Søgeresultater: 13

Eva Tinds første roman efter de anmelderroste digtsamlinger "Do" og "Eva+Adolf". "Rosenvej" er historien om en barndom i 70erne og en pige, der bliver voksen. I hendes barndom er livet fuldt af dampende, ru kalvetunger, af dagplejemoren, Annie, som lukker vinduet tæt til, når børnene græder i barnevognene, og af ånden i glasset, som manes frem sammen med veninderne. Mathilde er pigens ældre fortrolige ven, og hun ikke er bange for at svare pigen på livets dystre og store spørgsmål. I puberteten beskrives pigens første forelskelse i Kim med kys, svigt og sug i maven, og samme Kim henter efter års adskillelse den unge kvinde hjem, da det er tid til at vise Mathilde den sidste taknemmelighed for den rolle, hun havde i pigens barndom.

Læs mere om forfatteren, Eva Tind.

Astrid er drevet af en længsel efter at blive sig selv. En længsel der tvinger hende ud i hvad der ligner selvdestruktion. Hendes virkelighedsopfattelse er fragmenteret, på samme måde som romanens form er fragmenteret, springende mellem før og nu.
Hun springer mellem et nu der bygger på en illusion og en fortrængt fortid. Hun iscenesætter nuet uden at være bevidst om, hvad det er hun vil. Hun ved et sted inde i sig selv, at hun skal gennem en forløsning, at det er en nødvendighed for hende. Da hun begynder at gå i opløsning, begynder hun at kunne huske, og fortrængningerne begynder at vise sig for hende.
At dette sker bruger hun mange kræfter på at holde væk. Hun fortrænger i nutiden ligesom hun fortrængte i fortiden. Hvad er det der får hende til at bryde sammen? Det er det hun udsætter sig for. Det er Arnes utroskab, og det er hendes arbejde som nattevagt. Hun føler hun skal udholde dette arbejde, selv om det gør hende bange.

Ragnhild Aggers roman "Pigen" er en fortælling om tilblivelse. Den udkom første gang i 1971 under pseudonymet Rigmor Hansen, og den har mange selvbiografiske træk fra Ragnhild Aggers egen opvækst.

Det er gennem pigens bevidsthed, der langsomt udvikles og modnes, at vi får et indblik i verden, som den så ud i 1930’erne – med alt hvad det indebar af hverdagens pligter, forholdet til forældre og søskende, børn der blev brugt som arbejdskraft og drømmene, der fulgte med den voksende interesse for bøger og litteratur. Det er en fortælling om at blive voksen og om at indse, at der af og til er meget langt fra drøm til virkelighed.

Ragnhild Agger blev født i Østjylland i 1918, hvor hun voksede op under fattige vilkår. Hendes store interesse var at læse bøger, men der var ikke meget tid til den slags i dagligdagen. Efter konfirmationen kom hun ud at tjene, og de oplevelser og den erfaring, det førte med sig, har hun beskrevet i debutromanen "Pigen", som hun udgav i 1971 under pseudonymet Rigmor Hansen. Ragnhild Aggers forfatterskab kredser især om landbolivets skæbner og hun har givet en stor stemme til tidens tavse og undertrykte kvinder.

Øjne som ser er skrevet ud fra min stærke erindring om følelser, dufte og sindsstemninger fra jeg blev født og frem til tiårsalderen. Det er en kærlig, meget ærlig og til tider meget skræmmende fortælling om en tid og en opvækst set gennem en lille piges øjne. Opvæksten fandt sted i en arbejderfamilie i Lemvig med en hjemmegående mor, søstre og en far, der måtte slide hårdt i det for at skaffe mad på bordet. Det er en fortælling, hvor jeg som voksen vender tilbage til barndommen og hudløst ærligt fortæller om livet i en familie med meget trange kår, hvor børn ikke måtte ses og ofte slet ikke høres. Opdragelsesmetoden var trusler og straf. Den røde tråd i bogen er øjnene, der ser alt og husker alt. Det er en identitetsskabende bog om at skabe tabte eller aldrig erhvervede redskaber til at begå sig blandt andre mennesker.

Det herlige Land er en gribende fortælling om en lille piges livtag med troen og tvivlen, med ensomhed og savn.

Judith McPherson er ti år gammel og bor alene med sin far i et hus fyldt med støvede, gamle ting og arvestykker fra den mor, hun aldrig har kendt. Judith ser på verden gennem den tro, hun er vokset op med, og hvor andre ser skrald, ser hun muligheder.

Som en flugt fra drillerierne i skolen bygger hun en model af det forjættede land, som hun kalder Det herlige Land. Måske, tænker hun, kunne hun lave sne af barberskum, bomuldsstof og lim? Måske ville skolen så være lukket på mandag?

Da Judith vågner næste dag, er verden udenfor hendes vindue helt hvid. Hun har udført sit første mirakel. Og det bliver starten på alle hendes problemer …

Grace McCleen er født i 1981 i Wales, England. Hun har læst ved universiteterne i Oxford og York, inden hun blev forfatter og musiker på fuld tid. Det herlige Land er hendes første roman, og den blev tildelt debutantprisen the Desmond Elliott Prize i 2012.

Genial roman, skrev anmelderne. MIN GENIALE VENINDE er et stærkt og anderledes portræt af et venskab mellem to piger - og historien om 1950'ernes Italien i hastig forandring.

I en opgang på Amager, i hver deres lejlighed, bor Asta og Zacharias. Asta er en lille pige, der har mistet sin mor og nu har et meget tæt forhold til sin paraply. Zacharias er en ældre herre, der har et meget tæt forhold til sin dørspion. Asta bor sammen med sin far, der oprindeligt gik på Kunstakade­miet, men nu er skraldemand. Zacharias bor sammen med sig selv og oversætter klassisk russisk litteratur. Asta har en mission. Det har Zacharias ikke. Til gengæld har han masser af holdninger. De to har meget lidt til fælles, men er alligevel knyttet sammen af de ting, der gør verden til et smukt og sørgeligt sted.

Noget der hjælper er en roman om tab og venskaber, om indre styrke og om en ung piges seksuelle opvågning. Bogens klare og afdæmpede sprog tegner et smukt portræt af en sårbar og selvstændig ung kvinde, som med et rigt indre liv og en fintfølende interesse for naturen går sine egne veje mod sammenbrud og frigørelse. Mona Høvring har udgivet tre romaner, blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2013 og har udgivet 5 digtsamlinger. “Der er noget usædvanligt forførende og berusende over måden, Mona Høvring skriver på” MORGENBLADET “Nøjagtig, glasklar og med et så intenst, næsten meditativt, sprog, at hun nærmest hensætter læseren i en slags rus” DAGBLADET

72-årige Hans Larsen har ikke opført sig som han burde over for sin eneste datter. Efter en lang afsoning er han nu lukket ud af fængslet og skal til at få tilværelsen til at hænge sammen. I samme by forsøger datteren, Marianne, at skabe et godt liv for sig selv og sin lille datter. Hans fornemmer, at han skal holde sig væk, selv om han gerne vil se både datter og barnebarn. I stedet får han en kammerat til at holde øje med dem. Marianne vil ikke have noget med faren at gøre, men også hun har sit på samvittigheden, så hun beder sin kæreste om at udspionere faren. Midt i det hele forelsker Hans sig og begynder at se lysere på livet.

Norske Roy Jacobsen har skrevet en gribende og charmerende human story om afstand og nærhed mellem mennesker. I Anger skiller besværlige ting fra fortiden en far og hans datter,  De har ikke set hinanden i mange år. Alligevel drages de modvilligt og indirekte mod hinanden. Kan de mødes, forsones? Skal der et mirakel til?

Prolog er en blændende smuk roman om en ubærlig historie: En pige bliver seksuelt misbrugt af sin far, som terroriserer hele familien med sin magtsyge og frustration. I korte kapitler følger vi pigen fra hun er fem, til hun som ung voksen er kommet væk fra sin far, men stadig er under hans manipulerende indflydelse. Romanen er et portræt af en sart og stærk bevidsthed og af bevidsthedens dybe drift efter at finde overlevelse og kærlighed.

Moren ville være forfatter. Pigen kunne blive vækket midt om natten, så mor og datter sammen kunne drukne sig i havnen. For der var kommet et nyt afslag fra et forlag.

Allerede som toårig kom pigen for første gang på børnehjem. I de følgende år er hun skiftevis hos sin psykisk ustabile mor, hos tanter og onkler, i vildfremmede menneskers varetægt, på forskellige institutioner og børnehjem.

Indigo er en forfatters kamp for på én gang at huske og skrive om en kaotisk barndom. Her er det barnet, der forsøger at huske, og forfatteren, der modstræbende dykker ned i erindringens mørke og møder fortrængte og glemte dæmoner.

Pressen skriver:

»Det er hjerteskærende og tankevækkende, og det vil fremkalde identifikation og barndomserindringer hos enhver læser … Vita Andersens ultraenkle prosa er stærk, fordi den rammer følelsen og sansningen rent.«
**** – Politiken

»Indigo er hjerteskærende erindringsfragmenter fra en ustabil barndom. Virkeligheden bliver et flimrende hulter-til-bulter af sansninger og tankespring – og det fortællende jeg opløses for øjnene af læseren … Uden Vita Andersen ville verden være en meget speciel forfatter fattigere.«
– Information

»Skriften og forfattersubjektet synes trods en klar trodsighed og modstandstrang underlagt og determineret af barndommen. Det giver værket en appellerende anspændthed og et sympatisk udtryk af håbløshed.«
**** – Berlingske

»Som i sit øvrige forfatterskab kredser Vita Andersen her om svigt, savn, identitet og kærlighed. Og hun gør det godt. Romanen hænger sammen både indholdsmæssigt og sprogligt, og de mange og gentagne svigt … fremstår ekstra grusomme, fordi de bliver set gennem et håbefuldt og lidt naivt barns øjne.«
– Bibliotekernes Lektørudtalelse

»Det er hjerteskærende læsning.«
– Midtjyllands Avis