Søgeresultater: 8

Spændingsroman om en kritisk udvikling i en ikke så fjern fremtid.

Journalisten Nina Wedén gør årets scoop og afslører efter et tip udenrigsministeren som sexkøber. Da den karismatiske, men uerfarne Jacob Weiss udnævnes til ny minister, bliver Nina til sin egen overraskelse headhuntet som hans pressesekretær, og hun går straks i gang med dygtigt at spinne den ene gode historie efter den anden rundt om Weiss.  Weiss er omgærdet af rygter og tvivlsomme medarbejdere, og da en af de højtstående embedsmænd findes hængt, ind¬ser Nina, at der er noget helt galt. Og sporene leder direkte til hendes hemmelige kilde. OTTE MÅNEDER er en spændingsroman om magt og om de mennesker, der er villige til at gå langt for at få den.

"Så gløderne ulmer i ørkenen" præsenterer den fransk-russiske oprører og anti-stalinist Victor Serges (1890-1947) digte i Thorvald Berthelsens oversættelse og med hans fyldige introduktion. Victor Serge er mest kendt for syv romaner om menneskers tilværelse i revolutionens første tid i Rusland og for sit erindringsværk om revolutionen, En revolutionærs erindringer (Tiderne skifter, 1976) Hele sit voksne liv levede han som professionel revolutionær. Først deltog han som anarkist og senere syndikalist i aktioner og opstande i Belgien, Frankrig og Spanien og blev selvfølgelig fængslet og udvist i flere omgange på den baggrund. Fra 1919 til 1936 deltog han som bolsjevik og senere venstre-oppositionel (trotskist) i den russiske revolution, borgerkrigen, Kominterns internationale arbejde og kampen mod Stalins magtovertagelse, der sluttede med at han blev ekskluderet af kommunistpartiet i 1928, fængslet i to omgange og til sidst forvist til Orenburg ved floden Ural i 1933. Digtenes udgangspunkt er – ligesom de syv romaner – altid en påkaldelse af enkeltpersoner rodfæstet i deres historiske situations ofte barske realiteter. Men Serges universelle og globale perspektiv sprænger digtet og udvider det i tid og rum. Bogen er fuld af livsbilleder, af bedstemoderen på landet, pigerne i sommeraftenen, menneskene i flodbåden og de døde kammerater.

Den franske forfatter Honoré de Balzac (1799-1850) er mest kendt for sine romaner "Eugenie Grandet", "Kurtisanerne" og "Far Goriot". De indgår i en kæmpemæssig serie af romaner, noveller og kortromaner, der beskriver alle facetter af livet og samfundet, som Balzac så det i sit store, og ofte urolige hjemland. Serien kaldte han ”Den menneskelige komedie”, som et åbenlyst modspil til Dantes "Guddommelige komedie". Dante selv indgår optræder i øvrigt i denne samling i novellen "De fordrevne" hvor han i sit eksil fra Firenze er nået til Paris. Udvalget, som udkommer i Det Poetiske Bureaus Klassikerbibliotek i Ove Gregers Petersens oversættelse, er hentet blandt de noveller og kortromaner der indgår i Den menneskelige komedie, og bevæger sig gennem de fleste af seriens overordnede temaer: landlivet, livet i Paris, livsfilosofiske fortællinger, politiske fortællinger. Blandt fortællingerne i bogen er den gribende "En episode under rædselsregimet", om tiden omkring den franske revolution, "Gambara" og "Massimilla Doni", hvor Balzac slipper sin begejstring for Italien og den italienske opera løs, "Melmoths forsoning" og "Jesus Kristus i Flandern", hvor forfatteren viser at overnaturlige elementer ikke er ham fremmed, og den historiske thriller "Mester Cornelius" hvor en middelalderlig flamsk gnier i Balzacs hjemby Tours er så uheldig at blive impliceret i en kærlighedsintrige. Ingen af disse noveller har tidligere været oversat til dansk. Balzac er i det hele taget ikke udkommet på dansk siden midt i 1990’erne, hvor et udvalg af "Skæmtsomme fortællinger" lagde sig til de to klassiske romaner, der udkom på dansk senest i 1980’erne. Balzac nævnes som inspirationskilde for så forskellige forfattere som Dostojevskij, Zola, Dickens, Flaubert, Kerouac og Henry James, samt filminstruktøren Akira Kurosawa. Hans stil er en tidlig realisme, fuld af følelsesmæssigt nærvær og distanceret iagttagen, og det er ikke uden grund han ofte bliver benævnt som den moderne romans fader.

I Hans Jakob Helms‘ anmelderroste bog Dansen i Genève, med undertitlen "Fortællinger fra Verden", får vi et sjældent indblik i det globale netværk af politikere og topembedsfolk, der rejser til alverdens storbyer for at deltage i eksklusive møder og konferencer om vores fælles fremtid. Samtidig bliver læseren taget med til verdens fjerneste afkroge, hvor almindelige mennesker kæmper en ofte forgæves kamp for at blive hørt. Det er i spændingsfeltet mellem disse to verdener, at Dansen i Geneve udfolder sine seks fortællinger, der tilsammen skaber billedet af et menneske, der midt i en verden af drømme, intriger og seriøse politiske forhandlinger langsomt udvikler sig til det, som en anmelder rammende kaldte "embedsmenneske". Bogens styrke ligger i forfatterens indgående kendskab til de mennesker, læseren møder i bogen og den autenticitet, der vokser af, at det er virkelige møder og konferencer, der danner rammen om disse mennesker.

Novellerne i Dansen i Genève kan læses hver for sig, men læst i forlængelse af hinanden spejler de et udviklingsforløb, hvor hovedpersonen efterhånden kommer til en dybere forståelse af de dagsordener og intriger, der skaber den internationale verdensorden – og lærer at danse med dem. Den danske forfatter Hans Jakob Helms blev født i Østgrønland i 1949. Som forfatter trækker Helms på sit indgående kendskab til Grønland, sin mangeårige erfaring som embedsmand i både Grønland og Danmark, og som deltager i møder og forhandlinger over hele verden. Han debuterede som forfatter i 1977 med miljøkrimien Giftpølen og har sidenhen udgivet en lang række anmelderroste bøger – senest bogen Hold da kræft mand, der er en personlig beretning om livet med prostatakræft.

Året er 2039. I sin dagbog fortæller journalisten Morten Skriver: ”Jeg kan stadig ikke vænne mig til, at Danmark nu hedder Den Demokratiske Republik Danmark, at kongefamilien holdes i husarrest, at dødsstraf for racisme og nationalisme er indført, og der tales tre sprog i Folketinget. I folkeskolerne lærer de arabisk og tyrkisk, og engelsk er forbudt. Osmanner-Tyrkiet 2 er verdens førende islamiske stat. Vores erhvervsliv er overtaget af staten, selvejet afskaffet, og alle er lønmodtagere. Kun rederierne nåede for skummende knob at sejle deres containerskibe så langt bort, som bølgerne kunne bære.” Ulla Dahlerups fremtidsgyser begynder, da der ulmer et sagte oprør i den oprindelige befolkning i Norden. Borgerne vil ikke længere lade sig undertrykke af et totalitært styre i et land opdelt i lukkede sorte, brune og hvide zone, hvor alle skal gå i lange ligeretsfrakker, og sædelighedspolitiet kontrollerer kvinderne i gaderne. Rygterne går i madkøerne foran statens halvtomme butikker, og Morten Skriver lader sig under cover hverve som sikkerhedsvagt for en tvivlsom fransk kaptajn fra UNHCR. Da Morten møder op i et havehus i Sydhavnen, viser teamet sig at bestå af otte hvide europæere og 16 halvgamle, sortskæggede jihadister med blikke, der kan få andre til at skele. Jihadisterne er statsløse lejeterrorister. Men til slut sker noget uventet, der skaber en muslimsk udvandring fra Danmark.

I 1940'ernes Indien gør englænderne sig klar til at forlade landet efter mange års kolonisering. Med landets uafhængighed følger en længe ventet frihed, men også uundgåelige spændinger og konflikter. Den unge Victoria Jones, der er halvt inder og halvt englænder, forsøger at navigere i tilværelsen, splittet mellem de to kulturer og de tre mænd, der elsker hende. Dette er John Masters fjerde bog om et Indien, der kæmper med dets nye identitet som uafhængigt styre. "Bhowani Ekspressen" blev filmatiseret i 1956, med Ava Gardner i hovedrollen. John Masters (1914-1983) var en indiskfødt engelsk forfatter og militærmand. Efter sin barndom i England vendte han tilbage til Indien, hvor han blandt andet blev oberstløjtnant, efter mange års militærtjeneste. Efter Anden Verdenskrig, hvor han havde kæmpet i Nærøsten, flyttede han til USA. Her skrev han en række store romaner om det britiske imperium i Indien, hvoraf flere blev internationale bestsellere.

Den græske dramatiker Dimitris Dimitriadis’ nyklassiker, Jeg dør som et land, kortroman, essay, monolog, eller hvad man skal kalde den, er i slægt med den klassiske sansende prosa som vi kender helt tilbage fra Zolas arbejderfortællinger og Tolstoj. Som den franske oversætter Michel Volkovitj skriver i forordet: "Fremfor alt, mellem disse snit, læser vi sådanne overdrevne sætninger, udmattede før de overhovedet kommer igang og dog uudtømmelige, så hårdt spændt ud, at de er lige ved at knække, som blev de trukket ud af musikinstrumenter på grænsen af deres ydeevne." Bogen er fra 1978, kort efter det brutale græske Oberstdiktatur var afsluttet og landet åndede lidt friere igen. Teksten er skønlitteratur, med tænksomme, fabulerende passager, og den handler om menneskers lidelser, da et navnløst land bryder sammen efter en skæbnesvanger krig.