Søgeresultater: 132

På jernbanestationen i Antwerpen – sådan begynder denne fortælling – står en mand: ung, lyshåret, med kraftige vandrestøvler, blå arbejdsbukser og en gammel rygsæk. Austerlitz hedder han; engelsk og arkitekturhistoriker af profession. Skridt for skridt afdækkes denne melankolske omrejsendes livshistorie. Austerlitz, der har levet i England i mange år, er ikke englænder. Som jødisk flygtningebarn kom han i 1940’erne fra Prag til Wales. Her vokser han som enebarn op i en calvinistisk præstefamilie i en lille landsby uden at vide, hvem han er, og uden at kende til sine forældres endeligt i henholdsvis Theresienstadt og det besatte Frankrig.

Den tysk-engelske forfatter W.G. Sebald er en samler med et arkiv af livsberetninger. Hans romaner er en slags erindringens og mindernes arkæologi. De er båret af viljen til at komme glemslen og fortrængningen af fortiden til livs – og til at generobre og genskabe det tabte. I den henseende blev Austerlitz – Sebalds sidste roman – det absolutte højdepunkt.

W.G. Sebald (1944-2001) blev født i en landsby i det sydlige Tyskland. Han studerede både i Tyskland, Schweiz og England, og fra 1970 og frem til sin død underviste han ved University of East Anglia. I 1980’erne begyndte han at udgive litteratur skrevet på tysk, men oversat til engelsk, og med udgivelsen af Austerlitz (2001) vandt han bred international berømmelse. Han døde samme år i en bilulykke.

På dansk er udkommet de tre skønlitterære værker De udvandrede (1995), Saturns ringe (2011) og senest Højde. Skræk. (2012), samt essayet Luftkrig og litteratur (2014). Campo Santo, der kombinerer fragmenter af et større prosaværk med en række essays om litterære emner, udkommer 22. september 2016.

Da Austerlitz første gang udkom på dansk i 2003, skrev pressen:

”Austerlitz af W.G. Sebald er en smuk og rystende bog om smertefuld erindring.” (fem stjerner) Berlingske

”Den tyske forfatter W.G. Sebald skrev før sin død romanen Austerlitz, som meget vel kan tænkes at blive stående som et mesterværk.” Weekendavisen

”Men har man først fundet vej gennem Sebalds sproglabyrint og ind til centrum af hans litteraturunivers, så venter der læseren en fantastisk spændende historie om en mand, der forsøger at finde sig selv og komme til bunds i sit eget liv.” Kristeligt Dagblad

Et sommerhus i Sejerøbugten danner rammen for familieliv i tre generationer i 1990´erne.

Varme sommerdage og et ros af børn skildres gennem en pige på vej ind i teenageårene. Der sker forskydninger i familien, i forholdet til de andre børn og til det liv, der venter forude, mens årstiderne skifter, og sommerhuset giver øjeblikke af lykke, eufori og bristede illusioner.

Amalie Laulund Trudsø har en fantastisk fornemmelse for den unge piges følelsesliv og skriver om sommerhuset og landskabet dér, så længslen efter somre med bål på stranden, ro og mættede øjeblikke, dansende myg og duften af fyrretræer, forplanter sig akut til læseren.

Pressen skriver: 

»Med en ung piges syn på sommerlivet […] anslår den selvbiografiske roman et tema om samklang mellem landskab og krop. Den har fokus på steder, situationer og sansninger, skildrer på én gang et hjørne af dansk kulturhistorie og tegner et portræt af en pige på vej til at blive kvinde.« 
– Eva Pohl, Berlingske 

»Trudsø lykkes med at fortælle en både personlig og universel historie.« 
**** – Bjørn Bredal, Politiken 

»’Sommerhus’ er skrevet med barnets rene sansning og følelsesmæssige tilknytning til familien og et sted. Trudsø skriver genkendende og gør et stykke dansk kulturhistorie yderst levende i det flimrende solhav og i den mørke skov.«
***** – Camilla Lærke Mors, Ekstra Bladet

”Jeg betror mine hemmeligheder til en sten, så graver jeg den ned, langt væk, jeg er bange for, at den taler over sig.” En roman om en ung kvinde, hendes barndom og opvækst, et langstrakt sygdomsforløb og det, der følger. Det er en fortællling om en familie, om usagtheder og afmagt og om at være splittet mellem intellekt og følelser i en grad, så begge synes at komme til kort. Fortællingen veksler mellem jeg-fortællerens poetiske indre, barndomserindringer og nøgterne uddrag fra en virkelig psykiatrisk journal. Louise Juhl Dalsgaard er født i 1973 og er uddannet bibliotekar. Hun underviser i kreativ skrivning og fungerer som redaktør ved forlaget 365TEKSTER. Hun har fire lyrikudgivelser bag sig, og med ”Det dér og dét der”, debuterer hun som romanforfatter.

En medrivende roman om to ulykkelige unge, som må søge tilflugt i hinandens venskab og i kærligheden til grise. Om at være anderledes, udenfor, og om at prøve at overleve på trods. Svinekød spiser jeg helst ikke - men grisene kan jeg rigtig godt lide. De minder mig om kloge hunde (ja, det gør de altså!), og jeg ville ønske, de kunne få ordentlige levevilkår. Hos Jack Plum har de det godt, og de er nogle glade, dejlige dyr. Til gengæld er det kun grisene, der trives hjemme hos Jack Plum. Jack bor nemlig alene med sit fordrukne uhyre af en mor, der er lam og sidder i rullestol. Hun giver Jack skylden for sin vanskæbne: påstår, at fødslen af hans store grisehoved og vanskabte krop har ødelagt hendes liv. Jack hopper og springer for hende, kun for at blive råbt ad og slået. Grisene er hans daglige glæde. Han har skabt dem et paradis under huset, og om natten tager han dem med ud i skoven. På grund af sit uhyggelige udseende holder han sig for sig selv. Han har aldrig gået i skole og aldrig haft forbindelse til andre end den onde mor og den kærlige far, som forsvandt, da Jack var 12 år. Holly er som mange andre teenagepiger: indesluttet og usikker på sig selv. Hun møder Jack og hans grise, og de får et venskabeligt forhold til hinanden. Holly bliver fortrolig ikke blot med Jack, men også med de blide og forstående grise. Også Hollys far er væk, hun og moderen har altid levet meget tæt, men nu finder mor en kæreste, og det bliver Holly rasende og såret over. Holly bruger sine aftener og nætter sammen med Jack og grisene. Jack har aldrig vist sig med sine grise, men sammen med Holly opstår der en fare for opdagelse og forfølgelse, fordi hendes klassekammerater og hendes mor får mistanke om, at hun har hemmeligheder for dem. Jack og Holly udvikler et varmt og kærligt venskab, og da ulykkerne rasler ned over dem, står de sammen - men de er begge umodne, bange og vrede børn, og de er ikke i stand til at forudse konsekvenserne. "Pigtopia" - Griseriget - er en meget anderledes roman. Men jeg var optaget af den, mens jeg læste, for det er en god historie om ensomhed og venskab, ondskab og fortielser. Og grise. Prøv selv at læse den - om ikke andet så for grisenes skyld. ---- ANMELDELSE FRA LITTERATURSIDEN.DK ----

Med rystende ben gik han op ad den lange gang. Halleluja, lød det fra flere sider. Hal-le-lu-ja. Stavelserne ekkoede rundt i hans hoved, slog smut i hjernens. Han måtte redde sig selv. Jorden gik under i morgen. Dan knælede foran stolen, bøjede hovedet og foldede sine svedige hænder. Ældstebrorens hånd brændte mod hans nakke. Dan åbnede munden, en lyd slap ud, hans stemme var ikke hans længere, bare en pibende lyd, som når man trykkede på de bidedyr, hunde fik. Kære Gud, tilgiv mig for alle mine synder ... Jeg har svaret min mor igen ... Jeg har løjet og bandet ... kigget på piger på pigestranden, næsten kysset Rebekka ... og rørt ved min tissemand ... Helligrøv er Daniel Zimakoffs første autobiografiske roman for voksne.

Angus er en fattig dreng, der bor på øen St. Helena i Sydatlanten, hvor han lever som faderløs med sin moder og sine søskende. Hans liv ændrer sig for altid, da han møder den unge videnskabsmand Edmond Halley som kommer til øen fra London for at udføre sine videnskabelige undersøgelser af stjernehimlen.

Vinderen af Politikens Romankonkurrence 2016 skriver med Søster, min søster en kærlig og humoristisk autofiktiv roman om sin opvækst med tvillingesøsteren, der er spastisk lammet. Det er en fortælling om at være givet det samme liv, men aldrig at have de samme muligheder.
Katrine og Stine bliver født tre måneder for tidligt som enæggede tvillinger. Katrine er sund og rask, hvorimod Stine har spastiske lammelser i arme og ben. Forældrene er unge, og efter tre år går de fra hinanden. Katrine og Stine er uadskillelige.
I barndomsårene pendler de fra mors nyvaskede sengetøj og faste rammer, til fars cigaretrøg og spontane udflugter. Mor står alene med alting, for det er ikke nemt at finde en kæreste, der harmonerer med kørestol og lift og livet som alenemor. Fars kæreste er sød, indtil den dag hun ikke er der længere efter fars gentagne affærer med enarmede tyveknægte.
I ungdomsårene flytter Katrine væk fra Stine for at begynde på et universitetsstudie, men hun har svært ved at løsrive sig. Tanker om Stines fremtid fylder mere end tanker om hendes egen. Hvad skal der ske med Stine, hvis Katrine ikke er der til at passe på hende? Og hvad skal der i det hele taget ske med Stine?

Det er 35 år siden, Kathleen forlod sit barndomshjem – uden at se sig tilbage. Lige siden har hun kæmpet for at vriste sig fri af skammen over barndommens fattigdom. Det er tilsyneladende lykkedes, lige indtil den dag, hvor hun bliver fyret fra sit arbejde, hendes datter, Joelle, kommer i problemer og hun samtidig modtager en uventet invitation fra sin søster.

Marianne Horsdal har som professor ved SDU i mere end 30 år forsket i livsfortællinger. Nu har hun skrevet sin egen. Hendes fortællinger, der er en let fiktionalisering af hendes eget familie- og ungdomsliv, er en fascinerende-broget historie om et liv, der næsten er for kulørt til at være sandt. Stedet er trekanten mellem, Kerteminde, Staures hoved og Fyns hoved. Hun voksede op som datter af en herregårdsskytte og ”Filla” og var selv ung studerende, dengang ”senkapitalismen” buldrede derudaf med voldsomme forandringer. Dem oplevede hun en del af, men en meget stor del af fortællingernes dramatik fortælles gennem ”Gogo”, broren, der levede hele sit korte liv på kanten og endte med at falde ud over den. Ved siden af de unge, Marianne og Gogo, tegner bogen ikke mindst et portræt af herregårdsskytten, hendes far, en dybt anakronistisk (og derfor morsom) gammel Hug-af. Udover de mange familietrakasserier giver Marianne Horsdal et glimrende indblik i de regler, der var gældende i de feudale hierarkier. Men de smukke landskaber, og ”Danmarks bedste jagt ” i Hjerringe indrammer bogen. Det er følsomt at famle i fortiden for at finde det sted, hvortil man er bundet og knyttet, siger Marianne Horsdal. Hendes barndom og ungdom var gennemstrømmet af en feudal romantisk, som for længst er borte med blæsten. Som en Scarlet O’Hara af Hindsholm – uden land. ”Sproget er så sanseligt og rigt, at man kan gro blomster i det, sprogblomster. Feudale fortællinger er lige så smukke som deres titel.” skriver Knud Romer, der både har læst og inspireret forfatteren.

Fra psykoanalytikerens briks ser en yngre kvinde tilbage på sin barndom. Hun blev født med en hvid skønhedsplet på øjets hornhinde, og med klap for det ene øje udvikler hun et særligt blik for det, andre ikke ser. Et fascinerende portræt af forfatteren som ung pige, af en af Latinamerikas mest markante forfattere.

”Godhavn” er en lille by på Diskoøen langt mod nord ved Grønlands vestkyst. Her bor en dansk tilflytterfamilie med tre børn, som på hver deres måde forsøger at finde sig til rette i det lille fangersamfund. Den yngste datter, Bjørk, starter i skole, og snart mister hun den tætte kontakt til sine grønlandske venner, som skal gå i den grønlandske klasse. Den indadvendte og sårbare dreng, Knut, har en bedste ven, som skal rejse tilbage til Danmark. Og den ældste søster, Hilde, der er sin fars øjesten, truer familiefreden da hun bliver forelsket i drengen Johannes.
I fortællingens midte står selv samme Johannes. Med sin evne til at tilpasse sig trænger han ind i familien og bliver det utilregnelige punkt som begivenhederne udspiller sig omkring. Indtil de pludselig tager en uventet drejning og kommer ud af kontrol.
Foruden at være en fortælling om livet i et det barske Arktis med sultne slædehunde, vådeskudsulykker og små og store intriger, handler ”Godhavn” om en særlig periode i den dansk-grønlandske historie, hvor mange danske familier rejste ud for at leve på en ny måde i radikalt anderledes omgivelser, noget som ikke mindst børnene måtte lære at leve med.

En humoristisk-melankolsk roman om ensomhed og intimitet, nænsomhed og aggression – og om længslen efter bare at blive bundet fast, så man ikke flyder ud.

June er Pernille Abd-El Dayems 2. bog og hendes romandebut.