Søgeresultater: 20

Edith Gustafsson, født ca. 1900, kommer fra landet og er ud af en stor søskendeflok. Egl. er hun uønsket, hvad moderen ikke lægger skjul på. Edith får som den eneste i flokken en studentereksamen og flytter til København, men afbryder sine universitetsstudier for i stedet at arbejde i en børnehave. Her træffer hun en kollegas bror, Robert Falck, ingeniør og enkemand, som hun gifter sig med. Han er en blid, ordentlig, lidt reserveret mand, som Edith godt ved ikke til fulde kan tilfredsstille eller modsvare den voldsomme, også seksuelle lidenskab, der ligger dybt i hende.

Romanens ramme er Roberts dødsleje. Edith kaldes til hospitalet en nat, og siddende ved hans seng reflekterer hun over sit liv. Det har på alle måder været et udmærket liv, men måske også et lidt resigneret og almindeligt liv, hvor en masse ønsker og håb ikke er blevet indfriet, og hvor blusset altid har stået lidt lavt. Der har været engagement i både arbejde, politik og familie, men alt er holdt i tømme. Edith Falck er aldrig for alvor kommet op at flyve.

En pige vokser op i mellemkrigstidens Berlin med en fjern far og et anstrengt forhold til sin mor. En række voldsomme hændelser medfører dog en tidlig afslutning på barndommen. Fantasien bliver herefter pigens eneste værn mod en "sølle virkelighed", som blandt andet omfatter en incestuøs storebror og en håbløs forelskelse i en fremmed ung mand. Unica Zürn (1916-1970), forfatter og billedkunstner. Zürn tilhørte avantgardistiske kredse i Paris og havde nære forbindelser til mange af surrealisterne – herunder Max Ernst, Marcel Duchamp, Henri Michaux samt især Hans Bellmer, som hun både arbejdede og levede sammen med. Mørkt forår blev den sidste udgivelse fra Zürns hånd i hendes levetid. I 1970 kastede hun sig ud fra et vindue i sin lejlighed efter flere fejlslagne selvmordsforsøg og langvarige ophold på psykiatriske klinikker.

Det er 35 år siden, Kathleen forlod sit barndomshjem – uden at se sig tilbage. Lige siden har hun kæmpet for at vriste sig fri af skammen over barndommens fattigdom. Det er tilsyneladende lykkedes, lige indtil den dag, hvor hun bliver fyret fra sit arbejde, hendes datter, Joelle, kommer i problemer og hun samtidig modtager en uventet invitation fra sin søster.

Jelne er en ung kvinde i slutningen af tyverne, og hendes verden er netop faldet fra hinanden – igen. Kæresten er skredet, og det går op for hende, at hun endnu en gang er ladt alene i verden. En bog om at længes efter samhørighed og om at opdage, at erindringer ikke altid er, hvad de giver sig ud for.

"Min mor var ked af, at min søster og jeg kaldte hende Fruen,
men det var i mellemtiden blevet fælles for os. Fruen var en
stærk kvinde, som krævede – og fik – særbehandling. Modig
og intelligent, fordringsfuld, lunefuld og let at såre, og som
en skandinavisk Kleopatra tiltrak hun mænd med fatale
følger. Fruen kunne udmærket afkode undertonerne i sit
kaldenavn og brød sig ikke om det, men det passede godt til
hende og satte ord på noget, vi ikke kunne tale om.”

FRUEN er Malene Lei Rabens personlige fortælling om sin mor og om at være barn af ungdomsoprøret. Det er en
historie om konsekvenserne af livsvalg og om det, som frihed koster. Især for de børn, der voksede op i skyggen
af handlekraftige, selvrealiserende voksne.
Det er også en historie om en lykkelig barndom, der tager en drejning, og om at være datter af en formidabel, intelligent
og ekstremt besværlig kvinde. Og allermest er det en historie om kærlighed.

"Jeg har genkendt dig I de mest skumle værtshuse I byggepladsens skurvogn Englebåren helikopterpilot i My Lai Hjemløs avissælger på Nørrebrogade De havde sat elektroder til dine fingre i Abu Ghraib" Hvem er det Albert Hytteballe Petersens jeg-fortæller i forfatterens seneste bog har genkendt? Det er såmænd Jesus. I et stort, strømmende langdigt skriver forfatteren sig igennem den lidende skikkelse i hele kulturverdenen, i historien, i nutiden og i hvert enkelt menneske. Det er ikke helt Bibelens Jesus-skikkelse, der er i fokus, selvom der er mange fællestræk, men i ligeså høj grad det apokryfe Thomas-evangeliums mystisk, næsten gnostiske skikkelse. Digtsamlingen bevæger sig ind og ud af virkeligheden, men efterhånden kommer tidens politiske og samfundsmæssige situation til at stå klart, når bogen trækker personer i Nørrebro-miljøet ind, som fint kan bære Jesus-skikkelsens konturer: “Hvad fanden har du gang i?” Råbte betjenten der arresterede ham Han havde hevet vintertøj ned fra hylderne i en modebutik Til dommeren skulle han have sagt “Butikken var fuld af tøj, De hjemløse fryser Er medfølelse en forbrydelse?”

Lucy er en smuk og intelligent kvinde med en svær opvækst i bagagen. Hendes engelske far elskede hende, men hun voksede op hos sin mor i København, den forstyrrede og alkoholiserede kunstmaler Hedvig, som udsatte hende for vold og psykisk terror. Trods barndommens mørke har Lucy klaret sig godt, og med hjælp fra sin terapeut, Esther, bliver hun gradvis mere fri af sine traumer. Da hun flytter til den lille by Ubud på Bali, hvor mennesker fra hele verden dyrker yoga, mediterer og danser sammen, bliver hun for alvor sig selv.

En kvinde lejer et hvidt rum, hvor hun kan tænke frit. Men fortiden spøger. En gammel vandmølle, som har tilhørt hendes mødrene slægt i generationer, bliver jævnet med jorden. Hun bliver konfronteret med sin stedbundethed og forsøger at gøre sig fri. Samtidig er hun opslugt af et kærlighedsforhold, der bliver mere og mere destruktivt. Manden og matriarkatet, Morten og Mor, kæmper mod hinanden i hende.

Jævnet med jorden er en kollage af 68 brudstykker, der tilsammen fortæller en spændende, sørgelig og til tider tragikomisk historie om at miste og slippe bindinger. Det handler om sentimentalitet og kynisme. Om idyl og gru. Om lidenskab og lidelse. I sidste ende handler det om at turde falde med åbne øjne. Som faldende kvinde.
 

Lila bor og arbejder i et landbrugskollektiv. Hun planter tomater fra potter og ud i drivhuset. Sorterer græskar og høster rosenkål. En kalv bliver slagtet og ulden bliver skilt fra fårets krop. Arbejdet hjælper hende med at få styr på sine tanker, alt det rod hun går rundt med, som man nødvendigvis oplever, når man går fra at være barn til at blive voksen. Hendes syge mor, familien der er ved at falde fra hinanden, og al den sorg der er forbundet med det. En sorg der, viser det sig, strækker sig flere generationer tilbage, og ind i et mørkt kapitel af Europas historie.
Stillezone handler om at være barn og jøde og kvinde. Om sex og barndom og grøntsager. Den handler om sanserne og Anden Verdenskrig. Om at føle sig fremmed i sin egen familie. At opdage, at alle er børn hele livet. Alt sammen skrevet frem med Shosha Raymonds stilfærdige og samtidig voldsomme sensibilitet.

"Jonathan og jeg havde talt meget om de fantasier, jeg havde om, at han kunne dø. At jeg hele tiden forestillede mig, at han ville køre galt på motorvejen, at jeg fik impulser til at puffe til ham, når han pudsede vinduer. Jeg ville naturligvis blive ensom, og jeg ville savne ham, men det ville være lettere uden Jonathan."

Delphine er stukket af fra sin kæreste i København. Hun lejer en lejlighed et sted i provinsen. Efter kort tid flytter Peter ind. Han er terapeut og bor i hendes klædeskab. Hver dag stiller hun en kop kaffe frem til ham. Af og til også en øl. Delphine taler i timevis om sin barndom, om sit vilde ungdomsliv og om kæresten Jonathan.

Cowboy dukker op. Han er med på den værste. Alt imens tikker sms-er ind fra veninden Hannah og fra Jonathan. De savner hende. Peter sidder stadig fanget i skabet.

"Vandspejlet" udstiller et af det moderne menneskes dilemmaer. Behovet for tryghed og angsten for at forpligte sig.

Sarah Effersøe (f. 1963) er uddannet cand.psych. Hun er gift og har tre voksne børn. Har tidligere arbejdet med psykisk sårbare på Vesterbro, været ansat i psykiatrien og arbejdet som selvstændig privatpraktiserende psykolog. Har desuden skrevet artikler til magasiner om alternativ behandling samt debatindlæg til aviser.

"Vandspejlet" er hendes debut som skønlitterær forfatter.

Som om er en roman om kernefamilien og dens opløsning, om kunstnerliv, og om kampen for sammenhæng og tilhørsforhold i en tid, hvor selv de nærmeste relationer pludselig kan hænge i en tynd tråd.

Fanny er gift med en mand, som hun har to børn med, men ægteskabet er i krise. En morgen vågner hun op, vaklende og blind på det ene øje. I undtagelsestilstand og ude af stand til at gøre noget, konfronteres hun med den sårbarhed, der var en fast del af hendes barndom og de gentagelsesmønstre, der plantedes i hende.

I tilbageblik spejles den voksne kriseramte Fanny i den 14-årige Fanny, der er mærket af opvæksten i en familie præget af frisind, politisk engagement og kærlighed, men også af psykisk sygdom, misbrug og en konstant overhængende trussel om splittelse og utryghed.

Pressen skriver:

»Som om rummer den mest elegante prosa, jeg længe har læst … traditionen fra Tove Ditlevsen og Kirsten Thorup er spillevende i denne roman, hvor Stoltz slår sit navn fast som en af tidens vigtigste prosaister.«
– Marie Louise Kjølbye, Information

»Teksten virker så stærkt, at man er i det intime autofiktive rum med forfatteren [...] Stoltz holder sin Fanny frem med bævende hjerte, og jeg tager som læser imod hende med en følelse af taknemmelighed. Tak for tilliden. Og tak for niveauet.«
***** – Bjørn Bredal, Politiken

»At læse Kristina Stoltz’ gode prosa er godt, også når det gør lidt ondt.«
**** – Søren Kassebeer, Berlingske

»Bogen engagerer og udfordrer; dens nysgerrighed og bekymring fortjener respekt.«
– Linea Maja Ernst, Weekendavisen

»Hvor Knausgård brugte tusinder af sider på at udbasunere sin families liv, bruger Kristina Stoltz blot en knivspids.«
**** – Camilla Lærke Mors, Ekstra Bladet

»Som om beskriver ikke bare det smertelige sammenbrud eminent, den lader også det udsatte barn i en kaotisk og ustabil voksenverden komme til orde. Fortællingen er følelsesfuld og dybt bevægende uden at tippe over.«
**** – Anna Møller, Kristeligt Dagblad

**** – Jon Helt Harder, Jyllands-Posten 

Mere ved jeg ikke er et raffineret autofiktivt portræt af en kvinde og hendes liv. Hun fortæller om sin barndoms venskaber, sit betændte forhold til moderen, sin første kæreste, afvekslende med nutidsbilleder fra nordsjællandske strande, af venner, med den demente far. Med sin præcise prosa vækker Camilla Christensen et livs erindringer til live og viser, hvor bedrageriske de er. Vi er hvad vi husker. Men vi husker ikke så godt.