Søgeresultater: 21

På jernbanestationen i Antwerpen – sådan begynder denne fortælling – står en mand: ung, lyshåret, med kraftige vandrestøvler, blå arbejdsbukser og en gammel rygsæk. Austerlitz hedder han; engelsk og arkitekturhistoriker af profession. Skridt for skridt afdækkes denne melankolske omrejsendes livshistorie. Austerlitz, der har levet i England i mange år, er ikke englænder. Som jødisk flygtningebarn kom han i 1940’erne fra Prag til Wales. Her vokser han som enebarn op i en calvinistisk præstefamilie i en lille landsby uden at vide, hvem han er, og uden at kende til sine forældres endeligt i henholdsvis Theresienstadt og det besatte Frankrig.

Den tysk-engelske forfatter W.G. Sebald er en samler med et arkiv af livsberetninger. Hans romaner er en slags erindringens og mindernes arkæologi. De er båret af viljen til at komme glemslen og fortrængningen af fortiden til livs – og til at generobre og genskabe det tabte. I den henseende blev Austerlitz – Sebalds sidste roman – det absolutte højdepunkt.

W.G. Sebald (1944-2001) blev født i en landsby i det sydlige Tyskland. Han studerede både i Tyskland, Schweiz og England, og fra 1970 og frem til sin død underviste han ved University of East Anglia. I 1980’erne begyndte han at udgive litteratur skrevet på tysk, men oversat til engelsk, og med udgivelsen af Austerlitz (2001) vandt han bred international berømmelse. Han døde samme år i en bilulykke.

På dansk er udkommet de tre skønlitterære værker De udvandrede (1995), Saturns ringe (2011) og senest Højde. Skræk. (2012), samt essayet Luftkrig og litteratur (2014). Campo Santo, der kombinerer fragmenter af et større prosaværk med en række essays om litterære emner, udkommer 22. september 2016.

Da Austerlitz første gang udkom på dansk i 2003, skrev pressen:

”Austerlitz af W.G. Sebald er en smuk og rystende bog om smertefuld erindring.” (fem stjerner) Berlingske

”Den tyske forfatter W.G. Sebald skrev før sin død romanen Austerlitz, som meget vel kan tænkes at blive stående som et mesterværk.” Weekendavisen

”Men har man først fundet vej gennem Sebalds sproglabyrint og ind til centrum af hans litteraturunivers, så venter der læseren en fantastisk spændende historie om en mand, der forsøger at finde sig selv og komme til bunds i sit eget liv.” Kristeligt Dagblad

”Jeg betror mine hemmeligheder til en sten, så graver jeg den ned, langt væk, jeg er bange for, at den taler over sig.” En roman om en ung kvinde, hendes barndom og opvækst, et langstrakt sygdomsforløb og det, der følger. Det er en fortællling om en familie, om usagtheder og afmagt og om at være splittet mellem intellekt og følelser i en grad, så begge synes at komme til kort. Fortællingen veksler mellem jeg-fortællerens poetiske indre, barndomserindringer og nøgterne uddrag fra en virkelig psykiatrisk journal. Louise Juhl Dalsgaard er født i 1973 og er uddannet bibliotekar. Hun underviser i kreativ skrivning og fungerer som redaktør ved forlaget 365TEKSTER. Hun har fire lyrikudgivelser bag sig, og med ”Det dér og dét der”, debuterer hun som romanforfatter.

"tyvetusind bundskruer har jeg
det er en uges arbejde.
ind med skruen, tilbage med hånden
trykke med begge hænder på håndtagene,
ned går stemplet og op og ind med den næste.
jeg tænker en del på tiden
på at få tiden til at gå hurtigt.
undlade at se på uret
tænker jeg for meget på tiden går den langsomt
kan jeg få kroppen og armene
til at arbejde, ligesom uden for mig selv
så kan jeg drømme, tænke på andre ting
på konen, hvad hun ønsker sig
på børnene, hvordan de skal klare sig …"

Lean Nielsens skuespil fortæller om den unge fabriksarbejder Jan, som lever et stressende og monotomt liv, hvor der ikke er plads til meget andet end pligter – over for familien, fabrikken og samfundet.

Den danske forfatter og digter Lean Nielsen blev født i 1935 og debuterede i 1969 med digtsamlingen "Fru Jensen in memoriam". Herefter udgav han den ene digtsamling efter den anden, og i 1982 sprang han ud som prosaist med novellesamlingen "Ned ad trappen, ud på gaden".

Gennem to højst forskellige familiers skæbner skildrer "To familier" 1970'ernes sociale, politiske og kulturelle brydninger. Et litterært tidsbillede af en vigtig periode i Danmarks historie.

Vilhelm Topsøe, født 1944, dommerfuldmægtig og forfatter. Han udgav den politiske biografi "Poul Sørensen og dansk politik 1960-70" i 1972 og fik skønlitterær debut året efter med romanen "Dømt". Han var medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Det Konservative Folkeparti 1986-87 og debuterede i disse år også som dramatiker. Derudover var han kronikredaktør og lederskribent ved Berlingske Tidende i 1987-88, senere blev han også tilknyttet Weekendavisen og B.T.

Mor begyndte at skrive digte, da sønnen fik en digtsamling i fødselsdagsgave. Hvad er det for noget, spurgte bedstemor. Sønnen læste et tilfældigt digt højt. Sikke noget møg, sagde bedstemor. Sådan noget kan alle da skrive. Ja, det er måske rigtigt nok, sagde sønnen. Er der nogen af jer, der vil prøve at skrive et digt? Det vil jeg gerne, sagde mor. Mor har siden da sendt digte til sønnen. Mor sender dem på mail, og sønnen gemmer dem. Sønnen er vildt begejstret for mors digte. For mor er det mere en måde at holde kontakten på. Mor har aldrig skrevet digte før, og hun har aldrig læst særlig mange digte. Mor repræsenterer en stemme, man sjældent hører. Mor taler fra middelklassen, og mor er en helt almindelig mor på 60. Hun bor i en provinsby, hendes børn er flyttet hjemmefra, hun overvejer snart at gå på efterløn, og der sker ikke altid så meget. Mor leverer selvironiske hverdagsobservationer i en stram stil med et fast persongalleri, som de fleste i Danmark kan genkende. Mor er bare en helt almindelig mor, derfor foretrækker hun ikke at stå frem.

Skadedyr og tulipaner er en barsk historie om børn, vold og dyr. Dansk domestic noir/horror, der går tæt på og gør ondt, men også en roman med hjerte og medfølelse. Måske netop derfor, at den bliver så smertefuld? Steen Langstrup er blevet kaldt 'Danmarks gyserkonge', 'Mørkemanden' og 'Danmarks Stephen King' - og har som tilnavnene antyder skrevet mange gode gys. Blandt dem den prisbelønnede Alt det hun ville ønske hun ikke forstod, der danner grundlag for den kommende biograffilm Finale og debutromanen Kat, der blev filmatiseret i 2001.

Gilead udspiller sig i en lille by af samme navn i den amerikanske stat Iowa. I 1956, mod slutningen af sit liv, begynder pastor John Ames på et brev til sin syv-årige søn. Han har fået ham meget sent i livet og vil gerne efterlade et vidnesbyrd om sig selv og om den slægt drengen er født ind i. Gilead er en kærlighedserklæring til det liv som er ved at glide John Ames af hænde, og en sjældent varm og klog bog. Det er også en bog som formår at formidle en religiøst præget livsintensitet som man sjældent ser skildret i moderne litteratur.

To 13-årige tvillingebrødre skal bo hos deres bedstemors hus langt ude på landet, hvor de skal være, fordi deres mor ikke længere kan skaffe mad til dem i byen. Der er krig, deres far er ved fronten, ingen ved, om han er død eller levende. En brutal, smuk og vigtig krigsroman om det krig kan gøre ved mennesker.

En ikke navngivet krig, et ikke navngivet sted, en bedstemor, der bliver kaldt for Heksen, og som er alkoholiseret og ondskabsfuld. Lucas og Claus tænker ens og agerer ens, og i de  uvante omgivelser tvinges de til at finde en måde, hvorpå de kan overleve. De  indser at for at kunne håndtere de voksnes absurde og inhumane verdensorden, må de afstå fra enhver form for medfølelse og barmhjertighed og agere følelseskoldt og afstumpet. De fører en krigsdagbog over alt det, de oplever, og når de nedfælder begivenhederne overholder de deres agenda: en prosa helt fri for følelser,nøjagtig og objektiv. Agota Kristofs fortælling om det europæiske drama  og de lidelser, det medførte, fortælles i vi-form, hvilket på en gang er anonymt og koldt og samtidigog gribende, fordi det viser brødrenes fællesskab og dybe afhængighed af hinanden. Bogen består af Det store stilehæfte, Beviset og Den tredje løgn, der her er samlet i én bog og udkommer med forord af Jonas T. Bengtsson i Rosinantes klassikerserie.

"En af de mest gennemborende krigsromaner undertegnede nogensinde har læst. Skrevet i et tæt og renset sprog, uden patos eller sentimentalitet, er den noget af det mest realistiske, der overhovedet er skrevet om krig ... Smuk som en diamant. Med flere tårer end en sæbeopera. Agota Kristofs tre bøger om vor egen tid er helt nødvendig læsning." - Klaus Lynggård


Pressen skriver:
 

»Jeg ville uden tøven inkludere Det store stilehæfte i en kanon over den vigtigste europæiske litteratur fra efter Anden Verdenskrig. Romanen rammer stadig lige hårdt, og nu er det tid til, at en ny generation kan blive påvirket.«
– Peter Nielsen, Information

»[…] tre små, mesterlige romaner, Det store stilehæfte, Beviset og Den tredje løgn, der skulle gøre hende til en berømt europæisk forfatter […]«
– Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen

»Kristof trænger dybt ind i det, krig, armod og undertrykkelse gør ved mennesket. Den slags kan vi ikke mindes om for tit.«
– ***** Per Krogh Hansen, Berlingske

Jack Gladney er leder af Institut for Hitlerstudier ved et universitet i en mindre amerikansk by. Her er hans kolleger for størstedelens vedkommende film- og mediegale newyorkere, der er kommet dertil for at studere trivialkulturen, læse tv-programmer og cornflakespakkernes tekster samt fordybe sig i den amerikanske magi og frygt. Privat lever Jack sammen med sin fjerde kone, Babette, og fire af deres sammenbragte børn i et forholdsvist almindeligt familieliv, omgivet af hvid støj fra radioudsendelser, sirener, mikrobølger, ultrasoniske apparater og fjernsynsmumlen.

En dag sker der et kemisk udslip i den lille by, og Jack udsættes i nogle minutter for giftskyens stråling. Efterfølgende undersøger lægerne ham for mulige følgevirkninger, men uden at interessere sig synderligt for patienten selv. Løbende udvikler det sig til en voldsom dødsangst hos Jack, der ikke kan se sin vej ud og derfor lægger en vanvittig plan.

Don DeLillo (f. 1936) er født i New York og er en af de mest anerkendte nulevende amerikanske forfattere. Han debuterede i 1971 med romanen "Americana" og har sidenhen været en fundamental del af den postmoderne litteratur. Forfattere som Brett Easton Ellis og David Foster Wallace er begge blevet inspireret af Don DeLillos værker.

Sara, datter af jordemoderen i Ålesund, gifter sig i 1863 med Jacob, som kommer fra en velstillet familie, og sammen drager de til Trondhjem, hvor Jacob skal åbne købmandsforretning. Vi følger parret gennem de næste halvtreds år gennem gode og dårlige tider. Sara er en meget selvstændig kvinde, men hun står, hvor kvinden på den tid stod – bag sin mand.

Toril Brekke (f. 1949) er en norsk forfatter, oversætter og litteraturkritiker, som især er kendt for sine historiske romaner. Hun er uddannet typograf, debuterede som forfatter i 1976, og har siden 1982 kunnet leve af at skrive. I begyndelsen af 1970‘erne var hun medlem af Arbeidernes kommunistparti, men hun har siden opgivet kommunismen. Brekke har modtaget flere priser for sine bøger, hun har været leder af Den Norske Forfatterforening og juryformand for Riksmålsforbundets litteraturpris. Toril Brekkes to samhørende historiske romaner "Sara" og "Brosten" skildrer et par kvindeskæbner i et mandsdomineret samfund i 1800-tallets Norge.

At ingen af jer på noget tidspunkt har spurgt mig om min historie, har jeg oplevet og oplever som en stor sorg . Sådan formulerer Bergljot, den ældste datter i familien, sig i en mail til sine søskende, efter en voldsom diskussion om forskuddet på deres arv. Omdrejningspunktet i arveopgøret er fordelingen af to hytter, der ligger ved siden af hinanden på Hvaler i Østfold i det sydøstlige Norge. Et barndomssted, som alle har et forhold til. To af døtrene har taget sig af stedet og forældrene i mange år. De skal arve hytterne. Men så er der de to andre børn, som delvist har brudt med familien. Hvorfor melder de sig ind i fordelingen af arven? Under diskussionen om arv kommer en anden fortælling frem - en fortælling, som sætter voldsomme kræfter i gang. Bergljot opdager, at der skal mod til for at fortælle sin version af familiehistorien. Men ved at tage sine egne oplevelser alvorligt og prøve at sætte ord på dem, er det muligt at komme videre.

Malte Tellerup bryder nyt land med sin debutroman, Markløs. Titlen er en gammelt udtryk for at gå planløst over en mark, uden at følge stier eller skel, og romanen går nye veje i sin skildring af, hvordan det står til i familien og i naturen netop nu – og ikke mindst: lige om lidt.

To unge brødre, Malte og Emil, er på Sydfyn til stor fødselsdag hos deres far, som de sjældent ser. De griber en hovedkulds, vild idé og beslutter at begive sig til fods fra farens hus til den landsby på Vestfyn, hvor deres mors familie stammer fra, Tellerup.

Turen bliver en rejse igennem et gammelt landbrugslandskab under hastig forandring og igennem en familiehistorie fuld af brud og tab. Undervejs ser de, hvordan en ny natur vokser frem, der hvor landsbrugskulturen er forsvundet, men hvad vokser frem i ruinerne af de gamle familiemønstre? Det er tre generationer siden, drengenes oldefar blev hentet til Tellerup fra et børnehjem i Sverige, for at være søn og arbejdskraft hos en landbofamilie, der gav ham efternavn efter det sted, han nu skulle slå rod: Tellerup. Det er også brødrenes efternavn.

De to brødre går igennem nedlukkede landsbyer, forbi kollapsede gartnerier, mystiske skunklaboratorier og tilvoksede gårde, og fortællerblikket registrerer med en særlig sans og viden landskabet og sporene efter landbrugskulturen i det. I løbet af de dage, turen tager, farer de vild og finder vej i både det fynske landskab og i deres fælles erindringer om familien. Måske også i deres broderskab.