Søgeresultater: 12

Vinderen af Politikens Romankonkurrence 2016 skriver med Søster, min søster en kærlig og humoristisk autofiktiv roman om sin opvækst med tvillingesøsteren, der er spastisk lammet. Det er en fortælling om at være givet det samme liv, men aldrig at have de samme muligheder.
Katrine og Stine bliver født tre måneder for tidligt som enæggede tvillinger. Katrine er sund og rask, hvorimod Stine har spastiske lammelser i arme og ben. Forældrene er unge, og efter tre år går de fra hinanden. Katrine og Stine er uadskillelige.
I barndomsårene pendler de fra mors nyvaskede sengetøj og faste rammer, til fars cigaretrøg og spontane udflugter. Mor står alene med alting, for det er ikke nemt at finde en kæreste, der harmonerer med kørestol og lift og livet som alenemor. Fars kæreste er sød, indtil den dag hun ikke er der længere efter fars gentagne affærer med enarmede tyveknægte.
I ungdomsårene flytter Katrine væk fra Stine for at begynde på et universitetsstudie, men hun har svært ved at løsrive sig. Tanker om Stines fremtid fylder mere end tanker om hendes egen. Hvad skal der ske med Stine, hvis Katrine ikke er der til at passe på hende? Og hvad skal der i det hele taget ske med Stine?

"Jeg har genkendt dig I de mest skumle værtshuse I byggepladsens skurvogn Englebåren helikopterpilot i My Lai Hjemløs avissælger på Nørrebrogade De havde sat elektroder til dine fingre i Abu Ghraib" Hvem er det Albert Hytteballe Petersens jeg-fortæller i forfatterens seneste bog har genkendt? Det er såmænd Jesus. I et stort, strømmende langdigt skriver forfatteren sig igennem den lidende skikkelse i hele kulturverdenen, i historien, i nutiden og i hvert enkelt menneske. Det er ikke helt Bibelens Jesus-skikkelse, der er i fokus, selvom der er mange fællestræk, men i ligeså høj grad det apokryfe Thomas-evangeliums mystisk, næsten gnostiske skikkelse. Digtsamlingen bevæger sig ind og ud af virkeligheden, men efterhånden kommer tidens politiske og samfundsmæssige situation til at stå klart, når bogen trækker personer i Nørrebro-miljøet ind, som fint kan bære Jesus-skikkelsens konturer: “Hvad fanden har du gang i?” Råbte betjenten der arresterede ham Han havde hevet vintertøj ned fra hylderne i en modebutik Til dommeren skulle han have sagt “Butikken var fuld af tøj, De hjemløse fryser Er medfølelse en forbrydelse?”

Da Joe Thorne var dreng, forsvandt hans søster fra sin egen seng og var væk i 48 timer. Annie Thorne kom tilbage, men hun var som forandret og ville ikke fortælle, hvad der var sket.

Mange år senere vender Joe Thorne tilbage til Arnhill, hvor det hele skete. Han flytter ind i et hus, hvor en mor for nylig har slået sin egen søn ihjel og derefter taget livet af sig selv. Han havde helst været fri, ville helst overhovedet ikke have været tilbage. Men han er tvunget til det, for det der skete, dengang hans søster forsvandt, ser ud til at være ved at ske igen.

Joe Thorne halter, han gemmer på mere end en hemmelighed. Og at hans værste dag ikke var den dag, Annie forsvandt, men den dag hun vendte hjem, er ikke den største.

"Min mor var ked af, at min søster og jeg kaldte hende Fruen,
men det var i mellemtiden blevet fælles for os. Fruen var en
stærk kvinde, som krævede – og fik – særbehandling. Modig
og intelligent, fordringsfuld, lunefuld og let at såre, og som
en skandinavisk Kleopatra tiltrak hun mænd med fatale
følger. Fruen kunne udmærket afkode undertonerne i sit
kaldenavn og brød sig ikke om det, men det passede godt til
hende og satte ord på noget, vi ikke kunne tale om.”

FRUEN er Malene Lei Rabens personlige fortælling om sin mor og om at være barn af ungdomsoprøret. Det er en
historie om konsekvenserne af livsvalg og om det, som frihed koster. Især for de børn, der voksede op i skyggen
af handlekraftige, selvrealiserende voksne.
Det er også en historie om en lykkelig barndom, der tager en drejning, og om at være datter af en formidabel, intelligent
og ekstremt besværlig kvinde. Og allermest er det en historie om kærlighed.

Da Jonas Gardells seneste romanværk, trilogien Tør aldrig tårer bort uden handsker, udkom i Sverige, blev den af avisen Dagens Nyheters læsere kåret som en af de tre største kulturelle begivenheder i Sverige gennem de sidste 150 år. En helt uhørt stor ære! Trilogien omhandlede et homoseksuelt kærestepar og kampen mod AIDS i 80’erne, men i den nye roman, Til minde om en betingelsesløs kærlighed skriver Jonas Gardell for første gang autofiktivt og giver læseren et indblik i en på samme tid benhård og kærlighedsfyldt opvækst.

"Det var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel. Jeg var der. Carl var der også, men ham opdagede de aldrig. Alt var anderledes dengang. Det var før, min fars ting var begyndt at fylde så meget, at vi ikke længere kunne komme ind i stuen. Og før min mor var blevet så stor, at hun ikke længere kunne komme ud af soveværelset. Men det var efter, at de havde meldt mig død, så slap jeg for at komme i skole.

Pigen Liv vokser op på en lille isoleret ø med sine forældre. Hun sætter ingen spørgsmålstegn ved det liv, familien lever. Selvom faderen holder hende skjult i en gammel container, er hun aldrig i tvivl om, at han elsker hende. HARPIKS er en rå, mørk og kærlig fortælling om en familie på kanten. Om angsten for at miste, om mord og paranoia - og om utilsigtet ondskab.

HARPIKS er Ane Riels anden roman, den er solgt til flere lande og har modtaget både danske og internationale priser. Hun debuterede i 2013 med den prisbelønnede roman SLAGTEREN I LISELEJE.

Det var næppe næstekærlighed, der drev den elskelige Judith til at forkæle Liselejes forsumpede skæbner med cognac og natlige middage. Til gengæld var det muligvis en slags kærlighed, der drev Jørgen til at søge sin mors anerkendelse

- koste hvad det ville. Men hvor langt falder æblet fra stammen?

SLAGTEREN I LISELEJE er en grum, overrumplende og vittig fortælling, en rejse gennem kontrastfyldte sind i en verden af sandhed og bedrag, sødme og syre, perversion og vanvid, skønhed og gru

SLAGTEREN I LISELEJE er Ane Riels prisbelønnede debutroman fra 2013. Senere fulgte HARPIKS (2015), som er solgt til flere lande og har vundet flere danske og internationale priser.

Hovedpersonen og fortælleren, Asle, er maler, enkemand og bor i et hus i Dylgja, hvor han tidligere boede sammen med sin kone Ales. Nu bor han alene og hans eneste venner er naboen Åsleik, en ungkarl og fiskerbonde, og Beyer, en galleriejer der bor i Bjørgvin et par timers kørsel syd for Dylgja. I andet bind står Asle igen og ser på billedet med de to streger som krydser hinanden og tænker over at de gode billeder lyser i mørket. Og han tænker på barndommen. På dengang han og Søsteren gik den forbudte tur ned til Fjorden. På nabodrengen som faldt i vandet og druknede og på Skaldepanden som børn skal tage sig i agt for.

Langt hen ad vejen minder Poesibog om de mere eller mindre afskyelige lyserøde bøger med hængelås på, man kunne få sine venner og veninder til at skrive små søde vers i ... men her ophører ligheden så også! For selvom opbygningen - med forskellige afsnit med søde piktogrammer om det ene og det andet - er den samme, så er det bestemt ikke små søde vers, Aidt skriver. Poesibog, der oprindeligt udkom i 2008, er en serie rå, humoristiske og indimellem gribende digte om Aidts opvækst.

”Dysfunktionelle familier, neddyssede hemmeligheder og destruktive handlinger finder deres egen form i den nuancerede og indfølende, men aldrig forherligende skildring af en lilleby på kanten og alle de mennesker, der blev der.” Skånska Dagbladet En efterårsnat i oktober forsvinder den unge pige Francesca sporløst fra byen Gullspång. Pigen er mere end almindelig intelligent, oprørsk og har for nylig forsøgt at tage livet af sig selv. Man leder ikke længe efter hende, og de velhavende forældre får selv lukket sagen: Francesca er sikkert løbet hjemmefra. Næsten tredive år senere falder kriminalinspektør Charlie Lager over den uopklarede sag om Francesca. Samtidig begynder hun at drømme. Om sin mor og sin egen barndom. Det føles næsten, som om der er en forbindelse mellem hende og Francesca. Hvad betyder drømmene? Og er der en forbindelse mellem dem og Francescas forsvinding? Da Charlies barndomsveninde beder om hjælp, beslutter Charlie sig for at rejse tilbage til Gullspång, men ikke alle i byen er interesserede i, at sandheden om Francesca kommer frem. Hvad skete der egentlig med Francesca? ”Den klaustrofobiske lillebystemning, som kvæler alt, der stikker ud, er næsten til at tage og føle på. Men man mærker også duften af sommer, teenagerens angst og det totale svigt, når de voksne ikke lytter.” Göteborgs-Posten

”Jeg kørte på cykel uden cykelhjelm eller cykellygte, når det var mørkt ved fjorden. Jeg så dyr blive født og dø. Naturens gang. Der var ingen grædende aktivister ved stalddøren. Vegetarmad var en by i Rusland. Ingen trøstende mor, hvis jeg faldt og slog mig. Jeg overlevede på trods af alle farerne, uden diagnoser, uden psykologer, uden at ligge samfundet til last. Det, du ikke dør af …” Forfatter Bodil Johanne Jørgensen tager dig tilbage til de eksotiske 1950’ere på landet i Østjylland og i tiden frem. Bogen er en personlig fortælling om en anderledes barndom på Alrø, om familie, hemmeligheder og et lukket øsamfund. Det hele i en tid, hvor samfundets normer og værdier var anderledes, og hvor børn skulle ses men ikke høres. Det er fortællingen om forandringer, angst, mod, styrke, dyr og natur. Og døden og livet på landet på godt og ondt.

Irske Sara Baume tog læserne med storm i sin umådeligt smukke debutroman vælde vokse vakle visne, og i hendes anden roman lever hun op til forventningerne, med en stadig sart og seismografisk, men denne gang også nærmest humoristisk-sarkastisk skrivestil. Linje trådt af trin er en roman om kreativitet og depression; en ganske ung kunsthistoriker opholder sig i sin afdøde mormors hus og prøver at finde ro til at finde ud af, hvad der er op og ned i tilværelsen. Hele tiden tester hun sin hukommelse ved at remse kunstværker af op, ligesom hun holder sig beskæftiget med bl.a. at fotografere døde dyr, alt imens hun undviger fra at se sig selv i spejlet, især i den mentale betydning.