Ina er både sart og hårdfør – trænet i at overleve. Hun har skiftet skole otte gange i løbet af ni år. Muligvis har hun Marco – lærervikar, taxachauffør og charlatan – at takke for, at hun overvandt den leukæmi, hun var meget tæt ved at dø af som teenager; hun kan i hvert fald ikke takke sin mor.
Ina er ikke ”den, der ringer”; hun er ”den, der bliver ringet op”. Med andre ord: Ina giver ikke ved dørene, og hun er hele tiden på vej væk. Mangelfuld skolegang er ingen hindring, når man som Ina er et naturtalent til krydsord, reklameslogans og kortspil – og trænet i at bevæge sig i terrænet uden for og omkring sandhedens og dydens smalle sti.
Romanen følger hende i årene mellem pubertet og optrækkende trediveårskrise, med og uden Marco, men og uden arbejde, med og uden fast grund under fødderne.
