Søgeresultater: 8

I Opdateret finder du brevet til Georg Brandes, talestykket Passiar,plus et udvalg af artikler og kommentarer i Kvinde og Samfundet og Brev til Menneskene. I brevet til Brandes forsikrer Helga Johansen, at hun ikke henvender sig på grund af ulykkelig kærlighed, at hun slet ikke er i stand til at fremkalde følelser af en sådan art, der er ikke noget hjerte at knuse.
Hun har dårligt ben som følge af en ulykke som barn, hun er halt, en krøbling, hvilket, mener hun, definitivt stempler hende som anderledes. Som følge af smerterne har hun oparbejdet et misbrug af opium. Hun forfalsker recepter og er dermed kriminel. Hun arbejder som lærerinde i almueskolen, men har sadistiske fantasier om sine elever og må opgive sit kald.
Det er at være udenfor. Sadist, pyroman, opiofag, sindssyg. Men den røde tråd hele vejen igennem er, uden svinkeærinder, opgøret med enhver form for autoritet. Om det er sindssygehospitalet eller andre instituioner, om de har mure eller ej, kobler hun magtens arrogance til det samme ene: manden-som-sådan.

Sammenfald er en digtsamling i fem dele, der med en stærk og egensindig poetisk stemme undersøger og udfolder erkendelsen af, at man som menneske, biologi, bevidsthed og i dette tilfælde kvinde ikke er lukket og selvberoende, men derimod i konstant berøring og udveksling med den verden, man er en del af.

'Drømme' af Rud Lange er en fortælling om en krop i forfald, der kaldes lort allerede første side. Kroppen har tuberkulose, den er afhængighed af alkohol. Det er et brug-og-smid-væk-gode, en midaldrende kvindekrop, der levede af prostitution indtil selv de mindst kræsne mænd ikke gad længere. Men kroppen nægter at dø så usselt som på fattiggården, så kroppens ejer – Marie – vælger at tage turen tilbage til den gade, hvor hun trak. Her tænker Marie, at hun kan dø med bare en form for værdighed.

Tantaluskvaler er givetvis både en kærlighedshistorie og en kunstnerroman. Men det er diskvalificerende ikke at læse bredere. Som om Adda Ravnkilde som kvinde ikke skulle kunne andet end ulykkelig kærlighed og halvdårlig kunst. Adda Ravnkilde er interesseret i den direkte relation, mand og kvinde imellem, uden støj på linjen. Hun går i Tantaluskvaler næsten videnskabeligt til værks i udforskningen af kærlighedsforholdet mellem den unge Elisabeth Due og den ældre Grev Høegh. Det gælder liv og død, og den erotiske flirt kamufleres som en kamp på ord mellem hendes unge idealisme og hans altid lige veloplagte nihilisme.
Adda Ravnkilde kan sit kram og bør læses som en forfatter der insisterede på at gøre noget helt og med denne insisteren som drivkræft skriver hun om kunstnerisk arbejde – javist – men også om omkostningerne ved at give sig hen, lade sig forføre og overgive sig, også til lidelsen. Og så er det værd at huske, at det altså var hende, Adda Ravnkilde, der i en alder af blot 19 år indførte ordet lady-like på dansk.

Den svære toer. Uha, man ryster i bukserne bare ved tanken! Men hvad gør Jacob Skyggebjerg? Efter succesen med den autobiografiske Vor tids helt fra 2013? Han griner. Han er frygtløs. Han skriver en kollektivroman om syv kvinder. Syv kvindelige forfattere på skriveophold på en højskole i den fiktive midtjyske provinsby Vikøbing i påskeugen, hvor de arbejder på deres nye værker og hver aften læser de ting, de skriver, op for hinanden.
Men frem for skrivning, er det mere madlavning i køkkenet, kaffe og afslapning på terrassen, der trækker. Og diskussioner. Og diskuteret bliver der. De syv forfattere kommer fra hvert deres hjørne i det danske samfund, og med sig bringer de hver deres opfattelse af verden, hvert deres levede liv og historie, som de inderligt beretter om og debatterer med hinanden.
En undersøgelse af samfundet, og de mennesker, der befolker det. På godt og ondt, og dermed en hyldest til de mennesker. Det kan man sgu da kalde et koncept.
Jacob Skyggebjerg imiterer gennem kvinderne ubesværet en vifte af litterære genrer. En skriver for eksempel science fiction, en anden skriver på en børnebog, og en tredje på en erotisk krimi. Karaktererne fuldendes gennem deres respektive litterære stemmer. Hver med sine særheder og mangler, hver med sin charme.
Væk er forfatterens jeg-fortæller, korsfæstet af karaktererne, for i Hvad mener du med vi, er scenen deres. Skyggebjerg er således blot en flue på væggen, men ikke en hvilken som helst flue, det er – som i Vor tids helt – en minutiøst registrerende en af slagsen. Man fatter ikke, den i en sådan grad kan gå ind i og være hver enkelt karakter; en fuldstændig identifikation.
Jalousi, bagtalelse. Dyb smerte og sorg. Skyggebjerg tør tage fat, hvor det gør allermest ondt. Men ikke for at dyrke smerten, tværtimod: Han er ikke vulgær, men nærmere renfærdig – og med en vanvittig appetit på livet, som er så smittende. Og en humor, der kan give selv den tristeste undertøjsblonde en forsonende tone.
Hvis Vor tids helt var hovedret, hvor der som råvarer i rigt mål doseredes af hovedstolen, af provinshul og stofkultur, er Hvad mener du med vi desserten, sukkersød og cremet, en kæmpedessert på lige over 300 sider. Hvis Vor tids helt stank af mand og sure sokker, dufter Hvad mener du med vi af kvinder. Først og sidst: Kvinder.
Man kommer til at tænke på værker af folk som Kirsten Thorup og Dorrit Willumsen. Hvis man endelig skal sammenligne med nogen. Tove Ditlevsen.
Hvad mener du med vi er indstillet til DR Romanprisen 2016.

I Hinsides skildrers hospitalshverdagens trummerum. Vores helt står op, klæder sig på, spiser sladrer, med de andre patienter, klager over medicineringen og lægerne og deres inkompetence og planlægger ildspåsættelse af og flugt fra hospitalet. Hun sulter sig og kan i flere dage ikke lokkes ud af sengen, hun vil ikke, men bremses af sig selv i lillepigeagtig trods, velvidende, det er det, hun gør. Hun er gal.

Astrid er drevet af en længsel efter at blive sig selv. En længsel der tvinger hende ud i hvad der ligner selvdestruktion. Hendes virkelighedsopfattelse er fragmenteret, på samme måde som romanens form er fragmenteret, springende mellem før og nu.
Hun springer mellem et nu der bygger på en illusion og en fortrængt fortid. Hun iscenesætter nuet uden at være bevidst om, hvad det er hun vil. Hun ved et sted inde i sig selv, at hun skal gennem en forløsning, at det er en nødvendighed for hende. Da hun begynder at gå i opløsning, begynder hun at kunne huske, og fortrængningerne begynder at vise sig for hende.
At dette sker bruger hun mange kræfter på at holde væk. Hun fortrænger i nutiden ligesom hun fortrængte i fortiden. Hvad er det der får hende til at bryde sammen? Det er det hun udsætter sig for. Det er Arnes utroskab, og det er hendes arbejde som nattevagt. Hun føler hun skal udholde dette arbejde, selv om det gør hende bange.

Elastik er en roman om at være kvinde. Om at være kvinde mellem kvinder, mellem mænd og om at være alene med sin kvindekrop. Alice bryder sig ikke om at være kvinde. Hun føler sig fremmed i sin krop, med sit køn.
På samme tid er Elastik også en moderne, høvisk kærlighedshistorie. Om Alices fortiede, men stormfulde forelskelse i den enigmatiske Mathilde. En forelskelse, der ikke findes plads til hverken i Alices forhold til kæresten Simon, til Mathildes mand Alexander eller i Alice selv. Johanne Bille har et nænsomt og nuanceret blik, når hun skriver denne forelskelse frem, men i beskrivelsen af, hvordan de to mænd bliver trofæagtige værktøjer i relationen mellem de to kvinder og i skildringen af det pompøse, grænsesøgende livs skyggesider er hun skånselsløs.
Elastik handler om ikke at ville nøjes med at finde sig til rette – i parforholdet, i samfundet og i sig selv. Om at ville kærligheden og fællesskabet, men ikke kunne løsrive sig fra sin egen egoisme og narcissisme. Hvordan kan vi være sammen? Det spørgsmål bliver i Elastik til: hvordan bruger vi hinanden? Elastik er Johanne Billes anden roman. Hendes debutroman Tænk nu hvis udkom i 2015 på Tiderne Skifter.