Søgeresultater: 41

Sjælen marineret består af tre dele. Første del, Før, indeholder en lille suite af digte om oplevelser og stemninger, der først og fremmest lever i digterens erindring fra barndommen, ungdommen og voksenlivet. Tredje del, Siden, består af en række digte om digterens nutidige møder med verdens i dens store og små udfoldelser og ikke mindst af en håndfuld kærlighedsdigte.
Imellem de to dele, Før og Siden, præsenterer Benny Andersen i afsnittet Drømmebilleder en helt ny side af sin digtning. I lange, slyngende og barokke digte og prosastykker drages vi bogstavelig talt med ind i digterens surrealistiske drømmeverden, befolket af alt fra hekse, hunde og tandløse sangerinder til John Wayne, Klaus Rifbjerg og Tintin.

Elsa er syv år gammel og ikke helt almindelig. Hun er ret klog og har kun én ven. Det er mormor på syvoghalvfjerds, som har været kirurg og et geni engang. Nu er hun Elsas superhelt og nabo, der skyder med paintballgevær efter ubudne gæster og kører bil uden kørekort. Folk siger, at mormor er tosset. Men mormor kan fortælle historier om kongeriget Miamas, hvor alting er anderledes end i hverdagen. Indtil den dag mormor bliver syg og sender Elsa ud på et sidste lokalt eventyr for at sige undskyld til ejendommens beboere – en flok af militante boliglejere, fanatiske kaffedrikkere, emsige damer og drukkenbolte. Med enestående komisk træfsikkerhed og bankende hjerte fortæller Fredrik Backman en historie om at miste en, man elsker, og om bid for bid at komme under huden på dem, man bor dør om dør med, og dem, man elsker allermest.

Stine kæmper stadig med traumerne fra sit voldelige forhold, og selvom hun nu lever et stille og tilbagetrukket liv, spøger eksmanden stadig. Selv da hendes kollega Michael begynder at vise interesse for hende, tøver hun med at reagere på sine egne følelser for ham, for hendes mistillid over for mænd er svær at slippe af med.

Kirsten Hvitved-Jacobsen er forfatter, mangeårig underviser på Emdrupborg Statsseminarium og oversætter. Hun debuterede som romanforfatter i 2006.

En romandebut ud over det sædvanlige. Daniel Faigel husker de lyse, danske sommerdage da han som lille dreng voksede op i overklassevillaen ved havet. Han husker lyden af bølgerne og mågernes skrig og solen på himlen. Men Daniel husker også andre ting. Han husker det, han så en morgen i huset, og som han resten af livet må bære i sig som en frygtelig hemmelighed.

Det år vi gik til begravelser handler om at være hjemløs i sin egen familie, om at finde sig selv i en ny sammenhæng og holde op med at flygte fra livet. Det er en stor og mangesporet fortælling om familie, kærlighed og identitet.

”Hver dag står der en ny idiot op.” “Hvad mener du med, at der hver dag står en ny idiot op?” spurgte jeg. “Nå ja, det er et gammelt købmandsudtryk. Der findes jo idioter. Man skal bare finde dem. Eller bedre endnu: lade idioterne finde dig.” “Hvorfor det?” Far så medlidende på mig. “For at man kan sælge dem noget dumt, din idiot, derfor.” Vi befinder os i 1980’erne, og Arnos forældre drømmer om, at successen venter lige om hjørnet, da faren får arbejde hos en bilforhandler. Hele familien rykker til Frankrig, og børnene begynder i en dyr privatskole. Men inden længe begynder Arnos forældre at opføre sig mærkeligt … Arno erfarer, at hans far er en svindler. Deres nyfundne rigdom er baseret på stjålne penge, og Interpol er i hælene på dem. Det, børnene troede, var et eventyr, udvikler sig til en hæsblæsende flugt gennem Europa. I Hver dag en ny idiot tager Arno Frank læseren med på en tour de force gennem hans egen familiehistorie, som emmer af både tragikomiske episoder, håb og dyb skuffelse. Der er udpræget omsorgssvigt på spil, og samtidig formår fortælleren, den unge Arno, at formidle sin familiefortælling på indlevende, underholdende og livsbekræftende vis. Arno Frank er født i 1971 i den tyske by Kaiserslautern. Han er forfatter og journalist og skriver for en række medier, heriblandt Die Zeit, Dummy, Spiegel Online, taz, Fluter og Musikexpress.

I den sidste af de tre bøger om Nuka og Arsuk får deres søn Minik ordet - vi ser verden gennem hans øjne - får hans syn på sin far og kæresten og på sin mor - er med i hans oplevelser. Minik har boet hos sin mor, mens hun gik på gymnasiet. Men nu skal hun til Nuuk for at læse til sygeplejerske, så Minik er flyttet ind hos sin far. "Når snefnug danser" er en fortsættelse af "Ravnen flyver lavt" og "Hudens tynde is", men kan læses som en selvstændig roman.

”Hvem er du? Du må ikke være her.” Han sagde det med så megen overbevisning, at jeg gættede på, at det var hans jord. ”Jeg hedder Juliane, og jeg må være, hvor jeg har lyst til at være,” svarede jeg og gengældte hans åbne blik, mens jeg lagde armene over kors. Han granskede mig et øjeblik. ”Hvor gammel er du?” spurgte han og lagde hovedet på sned, som om han allerede vidste det og skulle tjekke, om jeg ville lyve for ham eller fortælle sandheden. ”Tolv,” svarede jeg. ”Og hvor gammel er du?” ”Også tolv, men jeg fylder snart tretten. Altså i december, der bliver jeg tretten,” svarede han. ”Nå, der er da et stykke tid til.” ”Ja, okay.” Vi smilede prøvende til hinanden. Som om det var tilstrækkeligt, at vi havde alderen til fælles, vinkede han mig hen til sig. Forfatteren Juliane befinder sig over halvvejs i livet. Hendes to døtre er flyttet hjemmefra, og hun har ladet sig separere fra ægtemanden Max. Da hun arver sin mosters gård, ser hun det som en kærkommen mulighed for at komme væk fra det hele og tænke på noget andet, mens hun sætter gården i stand, så den kan sælges. I den lokale købmandsbutik støder hun tilfældigvis på sin barndomsven Janus, og snart begynder barndommens uskyldighed at kaste lys over voksenlivets komplikationer og omvendt. Anita Albers, 1974, er født og opvokset i Sønderjylland og uddannet cand.mag. i tysk og filosofi fra Aarhus Universitet. Hun har tidligere udgivet to romaner, en kostbog og en YA-roman.

Bestsellerforfatteren Barbara O’Neal udkommer nu for første gang på dansk, og med denne gribende fortælling om familiehemmeligheder, drama og romantik vil hun uden tvivl tage sine nye danske læsere med storm. Kits søster har været død i femten år, da Kit en dag ser hende i nyhederne på tv. Hendes søster, Josie, døde i et terrorangreb, men bag journalisten på tv-skærmen får Kit et kort glimt af en kvinde, der ligner søsteren på en prik. Ligheden er så slående, at også Kits mor er rystet, og Kit beslutter sig for at rejse til New Zealand, i håb om at Josie stadig er i live. I sin søgen efter søsteren må hun se fortiden i øjnene, og hun konfronteres med de mørke hemmeligheder, som har stået mellem hende og hendes søster siden deres barndom. Dengang vi troede på havfruer er en fortælling om det til tider vanskelige, men også ubrydelige forhold mellem søstre. I romanen stiller Barbara O’Neal skarpt på familiehemmeligheder og på, hvor svært det kan være at lægge fortiden bag sig, når den stadig spøger i nutiden.

Edith Gustafsson, født ca. 1900, kommer fra landet og er ud af en stor søskendeflok. Egl. er hun uønsket, hvad moderen ikke lægger skjul på. Edith får som den eneste i flokken en studentereksamen og flytter til København, men afbryder sine universitetsstudier for i stedet at arbejde i en børnehave. Her træffer hun en kollegas bror, Robert Falck, ingeniør og enkemand, som hun gifter sig med. Han er en blid, ordentlig, lidt reserveret mand, som Edith godt ved ikke til fulde kan tilfredsstille eller modsvare den voldsomme, også seksuelle lidenskab, der ligger dybt i hende.

Romanens ramme er Roberts dødsleje. Edith kaldes til hospitalet en nat, og siddende ved hans seng reflekterer hun over sit liv. Det har på alle måder været et udmærket liv, men måske også et lidt resigneret og almindeligt liv, hvor en masse ønsker og håb ikke er blevet indfriet, og hvor blusset altid har stået lidt lavt. Der har været engagement i både arbejde, politik og familie, men alt er holdt i tømme. Edith Falck er aldrig for alvor kommet op at flyve.

En medrivende roman om to ulykkelige unge, som må søge tilflugt i hinandens venskab og i kærligheden til grise. Om at være anderledes, udenfor, og om at prøve at overleve på trods. Svinekød spiser jeg helst ikke - men grisene kan jeg rigtig godt lide. De minder mig om kloge hunde (ja, det gør de altså!), og jeg ville ønske, de kunne få ordentlige levevilkår. Hos Jack Plum har de det godt, og de er nogle glade, dejlige dyr. Til gengæld er det kun grisene, der trives hjemme hos Jack Plum. Jack bor nemlig alene med sit fordrukne uhyre af en mor, der er lam og sidder i rullestol. Hun giver Jack skylden for sin vanskæbne: påstår, at fødslen af hans store grisehoved og vanskabte krop har ødelagt hendes liv. Jack hopper og springer for hende, kun for at blive råbt ad og slået. Grisene er hans daglige glæde. Han har skabt dem et paradis under huset, og om natten tager han dem med ud i skoven. På grund af sit uhyggelige udseende holder han sig for sig selv. Han har aldrig gået i skole og aldrig haft forbindelse til andre end den onde mor og den kærlige far, som forsvandt, da Jack var 12 år. Holly er som mange andre teenagepiger: indesluttet og usikker på sig selv. Hun møder Jack og hans grise, og de får et venskabeligt forhold til hinanden. Holly bliver fortrolig ikke blot med Jack, men også med de blide og forstående grise. Også Hollys far er væk, hun og moderen har altid levet meget tæt, men nu finder mor en kæreste, og det bliver Holly rasende og såret over. Holly bruger sine aftener og nætter sammen med Jack og grisene. Jack har aldrig vist sig med sine grise, men sammen med Holly opstår der en fare for opdagelse og forfølgelse, fordi hendes klassekammerater og hendes mor får mistanke om, at hun har hemmeligheder for dem. Jack og Holly udvikler et varmt og kærligt venskab, og da ulykkerne rasler ned over dem, står de sammen - men de er begge umodne, bange og vrede børn, og de er ikke i stand til at forudse konsekvenserne. "Pigtopia" - Griseriget - er en meget anderledes roman. Men jeg var optaget af den, mens jeg læste, for det er en god historie om ensomhed og venskab, ondskab og fortielser. Og grise. Prøv selv at læse den - om ikke andet så for grisenes skyld. ---- ANMELDELSE FRA LITTERATURSIDEN.DK ----

Det er 35 år siden, Kathleen forlod sit barndomshjem – uden at se sig tilbage. Lige siden har hun kæmpet for at vriste sig fri af skammen over barndommens fattigdom. Det er tilsyneladende lykkedes, lige indtil den dag, hvor hun bliver fyret fra sit arbejde, hendes datter, Joelle, kommer i problemer og hun samtidig modtager en uventet invitation fra sin søster.