Sort/Hvid + er digteren Janus Kodals værk om familiefotografiet. Bogen består af korte prosadigte, der alle tager udgangspunkt i en række fotos fra digterens barndom. Denne litterære teknik, hvor en forfatter skriver sine tekster med afsæt i og i dialog med et billede, benævnes i æstetikteorien "Ekfraser".
Den associative erindring og den raffinerede beskæring af emnerne i de enkelte prosa-skitser går ind i de følelser og oplevelser fra barndommen, der fokuseres på i fotografierne. Man kunne sige, at der er tale om et næsten Klaus Rifbjergsk total recall, hvor de mest nuancerede og ufiltrerede emotioner fra jeget gengives.