Søgeresultater: 3

Øjne som ser er skrevet ud fra min stærke erindring om følelser, dufte og sindsstemninger fra jeg blev født og frem til tiårsalderen. Det er en kærlig, meget ærlig og til tider meget skræmmende fortælling om en tid og en opvækst set gennem en lille piges øjne. Opvæksten fandt sted i en arbejderfamilie i Lemvig med en hjemmegående mor, søstre og en far, der måtte slide hårdt i det for at skaffe mad på bordet. Det er en fortælling, hvor jeg som voksen vender tilbage til barndommen og hudløst ærligt fortæller om livet i en familie med meget trange kår, hvor børn ikke måtte ses og ofte slet ikke høres. Opdragelsesmetoden var trusler og straf. Den røde tråd i bogen er øjnene, der ser alt og husker alt. Det er en identitetsskabende bog om at skabe tabte eller aldrig erhvervede redskaber til at begå sig blandt andre mennesker.

Dette er en bog, der er helt tæt på barnets oplevelser og sansninger, tæt på den lille bys klaustrofobi, men samtidig lader forstå, at der er højere til loftet i hele verden, end man skulle tro, og at der er andre rum at længes imod.

Med Jacob Skyggebjergs romandebut Vor tids helt kommer man umiddelbart til at tænke på Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld. Der er den samme frækhed og selvbevidsthed. BANG siger det.
Men hvor Rifbjerg er borgerlig, er Skyggebjerg proletar og enhver lighed hører op. Her handler det ikke om dengsedrengen, men om hvordan underklassedyret klarer sig. Og hvad dyret skal klare sig imod. Misbrugsforældre, karantænestation for uvorne knægte, skandaløse arbejdsforhold på dødedyrs- og kagefabrik og stoffer, og ikke mindst kærlighedens troløshed.
Og hvad når dyret er lidt for kvik i hovedet. Hvor stupide autoriteterne så tager sig ud. Værkførere og værelsesudlejere og spansklæreren. For naturligvis skal det kvikke hoved læse spansk. Foragten er vores helts foretrukne positur, grotesken den stilistiske manøvre, hvormed verden gribes og begribes. Men tag ikke fejl.
Dyret er mere følsom end som så. Den sproglige ekvilibrisme, som arter sig så ekstrem i by- og fabriks og menneskeskildringerne, bliver ren naturpoesi, når hjemegnens bakkelandskab omkring Horsens beskrives. Stofkulturen er ikke på noget tidspunkt blevet beskrevet bedre på dansk. Manden ved, hvad han taler om. Der er ingen plads til romantik, ’68 er en gang for alle et overstået stadie, hjernen blæses ud. Arbejderen er og bliver arbejder, han og hun befinder sig på bunden, dannelse i betydningen borgerskabets dannelse er en by i Rusland. Det gode selskab findes ikke. Juleaften derhjemme hos faren afsluttes med en joint og Morten Korch og hans ”Kampen om Næsbygaard”. Men der er styr på det.