hårde og bitre, ensomheden og den sjældne, livslange kærlighed, som den, der binder Malte og Marie sammen; hele stamtræet blomstrer og lever og bærer søde og sure frugter i romanens myldrende detaljerede bondemaleri.

I Som svalen møder vi den 8-årige Sine i fædrenehjemmet i Nyhavn.

16 år gammel gifter hun sig med sin næsten dobbelt så gamle sproglærer og får året efter, i 1791, sønnen Johan Ludvig. 1801, da P.A. Heiberg lever i landflygtighed, forvist for sine revolutionære ideer, skriver den nu 27-årige Thomasine til ham og beder om skilsmisse. Hun gifter sig med Gyllembourg, som dør 1815. Fra da af og til sin død 1856 lever hun som enke i sin søns hjem og skriver her sine noveller.

Som svalen bygger på dette historiske stof, men bogen er først og fremmest en roman om en intellektuelt og erotisk begavet kvinde, en mærkeligt nutidig person.