Søgeresultater: 6

En medrivende roman om to ulykkelige unge, som må søge tilflugt i hinandens venskab og i kærligheden til grise. Om at være anderledes, udenfor, og om at prøve at overleve på trods. Svinekød spiser jeg helst ikke - men grisene kan jeg rigtig godt lide. De minder mig om kloge hunde (ja, det gør de altså!), og jeg ville ønske, de kunne få ordentlige levevilkår. Hos Jack Plum har de det godt, og de er nogle glade, dejlige dyr. Til gengæld er det kun grisene, der trives hjemme hos Jack Plum. Jack bor nemlig alene med sit fordrukne uhyre af en mor, der er lam og sidder i rullestol. Hun giver Jack skylden for sin vanskæbne: påstår, at fødslen af hans store grisehoved og vanskabte krop har ødelagt hendes liv. Jack hopper og springer for hende, kun for at blive råbt ad og slået. Grisene er hans daglige glæde. Han har skabt dem et paradis under huset, og om natten tager han dem med ud i skoven. På grund af sit uhyggelige udseende holder han sig for sig selv. Han har aldrig gået i skole og aldrig haft forbindelse til andre end den onde mor og den kærlige far, som forsvandt, da Jack var 12 år. Holly er som mange andre teenagepiger: indesluttet og usikker på sig selv. Hun møder Jack og hans grise, og de får et venskabeligt forhold til hinanden. Holly bliver fortrolig ikke blot med Jack, men også med de blide og forstående grise. Også Hollys far er væk, hun og moderen har altid levet meget tæt, men nu finder mor en kæreste, og det bliver Holly rasende og såret over. Holly bruger sine aftener og nætter sammen med Jack og grisene. Jack har aldrig vist sig med sine grise, men sammen med Holly opstår der en fare for opdagelse og forfølgelse, fordi hendes klassekammerater og hendes mor får mistanke om, at hun har hemmeligheder for dem. Jack og Holly udvikler et varmt og kærligt venskab, og da ulykkerne rasler ned over dem, står de sammen - men de er begge umodne, bange og vrede børn, og de er ikke i stand til at forudse konsekvenserne. "Pigtopia" - Griseriget - er en meget anderledes roman. Men jeg var optaget af den, mens jeg læste, for det er en god historie om ensomhed og venskab, ondskab og fortielser. Og grise. Prøv selv at læse den - om ikke andet så for grisenes skyld. ---- ANMELDELSE FRA LITTERATURSIDEN.DK ----

Vi er i de politisk urolige og boblende fløjlsnætter i 70’ernes Santiago, Chile. I et af byens mest moderne højhuse drages den vilje­faste Morgana af den jævnaldrende og sarte kunststuderende Sophie. De knytter et tæt venskab og finder blandt andet ud af, at de begge har boet i det samme område i Paris på samme tid, og at de begge er utroligt glade for den knap så kendte amerikanske digter, Anne Sexton. De laver ord selv og opfinder hurtigt deres eget sprog, både kropsligt og bogstaveligt. Da Morgana møder Sophies far, begynder den fine forbindelse dog at smuldre. Diego er flot og idealistisk. De to indleder et erotisk forhold, der sætter alt over styr. Diego arbejder for Chiles sociali­s­t­­­­iske præsident, Salvador Allende. Den 11. september 1973 bliver præsidenten kuppet, og trioen opløst. 11. september 2011 sker en ny katastrofe, og Sophie beslutter sig for at lade deres historie leve videre gennem de bånd, der er sværest at knytte.

En gribende beretning om Torben og Jyttes ulykkelige kærlighed. Men også nogle kapitler af Søren Smeds mægtige ættesaga: om den sidste af Sørens sønner, politikeren Tyge Enslev og hans kamp mod et nyt præstevælde. En roman om opgøret med den moderne teknisk-videnskabelige kultur.
Med forord ved Jens Smærup Sørensen

Hendes kæreste sagde hun var spøjs, men det var mere end det. Visse ting var vigtige. Dem var man nødt til at kæmpe for. Helen var bare ikke så stærk som folk troede. Hun prøvede at være det, men det lykkedes ikke altid for hende. Det gør det ikke for nogen. Ingen kan være stærk hele tiden. Tillid, kærlighed, forhold; forældre, børn, elskere; død, velstand og hjem. Alle de ting her i livet som er så almindelige – og helt enestående når man tænker over det. Og det gjorde Helen, i alle døgnets vågne timer, lige til det sælsomme øjeblik da hun på vejen hjem fra arbejde ser den her radmagre, forhutlede fyr gå over gaden lige foran hende. Brian? Hendes for længst forsvundne bror? Hvordan kunne det gå til? Men det var samme skikkelse, nøjagtig samme udstråling. Kunne det virkelig passe? Sådan begynder 24 timer i en ung kvindes liv, en kvinde der er lige så almindelig, og lige så unik, som alle os andre. Mo sagde hun var spøjs – men Helen rummer mere end det, meget mere.

Med Jacob Skyggebjergs romandebut Vor tids helt kommer man umiddelbart til at tænke på Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld. Der er den samme frækhed og selvbevidsthed. BANG siger det.
Men hvor Rifbjerg er borgerlig, er Skyggebjerg proletar og enhver lighed hører op. Her handler det ikke om dengsedrengen, men om hvordan underklassedyret klarer sig. Og hvad dyret skal klare sig imod. Misbrugsforældre, karantænestation for uvorne knægte, skandaløse arbejdsforhold på dødedyrs- og kagefabrik og stoffer, og ikke mindst kærlighedens troløshed.
Og hvad når dyret er lidt for kvik i hovedet. Hvor stupide autoriteterne så tager sig ud. Værkførere og værelsesudlejere og spansklæreren. For naturligvis skal det kvikke hoved læse spansk. Foragten er vores helts foretrukne positur, grotesken den stilistiske manøvre, hvormed verden gribes og begribes. Men tag ikke fejl.
Dyret er mere følsom end som så. Den sproglige ekvilibrisme, som arter sig så ekstrem i by- og fabriks og menneskeskildringerne, bliver ren naturpoesi, når hjemegnens bakkelandskab omkring Horsens beskrives. Stofkulturen er ikke på noget tidspunkt blevet beskrevet bedre på dansk. Manden ved, hvad han taler om. Der er ingen plads til romantik, ’68 er en gang for alle et overstået stadie, hjernen blæses ud. Arbejderen er og bliver arbejder, han og hun befinder sig på bunden, dannelse i betydningen borgerskabets dannelse er en by i Rusland. Det gode selskab findes ikke. Juleaften derhjemme hos faren afsluttes med en joint og Morten Korch og hans ”Kampen om Næsbygaard”. Men der er styr på det.

1975: I New York finder den unge, lovende advokat Bill sit livs kærlighed, da han første gang ser den smukke modestylist Jenny på en fotooptagelse foran Plaza Hotel. De er sikre på, at det er skæbnebestemt, at de skal være sammen, og selv om de oplever meget modgang i løbet af deres ægteskab, er de uadskillelige. Da Bill beslutter at blive præst og får tilbudt job i det landlige Wyoming, støtter Jenny trofast sin mand og sætter sin egen karriere i modebranchen på hold.

2013: I en lille by i Pennsylvania sidder en ung kvinde, Lillibet, og skriver en roman i stearinlysets skær. Hun er født og opvokset i amish-samfundet, og hendes strenge far må ikke opdage det, så hun får hjælp til at sende manuskriptet ind til et forlag. Robert arbejder som selvstændig forlægger på Manhattan og leder efter den næste store bestseller. Da manuskriptet ender i hans hænder, forelsker han sig først i bogen og dernæst i kvinden, som har skrevet den.

De to usædvanlige forhold bliver langsomt og overraskende vævet ind i hinanden. Danielle Steel har endnu engang skrevet en hjerteskærende roman om håb, mod og den store grænseløse kærlighed.