Søgeresultater: 9

For at gå med dig falder i tre spor i tre fortællinger, hvor vi følger Otto, Kajsa og slutteligt en ung kvinde, der alle bremses af livet i deres ellers tempofyldte hverdage. Alt vendes på hovedet, og livet sættes i perspektiv.
Bogen er et kærlighedsfuldt og modigt indblik i sorgens natur, om ungdom, frygt, sygdom og familie fortalt gennem tre skæbners levede liv.


Jeg ønsker at kunne brænde denne sofascene på et bål:
Vi sad ved det store runde træspisebord under de orange lamper. Lav musik spillede på pladespilleren. Min far havde fået hule kinder. Min mor lignede mere sig selv, bortset fra dybe rander under øjnene. Da vi havde spist, satte vi os i den hvide sofa, fordi min mor sagde, at vi skulle.

Vinden ind ad døren er Kristian Leth hidtil mest ambitiøse værk. – Man mærker, at noget er sket i mandens liv, som grundlæggende har forandret det. Digtene er blevet længere og mere voluminøse. Der er tale om et stykke arkæologisk gravearbejde. I jorden, i kroppen og i erindringen. Naturen er til stede, men kun som rekvisit, det er i kulturlagene, digteren gør sine fund. – Og i blodet, helt bogstavligt, i det blod, der flyder gennem digterens årer, men som også i nogle mareridtsagtige passager flyder over og ud i landskabet, og som han kan gå der og soppe rundt i. På samme måde, når det gælder erindringen, er grænserne flydende. En erindring fra barndommen, hvor jeg’et er meget sygt, og hvor der bliver bedt for ham, synes mindre at pege tilbage på en personlig eller privat erindring end til en fælles urscene.

Relikvie er minimalistisk i sit udtryk – en reportage om de mindste forskydninger i et kvindeligt jegs hverdag, og det vel at mærke en hverdag, hvor der ikke sker ret meget – men så meget større i tanke, og i hvad man kunne kalde etisk fordring.
Da vi kørte over broen lige før og kom fri af bygningerne, faldt solen ind på en pige, som sidder i den anden side af bussen med en skijakke på. Jeg tænker på om hun mon, før det skete, havde følt sig efterladt, om hun om morgenen ikke magtede at vaske sit hår, ikke rigtigt kunne insistere på sig selv, og om hun, da vi krydsede broen, vidste, at også jeg sad og mærkede den vilje, lyset havde valgt hende med, at det insisterede på hendes vegne.
Kvinden kræver absolut ærlighed af sig selv, hun er konstant anfægtet af – på gaden, i bussen i forhold til en tilfældig medpassager eller nårsomhelst – om hun nu er nok menneske.
Fordi man i ensomheden lever på grænsen af det menneskelige.
Det bliver en nødvendighed for hende at forbinde sig og at skrive disse forbindelser. For simpelthen ikke at gå i opløsning, at falde fra hinanden.
Vi er meget langt fra eksistentialismens sværmen for den fundamentale ensomhed; for her er det i selve berøringen at alting begynder – gennem det sprog, der hele tiden insisteres på som noget, der både kan nægte og frelse.
Relikvie består af 3 dele. De indledes af en liste hvor alt, hvad der overhovedet betyder noget, bliver samlet sammen som relikvier i et forsøg på at gøre livet helligt, at få tingene til at bevare deres styrke, at overskride døden.
I første del opholder jeget sig alene i London og registrerer omhyggeligt hverdagens hændelser og tanker og sin længsel efter kærlighed – den navngivne anden.
I anden del er jeget tilbage, hjemme i København, deler tilværelse med sin kæreste, men er om muligt endnu mere alene og skriver et langt kærlighedsbrev til sangeren Kurt Cobain, som bliver en slags åndelig livsledsager.
Men de piller, jeg tar, gør mig lysfølsom. Jeg ved heller ikke, hvor interesseret jeg er i den sol, der tilbydes. Det passer selvfølgelig ikke! Men Kurt, jeg fryser sådan, at jeg ikke holder ud at sidde mere end et par timer på en stol. Jeg er forfærdelig urolig. Mine trøjer er så tyndslidte og blege, jeg bliver fuldstændig sindssyg. Og nu hvor solen lægger sig over mig her i sengen, kommer jeg til at tænke på alle de munde, der nogensinde har kysset de syge. Jeg må græde lidt. Jeg må sværge: Dét lys er også en andens.
Endelig i tredje del ryddes der op, med flere på hinanden følgende flytninger, jeget flytter, ting – verdens enorme mængder af ting – både dem der har stået fremme, men også dem, som før var gemt væk, men nu skal pakkes om, afgiver en pludselig ny betydning.
Julie Mendel appellerer til og tror på det bedste i mennesket. Man kunne sammenligne med en anden ung lyriker, Andreas Pedersen, som debuterede sidste år med den meget roste samling Fryden, som på samme måde har lagt den ironiske distance bag sig og alvorligt insisterer på det gode. Intensiteten hos Julie Mendel er så høj, hver sætning er så vigtig, at den kommer til at synge ... Næsten umenneskelig.
Selve skriften, det at benævne, bliver et spørgsmål om liv eller død. At være præcis nok. Nu kan jeg mærke, at du sover, din fine røde brystvorte. Du skal ikke være bange. Det er vel først, når vi kalder noget for noget, at vi kan se det.

Efter længere tids søgen, genfinder Nis sin lillebror Frej. De har ikke set hinanden, siden de begge afsonede lange domme for hashhandel. Frej er nu eksmisbruger og uhyre selvindsigtsfuld. Han kræver, at Nis skal begynde at arbejde med sit kvindehad og indre dæmoner. Nis tager imod udfordringen og overtaler kæresten Ronja til, at de sammen skal tage på et to-ugers selvudviklingsophold hos den excentriske psykoterapeut Carl-Mar.

Hør lyset lande på musvit er en roman om hjemvé. Den er en sanselig skildring af, hvordan aborter erfares som en forandring i kroppens resonans, og om hvordan denne forandring bliver en afgrænsning af en barndom. Bogen er en fortælling om rødder og ophav, hvad man tager med sig, og hvad man forlader. Den handler om duer og solsorte, om skrøbelighed og forfald, og om nødvendigheden af at insistere på forbindelser i verden. Og om at kæmpe med det blødeste, man har.

Lila bor og arbejder i et landbrugskollektiv. Hun planter tomater fra potter og ud i drivhuset. Sorterer græskar og høster rosenkål. En kalv bliver slagtet og ulden bliver skilt fra fårets krop. Arbejdet hjælper hende med at få styr på sine tanker, alt det rod hun går rundt med, som man nødvendigvis oplever, når man går fra at være barn til at blive voksen. Hendes syge mor, familien der er ved at falde fra hinanden, og al den sorg der er forbundet med det. En sorg der, viser det sig, strækker sig flere generationer tilbage, og ind i et mørkt kapitel af Europas historie.
Stillezone handler om at være barn og jøde og kvinde. Om sex og barndom og grøntsager. Den handler om sanserne og Anden Verdenskrig. Om at føle sig fremmed i sin egen familie. At opdage, at alle er børn hele livet. Alt sammen skrevet frem med Shosha Raymonds stilfærdige og samtidig voldsomme sensibilitet.

En mandlig hovedperson er ansat som specialarbejder i et kulturhus i Kødbyen – laveste sats, ingen kontrakt – økonomien i huset sejler, aftalerne mangler og alkoholen indtages i rigelige mængder.
Samtidigt bor fortælleren på KFUM i centrum af København, hvor han sysler med billedkunsten og holdes med selskab af playeren Vlad, drømmeren og skabsforfatteren Trane, men især Sofie, som kæmper med at finde sig til rette i tilværelsen, og som er ”fucking langt nede”, spiller en væsentlig rolle.
Kilden til al værdi er Suchaneks fjerde roman – og første udgivelse på Forlaget Gladiator. Ligesom Suchaneks andre romaner, er romanen skrevet indefra og ud – og også her lægges der vægt på identitet, ens plads i samfundet og ambitionerne om at være og blive til noget.

Med Jacob Skyggebjergs romandebut Vor tids helt kommer man umiddelbart til at tænke på Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld. Der er den samme frækhed og selvbevidsthed. BANG siger det.
Men hvor Rifbjerg er borgerlig, er Skyggebjerg proletar og enhver lighed hører op. Her handler det ikke om dengsedrengen, men om hvordan underklassedyret klarer sig. Og hvad dyret skal klare sig imod. Misbrugsforældre, karantænestation for uvorne knægte, skandaløse arbejdsforhold på dødedyrs- og kagefabrik og stoffer, og ikke mindst kærlighedens troløshed.
Og hvad når dyret er lidt for kvik i hovedet. Hvor stupide autoriteterne så tager sig ud. Værkførere og værelsesudlejere og spansklæreren. For naturligvis skal det kvikke hoved læse spansk. Foragten er vores helts foretrukne positur, grotesken den stilistiske manøvre, hvormed verden gribes og begribes. Men tag ikke fejl.
Dyret er mere følsom end som så. Den sproglige ekvilibrisme, som arter sig så ekstrem i by- og fabriks og menneskeskildringerne, bliver ren naturpoesi, når hjemegnens bakkelandskab omkring Horsens beskrives. Stofkulturen er ikke på noget tidspunkt blevet beskrevet bedre på dansk. Manden ved, hvad han taler om. Der er ingen plads til romantik, ’68 er en gang for alle et overstået stadie, hjernen blæses ud. Arbejderen er og bliver arbejder, han og hun befinder sig på bunden, dannelse i betydningen borgerskabets dannelse er en by i Rusland. Det gode selskab findes ikke. Juleaften derhjemme hos faren afsluttes med en joint og Morten Korch og hans ”Kampen om Næsbygaard”. Men der er styr på det.

Astrid er drevet af en længsel efter at blive sig selv. En længsel der tvinger hende ud i hvad der ligner selvdestruktion. Hendes virkelighedsopfattelse er fragmenteret, på samme måde som romanens form er fragmenteret, springende mellem før og nu.
Hun springer mellem et nu der bygger på en illusion og en fortrængt fortid. Hun iscenesætter nuet uden at være bevidst om, hvad det er hun vil. Hun ved et sted inde i sig selv, at hun skal gennem en forløsning, at det er en nødvendighed for hende. Da hun begynder at gå i opløsning, begynder hun at kunne huske, og fortrængningerne begynder at vise sig for hende.
At dette sker bruger hun mange kræfter på at holde væk. Hun fortrænger i nutiden ligesom hun fortrængte i fortiden. Hvad er det der får hende til at bryde sammen? Det er det hun udsætter sig for. Det er Arnes utroskab, og det er hendes arbejde som nattevagt. Hun føler hun skal udholde dette arbejde, selv om det gør hende bange.