Søgeresultater: 2

Hendes kæreste sagde hun var spøjs, men det var mere end det. Visse ting var vigtige. Dem var man nødt til at kæmpe for. Helen var bare ikke så stærk som folk troede. Hun prøvede at være det, men det lykkedes ikke altid for hende. Det gør det ikke for nogen. Ingen kan være stærk hele tiden. Tillid, kærlighed, forhold; forældre, børn, elskere; død, velstand og hjem. Alle de ting her i livet som er så almindelige – og helt enestående når man tænker over det. Og det gjorde Helen, i alle døgnets vågne timer, lige til det sælsomme øjeblik da hun på vejen hjem fra arbejde ser den her radmagre, forhutlede fyr gå over gaden lige foran hende. Brian? Hendes for længst forsvundne bror? Hvordan kunne det gå til? Men det var samme skikkelse, nøjagtig samme udstråling. Kunne det virkelig passe? Sådan begynder 24 timer i en ung kvindes liv, en kvinde der er lige så almindelig, og lige så unik, som alle os andre. Mo sagde hun var spøjs – men Helen rummer mere end det, meget mere.

"Kære fuckhoved" er en roman om at blive udstødt af det samfund, man endelig havde tilkæmpet sig en plads i, om ensomhed, desillusion og misbrug, men også om håbet trods alt, og om et venskab, der spirer frem på trods af at have alle odds imod sig.

Rebecca har rundet de 50 år, hun er skuespiller, stadig lige smuk og forførende, men er ved at blive gammel; den rene død for en skuespillerindes karriere. Oscar er forfatter, har skrevet én succesfuld bog og er nu væltet fuldstændig omkuld af en MeToo-skandale. Og så har han svinet Rebecca til offentligt. De to indleder en hadefuld korrespondance, men en fælles relation til Oscars søster åbner op for en uventet ærlig udveksling. De deler deres livshistorier, som begge begyndte i samme forstad til Paris, var præget af fattigdom og hårde kår, og som på en måde endte hver sit sted, hhv. som berømt og feteret skuespillerinde og en fældet hvid mandlig forfatter, MeToo-samfundets absolutte taber. Og alligevel er de overraskende ens: De er begge dybt ensomme, sidder fast i et misbrug, de gerne vil ud af, lever i deres forliste forholds skygger, i den rene desillusion. Indtil venskabet spirer frem og viser dem vejen ud.

Børsen:

Bogen, man ikke bør overse, hvis man bare er lidt frankofil (...) Det er en underholdende, skarp og medfølende korrespondance mellem en skuespillerinde, der er ved at blive gammel, og en forfatter ramt af en metoo-skandale

(...) Der findes ingen god forklaring på, hvorfor den franske forfatter Virginie Despentes ikke er mere populær i Danmark (...)

Information:

Den samtidsroman, vi er mange, der har ventet på (…) den bedste samtidsroman, jeg længe har læst (…) Despentes skildrer nok resignation, men skriften bliver ikke resigneret. Jeg ved ikke, hvem der kan skrive med samme rasende energi, der er en trommeslagerrytme over hendes prosa, som den bare pumper derudaf. (…) Kære fuckhoved er den roman, jeg har savnet om forsoning, overgangsalder, venskab og #Me Too. Virginie Despentes kan skrive om tomhed uden at gå i stå. Hendes kølhaling af samtiden gør sig ingen illusioner, men leverer, fordi hun vover at være kærlig.

Kære fuckhoved er en roman om at blive udstødt af det samfund, man endelig havde tilkæmpet sig en plads i, om ensomhed, desillusion og misbrug, men også om håbet trods alt, og om et venskab, der spirer frem på trods af at have alle odds imod sig.