Søgeresultater: 76

Danske hverdagsmennesker befolker de korte noveller. Alle kommer ud for handlinger, der i stort eller småt bliver afgørende for deres fremtid. Og de kan ikke forhindre det.

"Vibeke Marx kan koge en hel sydstatsroman med tunge skæbner og nedgravede lig bag ved det gamle maskinhus ned til tre sider, og hun kan løfte en dansk adoptionshistorie til græsk tragedie på samme korte stræk. ET GODT BEN OG ANDRE NOVELLER er stimulerende eksempler fra en dreven litterær spiller i det dybe danske."
- Politiken

"Marx skærer den lidt betændte moderne realistiske novelle med dens uudholdeligt kække psykologi og miljøbeskrivelse og dialog ned til sokkeholderne, hvor der så bare står en glinsende sort tremmegrisling med krølle på halen og stirrer på en med røde øjne."
- Weekendavisen

"Hun evner som få at give stemmer til mennesker, som livet ikke er let for og gør det overbevisende og kraftfuldt, så medynk næsten er en hån."
- Holbæk Amts Venstreblad

En kvinde stiger af bussen et sted på Sjælland med sin rullekuffert. Hun har forladt sin mand og leder efter et godt sted at græde. Hun bliver samlet op af John og Putte, to venlige fremmede, som indlogerer hende på deres hjørnesofa. John og Putte har pådraget sig piskesmæld og klarer sig med småjobs. De passer Puttes onkels hunde, mens han er indlagt på Næstved. Puttes bror Ibber bor også lige i nærheden. Og så er der den ældre dame ved siden af, Elly, som har brug for hjælp indimellem. John og Puttes liv er på én gang trygt og fremmed, og det rummer en historie, som kun langsomt afsløres for kvinden med rullekufferten. ”Helle Helles prosa er diamantskarpt skåret til. Den emmer af det henkastede dagligsprog, hun aflytter med sit mesterlige Herman Bang'ske øre, fuldt af underforståede betydninger, der langsomt samles i større mønstre i løbet af romanen. Det er vældig godt gjort. Helle Helle har tilført dansk realisme en ny dimension, og man kan kun beundre hendes fornemme og sobre stemmeføring, der får de stille eksistenser til at komme til syne – og til at syne af noget.” - May Schack, Politiken

En samtidsroman om uforudsete begivenheder der ændrer skæbner - og medfører ny udvikling. Arven har ændret deres liv og deres fremtid. De mødes og skaber relationer på tværs af familiebånd og sociale skel. Som en fugl Phönix lægger de fortiden bag sig og flyver mod nye mål. Personerne har alle det tilfælles, at kærligheden er en vigtig drivkraft i deres liv og medbestemmende for de valg, de træffer. Kærlighedens mange ansigter er som en mosaik, der ender med at danne et smukt og noget anderledes mønster, end man måske havde forventet. Dette er den sidste bog i triologien om tre familier, som fru Terkelsen betænkte i sit testamente på hver sin måde. Om forfatteren: Hanne Bistrup er cand. psych. og forfatter. Som nummer syv i en søskendeflok er hun vokset op med mange mennesker omkring sig. Hun har hele sit liv været en interesseret iagttager af andres adfærd. Både privat og professionelt har hun bevæget sig rundt i mange forskellige miljøer og ladet sig inspirere af mennesker og begivenheder, hun har mødt på sin vej. Musik har været en trofast livsledsager. Hun har sunget i et jazz band, spillet folkemusik, hun har skrevet sange, og hun har været med til at arrangere musikfestivals. Efter et langt arbejdsliv samler de kreative interesser sig nu udelukkende om at skrive.

Novellesamlingen Legehuset indeholder 27 historier, der spænder vidt i længde, miljø, karakterer og tema. Fælles for novellerne er, at de omhandler de almindelige danskeres liv. Personerne vil nogle gange gerne undslippe deres halvfesne virkelighed. Eller også bliver karaktererne overrumplet af noget, som bryder frem efter at have ligget og luret under overfladen. Den pludselige forstyrrelse er umiddelbart ubehagelig og svær at forholde sig til. Men det hænder, at personerne lærer af deres erfaringer og kommer videre. Det sker for eksempel, når der er kærlighed på spil. Vejen til at opnå kærligheden er selvsagt brolagt med forhindringer. Men igen, lærer vi ikke også noget af de erfaringer, vi går og høster? Det sker uden tvivl for flere af bogens karakterer. Sproget er enkelt og ligetil, uden de store armbevægelser. Mellem linjerne er der små afgrunde af alt det, der ikke bliver fortalt. Det holder læseren beskæftiget med fortolkningen.

Den tyske besættelse har ikke brudt det familiesammenhold, Johanna i sin tid grundlagde, men trods alle gode intentioner føler Ågot, at der er et vildskud på stamtræet. Familien er ikke helt så konfliktfri, som den giver det udseende af.

"Ågot sad med halvt lukkede øjne i liggestolen og lyttede til solsortens sang og børnenes råben. Lågen blev åbnet, og hun så et par lange ben i hvide tennissko og det nederste af et par sorte Holmensbukser. Det var Svend. Hun trak vejret dybt, før hun rejste sig. "Kommer du her?" "Ja, som du ser." Kædernes knirken fra børnenes gynger standsede brat. "Max kommer først på lørdag." "Det er også dig, jeg vil besøge." Hun rejste sig, kaldte på Ole og Hjørdis. "Kom og hils på onkel Svend." Hjørdis stod bag Ole, som høfligt gav hånd og bukkede for den morbror, der aldrig blev talt om. Ole havde ingen anelse om, hvor onkel Svend havde været. Mor ville ikke tale om det.

"Tiden efter Johanna" er en selvstændig fortsættelse af "Johanna fra Småland".

Hjørdis Varmer (f. 1936) er en dansk forfatter og foredragsholder, som debuterede i 1971 med børnebogen "Per og Torben pjækker den". Hun har skrevet over 100 romaner, novellesamlinger og biografier med særligt fokus på historiske børnebøger. Hjørdis Varmer vandt Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris i 1987, Martin Andersen Nexø Legatet i 1997 og Lise Louise Laura Volst Pris i 2000.

En skøn bog om alle de valg, man skal træffe som ung.

SAND er historien om den 50-årige Stig, der aldrig har gjort det godt for sig selv. Sådan tænker familien om ham. Skrivedrømme er aldrig blevet til virkelighed. Han arbejder i en papirforretning i London og ser ikke meget til sine nærmeste. En dag ringer hans mor og beder ham komme hjem for at hjælpe hende med at sælge familiens sommerhus på Læsø. Da Stig vender tilbage til Læsø, møder han igen den historie, som knytter sig til stedet. Men også nye muligheder for at begynde på en anden måde. Den sande historie om Stig er nemlig, at mødet med dem, han ellers havde forladt, nu kan ændre alt. JØRGEN BØRGLUM LARSEN, f. 1950, cand. theol. og forfatter til en række romaner og novellesamlinger.

Kan man overkomme det hele og så samtidig være sig selv fuldt og helt? I disse både herligt foruroligende tilsyneladende absurde og ind imellem groteske noveller sætter Anja Otterstrøm fokus på menneskets kvaler og vaklen mellem at overkomme at være sig selv og samtidig leve op til omverdenens krav og forventninger.

Anja Otterstrøm er født i 1966 uddannet cand.merc.jur. og ansat i Undervisningsministeriet. Hun debuterede som forfatter i 2010 med novellesamlingen Enebørn.

"tyvetusind bundskruer har jeg
det er en uges arbejde.
ind med skruen, tilbage med hånden
trykke med begge hænder på håndtagene,
ned går stemplet og op og ind med den næste.
jeg tænker en del på tiden
på at få tiden til at gå hurtigt.
undlade at se på uret
tænker jeg for meget på tiden går den langsomt
kan jeg få kroppen og armene
til at arbejde, ligesom uden for mig selv
så kan jeg drømme, tænke på andre ting
på konen, hvad hun ønsker sig
på børnene, hvordan de skal klare sig …"

Lean Nielsens skuespil fortæller om den unge fabriksarbejder Jan, som lever et stressende og monotomt liv, hvor der ikke er plads til meget andet end pligter – over for familien, fabrikken og samfundet.

Den danske forfatter og digter Lean Nielsen blev født i 1935 og debuterede i 1969 med digtsamlingen "Fru Jensen in memoriam". Herefter udgav han den ene digtsamling efter den anden, og i 1982 sprang han ud som prosaist med novellesamlingen "Ned ad trappen, ud på gaden".

Poul Løvborg er tilbage med en selvstændig novellesamling i vanlig lavmælt stil om livets gang og klang ved det vindblæste Sandø.

Mor begyndte at skrive digte, da sønnen fik en digtsamling i fødselsdagsgave. Hvad er det for noget, spurgte bedstemor. Sønnen læste et tilfældigt digt højt. Sikke noget møg, sagde bedstemor. Sådan noget kan alle da skrive. Ja, det er måske rigtigt nok, sagde sønnen. Er der nogen af jer, der vil prøve at skrive et digt? Det vil jeg gerne, sagde mor. Mor har siden da sendt digte til sønnen. Mor sender dem på mail, og sønnen gemmer dem. Sønnen er vildt begejstret for mors digte. For mor er det mere en måde at holde kontakten på. Mor har aldrig skrevet digte før, og hun har aldrig læst særlig mange digte. Mor repræsenterer en stemme, man sjældent hører. Mor taler fra middelklassen, og mor er en helt almindelig mor på 60. Hun bor i en provinsby, hendes børn er flyttet hjemmefra, hun overvejer snart at gå på efterløn, og der sker ikke altid så meget. Mor leverer selvironiske hverdagsobservationer i en stram stil med et fast persongalleri, som de fleste i Danmark kan genkende. Mor er bare en helt almindelig mor, derfor foretrækker hun ikke at stå frem.

Vi tror, vi ved, hvor vi har hinanden. Men det gør vi ikke altid. Midt i hverdagen kan et lyn slå ned og afsløre, at tingene slet ikke er, som vi forestillede os, og at dem, vi kender bedst, er dem vi kender mindst. Det er i vidt omfang en sådan erkendelse, der ligger bag historierne i Enebørn, og man vil uden tvivl være forvisset om sandheden deri, når det sidste blad er vendt. Der er ikke så få overraskelser i vente både for læseren og for novellernes personer – og en hel del stof til eftertanke. Enebørn handler nemlig ikke mindst om vores misforståelser i forhold til hinanden og om de følger, de kan få, følger som kan være både morsomme, absurde og tragiske. Tilsammen tegner novellerne et portræt af moderne mennesker – moderne individer – og deres indbyrdes relationer. Man vil finde både charmerende og mindre flatterende træk. Pressen om Enebørn: “Otterstrøm skriver både stramt og gavmildt. Novellerne er korte og fyndige, men som læser føler man sig aldrig ladt i stikken af prætentiøse forsøg på at gøre teksten til mere end den er. Hos Otterstrøm er virkeligheden finurlig og bitter – og vanvittigt underholdende.” – Jyllands-Posten “Det fineste og mest lovende ved Anja Otterstrøm er hendes absolutte gehør for replikker, som breder sig til et smukt gehør for situationer.”
 – Politiken “Otterstrøm viser sig både som en glimrende stilist og betydelig menneskeskildrer … en debut, som man har lov til at vente sig mere af fremover.”
 – Nordjyske