Søgeresultater: 18

Kyrie Lex handler om slaget ved Chira - leș i Transsylvanien i 1068. Flavia Teocs fortælling kredser om tre geografiske områder og én eneste begivenhed, som foregik i bjergene ved Cserhalom. De tre områder er Transsylvanien, Byzantium og Jylland omkring år 1000, i en tid hvor Aros (i dag Aarhus) var beskrevet som vikingernes hjemsted. Kyrie Lex er ikke en historiebog, men en fiktionalisering af slaget og en bog, der kombinerer historisk fakta med stærke personskildringer og dragende fortælling. Den veksler mellem tiden omkring slaget ved Chiraleș, som det tager sig ud i nutiden, og tiden efter det kommunistiske diktatorstyre.

Dramatisk og eksotisk roman På en plantage i Venezuela lever midt i det 20. århundrede efterkommere af de oprindelige spanske erobrere, nu godsejere på enorme arealer ved foden af Andesbjergene, hvor de dyrker sukkerrør og avocadotræer. I dette miljø fortælles her den nervepirrende og gribende historie om den stolte Beltranfamilie, med tilbageblik over flere generationer. I det barske landskab spiller naturens luner stærkt ind med tørke og græshoppeangreb, samtidig med at Beltranfamilien fører blodige indbyrdes fejder. Den indfødte befolkning i området danner ramme om et dramatisk forløb, der skildres overbevisende i denne fængende roman. Lisa St Aubin de Teran blev født i London i 1935. Som helt ung giftede hun sig med venezuelaneren Jaime de Teran og rejste med ham til familiens hacienda i Venezuela. Her blev han syg, og hun måtte lære at bestyre en stor plantage. På baggrund af sine oplevelser skrev hun Husets vogtere. Den prisbelønnede forfatter har desuden skrevet bl.a. Hacienda, The Tiger, A Valley in Italy - romaner og selvbiografiske skildringer af spændende tilsnit.

En ung dreng trækker en bue med blikket fra den ene ende af haven til den anden, og bliver ramt af alle indtrykkene; kirsebærtræet, smørret der smelter på bordet og sprinkleren, som langsomt cirkulerer rundt ude i haven. Pelargonie er en billedrig og original debutroman, der på fornemste vis skildrer forandringens og opvækstens vilkår. Det er en opvækstroman uden handling. I et nostalgisk tilbageblik tilbage på barndommen må den unge mand stille sig selv spørgsmålet: Har en dreng, der forsvinder, stadigvæk et navn? "Her er hverdagens objekter og hændelser beskrevet med følsomhed og kærlighed. Bogen fremstår som åbenhjertig, men samtidig gådefuld. Vi kommer tæt på en roman, der ikke som det første vil «blive set», men blive læst." - FORLAGSLIV.

Det starter i Berlin, april 1945, på Hitlers 56 års fødselsdag, mens byen bombes og Føreren udsteder sine sidste ordrer for at forsvare Det Tredje Rige. Det nye testamente er en roman om mennesket på kanten af historien, litteraturen og det 20. århundrede. Som fotograf, forfatter og litterær karakter, raser Lukas Landberg gennem et europæisk hybrideventyr i jagten på Hitlers dagbøger. Det nye testamente er Stig Sæterbakkens anden roman, og er uden tvivl en af hans mest kompromisløse, eksperimenterende og ambitiøse værker, som han satte sig for at skrive. Et vidnesbyrd om et norsk forfatterskab, der i sin eftertid bliver svært at glemme, og som skaber røre længe efter sidste sætning. Stig Sæterbakken debuterede som forfatter, da han var kun 18 år gammel, med digtsamlingen Flytende paraplyer, mens han stadig var elev på Lillehammer Gymnasium. I 1991 udgav Sæterbakken sin første roman, Incubus, efterfulgt af Det nye testamente i 1993. Sæterbakken har skrevet adskillige romaner og essays gennem sit virke. På dansk foreligger Der, hvor jeg tænker, er alting mørkt, de to første bøger i S-trilogien, Selvbeherskelse og Siamesisk, samt hans sidste roman, Gennem natten. Sæterbakken begik selvmord i 2012.

Familien Petrov i og omkring influenzaen er en ny russisk roman af Aleksej Salnikov, som netop er blevet filmatiseret og udtaget til Cannes. Influenzaen har op til nytår ramt Jekaterinburg og familien Petrov, en ganske almindelig familie med arbejde, indkøb, skole, madlavning, diskussioner om skærmtid, fjernsynsprogrammer osv. Hverdagens rutiner og influenzaen støder sammen i en fortælling om Rusland før og nu, om drømme og håb, om kærlighed og galskab, om skæbnens uransagelige veje. Hvad er virkelighed og hvad er febervildelse? Hvor går skillelinjen mellem det normale og det gale? Aleksej Salnikov (1978) er født i Tartu, Estonia. Siden hans tidlige barndom har han levet i den Urale region, mellem østeuropa og den vestlige side med den siberiske jernbane som bagtæppe. Han flyttede til Yekaterinburg i 2005, hvor romanen Petrov-familien i og omkring influenzaen foregår. Han har arbejdet som operatør, mekaniker, vagt, blikkenslager og senere freelance-journalist. Han har foruden romanfiktionen udgivet adskillige digtsamlinger. Aleksej Salnikov har modtaget the National Bestseller Prize, New Literature Award (NOS) og nåede til finalen i den største nationale litteraturpris, The Big Book Award. Hans prosa er allerede solgt til 8 lande.

Magnus Saxtorph har i en menneskealder været prominent litteraturkritiker på et stort dagblad og ikke bare beundret af læserne, men også af sin hustru og datter. Men tiderne ændrer sig, for ham til det værre, og det kan han af flere grunde ikke lade familien vide. Virkeligheden lader sig dog ikke sådan styre, og snart er alt på spil for den gamle mesterskribent. De sidste 10 eller 11 dage i Magnus Saxtorphs sælsomme og ulykkelige liv er en roman om løgne, litteratur, gode og onde viljer og voldsomme forandringer på en kulturredaktion.

"Denne dreng, ni eller ti år, skræmte mig fra vid og sans… Men det er som om, jeg aldrig har gjort andet end at stå der og stirre på ham. Det er den dybe alvor i hans blik, tror jeg, som fastholder mig. Aldrig ser han op på mig, han har hænderne fulde. Men hvis hans blik skulle komme til at strejfe mit, ville han måske se det samme i mit blik, som jeg ser i hans? Jeg står her og ser på ham. Jeg kan ikke løsrive mig. Jeg føler, jeg kender ham. Det er ham, ikke mig, som er Sauermugg." Sauermugg er en energisk roman, en gribende fortælling om et menneske i eksistentiel nød, præget af stor sproglig kraft, intense beskrivelser af magtens og kærlighedens mekanismer - og en god portion kulsort humor. Romanen foreligger nu for første gang på dansk med inspirerende og perspektiverende efterord af John Erik Riley. «Hele romanen er let og elegant, i korte og forsigtige, markeredeafsnit, springende og konsistent på samme tid, fuld af hylende sorte morsomheder, vilter med vittige og vide formuleringer, lagt i pennen og munden på en mand, som siger om sig selv, at det har aldrig faldet mig naturligt at være naturlig.» Jan Askelund, Stavanger Aftenblad

Da en tjekkisk ingeniør ankommer til Paris i 1939, aner han ikke, at han tre år senere befinder sig i skjul i en dunkel kælder hos en fransk doktor. Alene med sine minder skriver han til sin "kæreste Hanichka", lægger det hele frem, ikke mindst den kærlighedsaffære der lå til grund for sin rejse til Paris. Samtidig med sit svigtende syn og tabet af tænder synes udsigterne til at vende hjem og skylden over at forlade sine elskede et altoverskyggende faktum.

Karsten bor med sin far, som er læge, sin mor, som er engelsklærer og lillesøsteren Irene, der stadig går med ble. Karsten er ikke som de fleste 14-årige drenge. Hans kæreste eje er en metaldetektor, og han elsker at udfordre sig selv med forskellige hovedbrud. En sommer, da Karsten keder sig, opdigter han en kriminalgåde med en mannequindukke som offer. Han låner sin fars videokamera og filmer det hele. Karsten engagerer sig i stort og småt med samme entusiasme, som når han holder et lille foredrag om stenenes historie, fortæller om øjets anatomi eller når han fjerner indvolde fra fiskens bug til familiens tirsdagsmiddag. En dag beder Karstens far ham om at sige farvel til sit barndomshjem. Faren har pakket en taske og siger, at de to skal rejse væk. Alt bliver sat i bevægelse. Bjergværket er en dramatisk og komisk beretning fra det litterære talent, Ingvild Schade. Handlingen er prydet med uforudsigelige indfald, og tonen er lattermild og smertefuld på en og samme tid.

En stationsby i Vestjylland danner baggrund for minder om alt fra skrigende soldater og en blotter til barnets sanselige leg med ler. I barnets åbenbarende verden er alle oplevelser, alle møder med verden, lige markante og mærkbare. Birgit Filskovs kortroman, Et lille stykke glas, er en drømmeagtig erindring om livet på landet, og om alle de både stille og støjende eksistenser og begivenheder, der ligger i hi i fortidens hule. Beskrivelserne er simple, svævende og smukke, og med et følsomt øje griber Filskov fat i selve sansningen som oplevelse, der bliver lige så vigtig som det sansede.

"Mit navn er Perry L. Crandall, og jeg er ikke retarderet. Bedste sagde altid til mig, at L’et stod for Lucky. “Mister Perry Lucky Crandall, hold med at brokke dig!” plejede hun at skænde. “Du har to gode øjne og to gode ben, og du er så ærlig, som dagen er lang.” Hun kaldte mig altid heldig og ærlig. At være ærlig betyder, at man ikke ved bedre." En sjov, gribende og klog roman om at være en rig underdog, hvis IQ egentlig fortæller meget lidt om, hvor klog han er. Perrys IQ er på 76, men han er ikke dum. Hans bedstemor lærte ham alt, hvad han havde brug for at vide for at overleve: Hun lærte ham at skrive ting ned, så han ikke glemmer dem. Hun lærte ham at købe lottokuponer hver uge. Og hvad vigtigst er, lærte hun ham, hvem han skal stole på! Da Bedste dør, er Perry efterladt uden værge, kun 31 år gammel. Så vinder han 12 millioner dollars i Washington State Lottery, hvilket resulterer i, at han får mere familie, end han ved, hvad han skal gøre med. Hans hverdag fyldes op med folk, der både vil kramme og narre Perry på samme tid, og Perry skal forsøge at navigere i dette miskmask og holde fast i dem, der er rigtige venner. Lotto handler om tillid, loyalitet - og om, hvornår mennesket er dygtig, og hvornår det bare er dum, selvom det måske har en IQ på over 80.

”Natascha Wodin er ekspert i mennesker, som ikke ankommer nogen steder […] Et indfølende og på ingen måder sentimentalt portræt af en dybt rastløs kvinde.” Profil, 15. august 2021. ”Så fantastisk, at man ikke kan andet end overgive sig til denne kvindeskæbne.” Ariane Heimbach, Brigitte, 13. oktober 2021. ”Natascha Wodins roman Nastjas tårer er et poetisk og meget rørende portræt af en kvinde, som kæmper videre selv efter hun for længst har tabt.” Katja Eßbach, NDR Kultur , 18. August 2021 Året er 1992, da Nastja i desperation over sin håbløse økonomiske situation forlader sin stilling som ledende ingeniør i Kyiv og stiger på toget til Berlin. I den tyske hovedstad begynder Nastja at gøre rent hos romanens fortæller, som også netop er flyttet til Berlin. Der opstår et nært, men ikke uproblematisk venskab mellem de to midaldrende kvinder. Det russiske sprog er den største fællesnævner i forholdet, men relationen er også præget af stærke kulturelle forskelle. Rygtet om den pålidelige og dygtige rengøringshjælp spreder sig hurtigt, og Nastja tjener snart så meget, at hun hver måned kan sende penge retur til familie og venner i Ukraine. Nastjas tårer handler om kultursammenstød, om mødet mellem øst og vest. Men det er også en fortælling om venskab, om hjemløshed og om kærlighed og afsavn. Wodin tegner et meget rørende og personligt portræt af en kvinde, der aldrig giver op – en kvinde, som deler skæbne med tusindvis af andre emigranter verden over.