Dicte Svendsen er ved at miste sit greb om virkeligheden. Efter en voldtægt samme sommer styres hun af tvangshandlinger. Hun husker dårligt, kan ikke koncentrere sig, og går ustandseligt i bad. Nu er det november, og en ung kvinde fra det århusianske studiemiljø bliver fundet død i en baggård i Mejlgade tæt ved freelancekontoret, hvor Dicte arbejder. Det er den anden universitetsstuderende, som bliver dræbt i byen, og noget tyder på, at gerningsmanden går efter sårbare unge kvinder i krise. Han voldtager, dræber og flår halsen op, og han efterlader spor, der leder tanken hen på et rovdyr.