Søgeresultater: 3

På Næsset bor en gruppe mennesker, der er viklet ind i hinanden, fordi de er i familie, naboer, elskende, venner. Blandt dem bor også nogle gamle mænd, der snart skal dø. Det er dem, der fortæller historierne om kirketjeneren Inge, der får mange ting betroet, men som aldrig kan holde sin mund; om den unge mand, der aften efter aften står afklædt foran et spejl for at betragte sin krop, der er deformeret af børnelammelse; om Thorleif, der i sin ungdom svigtede Klara og nu beder om tilgivelse, men får døren smækket i hovedet. De fortæller om Vagn, der hver evig eneste dag savner sin bortrejste søster, og de fortæller om den stærkt populære præstevikar Esbern, som meget kontant sørger for, at den jomfruelige organist mister sin mødom.

Romanens kor af gamle mænd lægger en skæbnetung, nogle gange ildevarslende uhygge over det hele. Hvad er det, de gerne vil sige? Og hvad er det, de stadig ikke fortæller, selv om de siger, at de vil fortælle det hele?

Hestehullerne er Tina Månssons forfatterdebut.

Sydbank Herning holder sin årlige julefrokost. I banken arbejder Maria som kasserer. Hun er single, barnløs og har et forhold til sin gifte chef, og intet af det stemmer overens med det voksenliv, hun havde forestillet sig. Hun vil være effektiv og fokuseret på at opnå den succes, som er passende, når man bor i Danmarks mest succesfulde by. Det er tid til at generobre kontrollen, synes Maria.

Sarah Skyt Perssons debutroman Sku det være en anden gang? forløber over en uge i december og er en morsom og fed satire på det moderne liv.

Efter tre års pause med lyrikken er Nikolaj Zeuthen tilbage med en større samling såkaldte "viceværtsdigte".

Der er tale om en omgang uforfalsket knækprosa hvor forfatterens viceværtsarbejde står som tyngdepunkt for små observationer og historier. Vi lærer om fejeteknikker, ukrudtsbekæmpelse og systemer og mærker inden for gulvvask. Da der skal anlægges en ny græsplæne i gården bliver det især dramatisk. Det er i bogens sidste afsnit: "Forår".

Bogen kan læses som en alternativ fagbog, men også som dagbogsoptegnelser hvor livet i og omkring en andelsforening er i fokus.

Det er endnu en ristet rune for det prekariat som også blev beskrevet i Zeuthens roman Buemundet Guitarfisk.

Forfatteren selv kalder viceværtsdigtene for et "ambient værk": På godt og ondt et lyrikkens svar på den type elektroniske album hvor kunstneren simpelthen bare falder i søvn henover keyboardet.

Pressen skriver:

»fintfølende rent socialt og ømt humoristisk… uforpligtende fest med ironisk distance til det hele og hinanden.«
– Kamilla Löfström, Information

»Nikolaj Zeuthen er en primær skønlitterær joker og trickster, næst efter Pablo Llambías den mest uforudsigelige forfatter, vi har… Stilen og tonen, bristefærdigt nøgtern, perlende post-ironisk, holdes sikkert hele vejen igennem, men i særklasse hypnotiske er og bliver de omstændeligt mikroskopiske beskrivelser af det vildt konkrete håndens arbejde.«
– Lars Bukdahl, Weekendavisen

»Dansk zenmester sætter ikke en sætning forkert i sine viceværtsdigte… hysterisk morsom.«
– Alexander Vesterlund, Politiken

››Nikolaj Zeuthen griber hverdagens øjeblikke og fastholder dem i ord -og undervejs viser han en imponerende evne som iagttager. Det er flot digter-håndværk.‹‹ 
 – Avisen Danmark

»"Viceværtsdigte" understreger igen-igen Zeuthens overlegne gehør for hverdagens små sociale drejebøger og rollespil… varmt, skarpt og famlende præcist. «
– Jyllands-Posten