Søgeresultater: 17

"Efterveer" er fortællingen om en håndfuld københavnere midt i trediverne, deres skilsmisser og nye forhold, og deres forskelligartede måder at håndtere modløsheden på. "Efterveer" fik Statens Kunstfonds Produktionspræmie i 1982.

Det var så den vinter er en samlet udgave af Dorthe Nors’ to kortromaner Dage og Minna mangler et øvelokale. To rørende og underfundige portrætter af kvinder i det 21. århundrede.

I Dage skriver en kvinde lister. Hun har kærestesorg, og det kræver en vis overvindelse at vove sig ud i livet og et forårsmættet København. Der er ikke andet for end at tage én dag af gangen.

I Minna mangler et øvelokale møder vi komponisten Minna, som ikke er en dag over 40. Minna er en kvinde, som mangler mange ting i livet – for eksempel et øvelokale, en eksistensberettigelse, et barn og snart også en mand. Minna beslutter sig for at stikke af fra det hele. Hun vil lære at sortere i sine omgivelser - hun vil have sig et røvhulsfilter.

Rosa er sypige i København i 1800-tallet. Mændene er vilde med hende, og den klamme dommer kommer lidt for tæt på Rosa.

Roman om Ketty, en midaldrende isenkræmmerfrue fra provinsen, der pludselig har fået nok af livet som »medarbejdende hustru« med dobbeltfunktion i forretningen og »privaten« og rejser til København. I løbet af et forfrossent år gennemgår hun her en smertefuld forvandlingsproces fra isenkræmmerfrue til selvstændigt individ. Smertefuld fordi den indebærer afkald på mange planer, ydmygelser, resignation og opgør med alle hendes tillærte værdinormer.

Jytte Borberg, født 1917, debuterede 1968 med novellesamlingen Vindebroen. Forinden havde hun fået offentliggjort kortere ting i tidsskrifter. I 1970 kom romanen Nældefeber, der ligesom novellesamlingen bevæger sig i en symbolverden, hvor fremmedgjortheden har en fremtrædende plads.

                             I de to senere romaner Orange (1972) og Turné (1974) har Jytte Borberg nærmet sig en mere realistisk fortællemåde. Begge bøger behandler temaer, der griber ind i kvindedebatten, men synsvinklen er ny.

                             Hun slog for alvor sit navn fast i læsernes bevidsthed med Eline Bessers læretid (1976) og Det bedste og det værste (1977).

Ellinor og hendes mor tilhører den oversete del af en københavnsk bourgeoisifamilie og bor i den forkerte ende af Dronningens Tværgade, hvor de møder folk fra alle samfundslag, også dem, de selv føler sig hævet over. "Også i de andre huse" følger deres liv før og under 2. verdenskrig, hvor kærligheden sætter gang i deres liv på godt og ondt.

"Som menneskeskildrer er Edith Rode aldrig nået højere end her. Det er det ene af hendes to store aktiver. Det andet er hendes mageløse sprogbeherskelse." – Politiken Edith Rode (1879-1956) var en dansk forfatter, digter, journalist og brevkasseredaktør. Hun debuterede i 1901 med romanen "Misse Wichman", som forsvarede kvinders ret til seksualitet, et emne hun også tog op i sine senere værker. Edith Rodes forfatterskab spænder over digte, noveller, erindringer, romaner, filmmanuskripter, rejseskildringer, biografier, kogebøger samt det store opslagsværk "Den gyldne bog om danske kvinder", som hun var hovedredaktør på. Edith Rode beskæftigede sig gennem hele sit forfatterskab med kvinders rettigheder og udgav flere biografier om kendte danske kvinder.

Otto Rungs roman fra 1919 følger den lille pige Flora, som danser sig lykkeligt gennem barndommen på Det kongelige teaters balletskole. Da Floras mor dør, må pigen imidlertid vinke farvel til sin glamourøse fremtid som balletdanser og i stedet arbejde for sin gnavne og småkriminelle far i hans skumle dyrhandel. Da Flora bliver lidt ældre, flytter hun ind i fru Paustians pensionat, men selvom hun nu har revet sig nogenlunde løs af sin far, ser hendes skæbne sort ud. Atten år er blevet slugt af et beskidt stræde med en lyssky butik, og hvad har hun nu at se frem til? Nye stræder, nye grå hverdage og lidt billig søndagsglæde? Men hvad omverdenen ikke ser, er Floras fantastiske evne til at drømme sig væk til alle mulige eksotiske steder, som hun aldrig selv har set, og måske vil disse drømme gøre hende i stand til at bryde med sin sociale arv og udnytte de samfundsmæssige omvæltninger, som prægede mellemkrigstiden.

I Som svalen møder vi den 8-årige Sine i fædrenehjemmet i Nyhavn.

16 år gammel gifter hun sig med sin næsten dobbelt så gamle sproglærer og får året efter, i 1791, sønnen Johan Ludvig. 1801, da P.A. Heiberg lever i landflygtighed, forvist for sine revolutionære ideer, skriver den nu 27-årige Thomasine til ham og beder om skilsmisse. Hun gifter sig med Gyllembourg, som dør 1815. Fra da af og til sin død 1856 lever hun som enke i sin søns hjem og skriver her sine noveller.

Som svalen bygger på dette historiske stof, men bogen er først og fremmest en roman om en intellektuelt og erotisk begavet kvinde, en mærkeligt nutidig person.

Den 30. november 1967 krydsede den 17-årige Johanna Dufva Carlsdotter Øresund og gik fra borde med sine få ejendele i en bylt. Vel ankommet til København stod hun blandt de andre svenske indvandrere på Kvæsthusbroen og ventede spændt på, at der skulle komme én, som havde brug for en tjenestepige. Hun var ikke skåret over en helt almindelig læst, den stædige Johanna, som endte med at forsøge sig selv og sine tre børn i en tid, hvor enlige mødre måtte klare sig, som de bedst kunne. Tilmed fik også alle børnene en uddannelse, så også på dette punkt gjorde hun sig fri af den sociale arv, hun havde med sig fra det fattige Pjätteryd o Småland. Selvom Johanna blev i København, bevarede hun kontakten med sin far, hvis breve altid startede med sætningen "Min älskade Dotter…"

Ved hjælp af en god portion fantasi og sin 100-årige mors glimrende hukommelse har Hjørdis Varmer givet liv til sine tre stærke formødre: Johanna, Anna og Ågot, som har været modeller for romanens tre kvindelige hovedpersoner.

Romanen Flokdyr er første del af fortællingen om storbyboerne i kontorfællesskabet i indre København. De dyrker det uforpligtende selskab for det er udfordrende at ville hinanden når tiden råber på fællesskab, men hylder individet. Flokdyr handler om livet i alt dets skønne umulighed – og det svære i at give slip på sig selv og holde fast i hinanden. Læs mere på @dorteholms eller @dorteholmforfatter

Elvira Gregersen er 39 år, stærkt overvægtig, kronisk arbejdssky og telefondame i et bordel. Hendes tvillingebror, Sixten, er narkoman, og hendes bedste ven, Køster, er politibetjent. De tre har holdt uløseligt sammen siden barndommen.

Da en af de prostituerede forsvinder sporløst, kontaktes Elvira af en stamkunde, Kluden, der vil have hende med ud at lede.

Det ender slet ikke, som de havde ventet.

To forskellige kvindetyper mødes, og modsætningerne mellem dem træder frem. Den livsglade, levende Laura overfor den lidt køligere forfatterinde Agnete. Det er Agnete, der her fortæller historien om Laura, fra hun blot er en pige, videre gennem ægteskab og elsker, og til hun når op i årene. Det bliver en mosaik, hvor drømmens Laura og virkelighedens Laura spiller lige store roller.

Grethe Heltbergs roman "Salut for Laura" er både humoristisk og vemodig, og det er svært ikke at blive lidt forelsket i bogens hovedperson.

Den tredje kvinde er død.

Den voldsomt vitale og kraftfulde Masja blev ikke halvtreds. Hun var det inspirerende centrum på sin arbejdsplads i radioen og i sin private kreds.

Hendes to nærmeste, kollegaen Jane og barndomsveninden Ingrid, der blev hjemmegående i direktørhjemmet, har været i en slags konkurrence om hendes gunst. Efter dødsfaldet mødes de overraskende.

Ingrid er gået under jorden mellem outsidere og excentrikere i et arbejderkvarter, men hun genkendes af Jane en aften på en tunesisk restaurant, hvor hun har sort bijob som mavedanserinde.

Deres udvikling og udveksling er afgørende påvirket af dødsfaldet, men Masja viser sig at have kraft til også at blande sig efter døden!

Suzanne Gieses roman er noget af et generationsportræt, lidt af en gyser, og meget af en tillidserklæring til dem, der vil tro på forandring og nye muligheder også midt på banen gennem livet.