Søgeresultater: 3

"Min mor var ked af, at min søster og jeg kaldte hende Fruen,
men det var i mellemtiden blevet fælles for os. Fruen var en
stærk kvinde, som krævede – og fik – særbehandling. Modig
og intelligent, fordringsfuld, lunefuld og let at såre, og som
en skandinavisk Kleopatra tiltrak hun mænd med fatale
følger. Fruen kunne udmærket afkode undertonerne i sit
kaldenavn og brød sig ikke om det, men det passede godt til
hende og satte ord på noget, vi ikke kunne tale om.”

FRUEN er Malene Lei Rabens personlige fortælling om sin mor og om at være barn af ungdomsoprøret. Det er en
historie om konsekvenserne af livsvalg og om det, som frihed koster. Især for de børn, der voksede op i skyggen
af handlekraftige, selvrealiserende voksne.
Det er også en historie om en lykkelig barndom, der tager en drejning, og om at være datter af en formidabel, intelligent
og ekstremt besværlig kvinde. Og allermest er det en historie om kærlighed.

"Jeg har genkendt dig I de mest skumle værtshuse I byggepladsens skurvogn Englebåren helikopterpilot i My Lai Hjemløs avissælger på Nørrebrogade De havde sat elektroder til dine fingre i Abu Ghraib" Hvem er det Albert Hytteballe Petersens jeg-fortæller i forfatterens seneste bog har genkendt? Det er såmænd Jesus. I et stort, strømmende langdigt skriver forfatteren sig igennem den lidende skikkelse i hele kulturverdenen, i historien, i nutiden og i hvert enkelt menneske. Det er ikke helt Bibelens Jesus-skikkelse, der er i fokus, selvom der er mange fællestræk, men i ligeså høj grad det apokryfe Thomas-evangeliums mystisk, næsten gnostiske skikkelse. Digtsamlingen bevæger sig ind og ud af virkeligheden, men efterhånden kommer tidens politiske og samfundsmæssige situation til at stå klart, når bogen trækker personer i Nørrebro-miljøet ind, som fint kan bære Jesus-skikkelsens konturer: “Hvad fanden har du gang i?” Råbte betjenten der arresterede ham Han havde hevet vintertøj ned fra hylderne i en modebutik Til dommeren skulle han have sagt “Butikken var fuld af tøj, De hjemløse fryser Er medfølelse en forbrydelse?”

Irske Sara Baume tog læserne med storm i sin umådeligt smukke debutroman vælde vokse vakle visne, og i hendes anden roman lever hun op til forventningerne, med en stadig sart og seismografisk, men denne gang også nærmest humoristisk-sarkastisk skrivestil. Linje trådt af trin er en roman om kreativitet og depression; en ganske ung kunsthistoriker opholder sig i sin afdøde mormors hus og prøver at finde ro til at finde ud af, hvad der er op og ned i tilværelsen. Hele tiden tester hun sin hukommelse ved at remse kunstværker af op, ligesom hun holder sig beskæftiget med bl.a. at fotografere døde dyr, alt imens hun undviger fra at se sig selv i spejlet, især i den mentale betydning.