Søgeresultater: 17

"Efterveer" er fortællingen om en håndfuld københavnere midt i trediverne, deres skilsmisser og nye forhold, og deres forskelligartede måder at håndtere modløsheden på. "Efterveer" fik Statens Kunstfonds Produktionspræmie i 1982.

Det var så den vinter er en samlet udgave af Dorthe Nors’ to kortromaner Dage og Minna mangler et øvelokale. To rørende og underfundige portrætter af kvinder i det 21. århundrede.

I Dage skriver en kvinde lister. Hun har kærestesorg, og det kræver en vis overvindelse at vove sig ud i livet og et forårsmættet København. Der er ikke andet for end at tage én dag af gangen.

I Minna mangler et øvelokale møder vi komponisten Minna, som ikke er en dag over 40. Minna er en kvinde, som mangler mange ting i livet – for eksempel et øvelokale, en eksistensberettigelse, et barn og snart også en mand. Minna beslutter sig for at stikke af fra det hele. Hun vil lære at sortere i sine omgivelser - hun vil have sig et røvhulsfilter.

Rosa er sypige i København i 1800-tallet. Mændene er vilde med hende, og den klamme dommer kommer lidt for tæt på Rosa.

Otto Rungs roman fra 1919 følger den lille pige Flora, som danser sig lykkeligt gennem barndommen på Det kongelige teaters balletskole. Da Floras mor dør, må pigen imidlertid vinke farvel til sin glamourøse fremtid som balletdanser og i stedet arbejde for sin gnavne og småkriminelle far i hans skumle dyrhandel. Da Flora bliver lidt ældre, flytter hun ind i fru Paustians pensionat, men selvom hun nu har revet sig nogenlunde løs af sin far, ser hendes skæbne sort ud. Atten år er blevet slugt af et beskidt stræde med en lyssky butik, og hvad har hun nu at se frem til? Nye stræder, nye grå hverdage og lidt billig søndagsglæde? Men hvad omverdenen ikke ser, er Floras fantastiske evne til at drømme sig væk til alle mulige eksotiske steder, som hun aldrig selv har set, og måske vil disse drømme gøre hende i stand til at bryde med sin sociale arv og udnytte de samfundsmæssige omvæltninger, som prægede mellemkrigstiden.

I Som svalen møder vi den 8-årige Sine i fædrenehjemmet i Nyhavn.

16 år gammel gifter hun sig med sin næsten dobbelt så gamle sproglærer og får året efter, i 1791, sønnen Johan Ludvig. 1801, da P.A. Heiberg lever i landflygtighed, forvist for sine revolutionære ideer, skriver den nu 27-årige Thomasine til ham og beder om skilsmisse. Hun gifter sig med Gyllembourg, som dør 1815. Fra da af og til sin død 1856 lever hun som enke i sin søns hjem og skriver her sine noveller.

Som svalen bygger på dette historiske stof, men bogen er først og fremmest en roman om en intellektuelt og erotisk begavet kvinde, en mærkeligt nutidig person.

Den 30. november 1967 krydsede den 17-årige Johanna Dufva Carlsdotter Øresund og gik fra borde med sine få ejendele i en bylt. Vel ankommet til København stod hun blandt de andre svenske indvandrere på Kvæsthusbroen og ventede spændt på, at der skulle komme én, som havde brug for en tjenestepige. Hun var ikke skåret over en helt almindelig læst, den stædige Johanna, som endte med at forsøge sig selv og sine tre børn i en tid, hvor enlige mødre måtte klare sig, som de bedst kunne. Tilmed fik også alle børnene en uddannelse, så også på dette punkt gjorde hun sig fri af den sociale arv, hun havde med sig fra det fattige Pjätteryd o Småland. Selvom Johanna blev i København, bevarede hun kontakten med sin far, hvis breve altid startede med sætningen "Min älskade Dotter…"

Ved hjælp af en god portion fantasi og sin 100-årige mors glimrende hukommelse har Hjørdis Varmer givet liv til sine tre stærke formødre: Johanna, Anna og Ågot, som har været modeller for romanens tre kvindelige hovedpersoner.

Den tredje kvinde er død.

Den voldsomt vitale og kraftfulde Masja blev ikke halvtreds. Hun var det inspirerende centrum på sin arbejdsplads i radioen og i sin private kreds.

Hendes to nærmeste, kollegaen Jane og barndomsveninden Ingrid, der blev hjemmegående i direktørhjemmet, har været i en slags konkurrence om hendes gunst. Efter dødsfaldet mødes de overraskende.

Ingrid er gået under jorden mellem outsidere og excentrikere i et arbejderkvarter, men hun genkendes af Jane en aften på en tunesisk restaurant, hvor hun har sort bijob som mavedanserinde.

Deres udvikling og udveksling er afgørende påvirket af dødsfaldet, men Masja viser sig at have kraft til også at blande sig efter døden!

Suzanne Gieses roman er noget af et generationsportræt, lidt af en gyser, og meget af en tillidserklæring til dem, der vil tro på forandring og nye muligheder også midt på banen gennem livet.

To forskellige kvindetyper mødes, og modsætningerne mellem dem træder frem. Den livsglade, levende Laura overfor den lidt køligere forfatterinde Agnete. Det er Agnete, der her fortæller historien om Laura, fra hun blot er en pige, videre gennem ægteskab og elsker, og til hun når op i årene. Det bliver en mosaik, hvor drømmens Laura og virkelighedens Laura spiller lige store roller.

Grethe Heltbergs roman "Salut for Laura" er både humoristisk og vemodig, og det er svært ikke at blive lidt forelsket i bogens hovedperson.

Romanen Flokdyr er første del af fortællingen om storbyboerne i kontorfællesskabet i indre København. De dyrker det uforpligtende selskab for det er udfordrende at ville hinanden når tiden råber på fællesskab, men hylder individet. Flokdyr handler om livet i alt dets skønne umulighed – og det svære i at give slip på sig selv og holde fast i hinanden. Læs mere på @dorteholms eller @dorteholmforfatter

Elvira Gregersen er 39 år, stærkt overvægtig, kronisk arbejdssky og telefondame i et bordel. Hendes tvillingebror, Sixten, er narkoman, og hendes bedste ven, Køster, er politibetjent. De tre har holdt uløseligt sammen siden barndommen.

Da en af de prostituerede forsvinder sporløst, kontaktes Elvira af en stamkunde, Kluden, der vil have hende med ud at lede.

Det ender slet ikke, som de havde ventet.

Året er 1910, da 20-årige Marie rejser fra sin familie og sit arbejde som gårdpige på Samsø for at prøve lykken i hovedstaden. Tilbage på den gård, hvor hun har arbejdet, sidder gårdmandens eneste søn, Olle, og raser over, at hun har afvist hans frieri. Far og søn retter et fælles had mod Maries familie, fordi pigen har forladt dem, og den fattige familie går hårde tider i møde, mens Marie forsøger at skabe sig et liv i København. Her bliver hun tjenestepige i et ganske usædvanligt hus i Vognmagergade. Huset siges at være bygget på en ældgammel kirkegård, og det huser både en spiritist, en menighedsrådsformand, en kunstmaler, en digter og andre skæve eksistenser, som vi gennem Marie lærer at kende i løbet af romanen.

John Nehm (f. 1934) debuterede som forfatter i 1975. Han har siden skrevet en lang række romaner, noveller, digte, børne- og ungdomsbøger, samt skuespil. Romanerne Man går ind ad en port og Ståsted søges dannede grundlag for Morten Arnfreds film Johnny Larsen og romanen De frigjorte blev i 1993 filmatiseret af Erik Clausen.

Ingen sang over min vugge er en stærk skæbnefortælling om Frederikkes liv i 1800-tallets Danmark. Da Frederikkes oldebarn i en række arkiver finder mere end hundrede kilder til oldemorens liv, træder dennes fantastiske livshistorie frem lidt efter lidt. Vi kommer med på en svimlende tur tilbage i tiden og følger Frederikkes arbejde som sygeplejerske på københavnske hospitaler, men skæbnen vil, at hun i sit eget liv må kæmpe mod både fysisk og psykisk sygdom. Og som om det ikke var nok, så må hun også som enlig mor kæmpe en drøj kamp for overhovedet at overleve. Det samfund, hun levede i, tilbød hende ikke en plads eller et værdigt liv, så hun måtte kæmpe sin egen barske livskamp. Foruden Frederikkes gribende historie giver romanen også et fascinerende indblik i den måde medicin, kirurgi, sygepleje og psykiatri blev praktiseret på i denne periode.