Søgeresultater: 6

Den unge apotekersøn og forfatterspire Cem har fået et sommerferiejob uden for Istanbul. Han skal gå til hånde hos en brøndgraver. Som brønden bliver dybere, vokser et særligt venskab frem mellem mester og lærling. Cems far, som var politisk aktiv på venstrefløjen, har forladt familien, og Cem finder en faderfigur i brøndgraveren. Men en smuk rødhåret kvinde, der er på turné med et omrejsende teater i den nærliggende by, vækker lidenskaben i Cem. Og pludselig tager historien en skæbnesvanger drejning.

Mange år senere vender Cem tilbage til egnen, hvor han tilbragte den skelsættende sommer. Oplevelserne har forfulgt ham hele livet, men nu opdager han, at virkeligheden er en helt anden, end han har fortalt sig selv.

Orhan Pamuk har skrevet en moderne fabel om kærlighed og svigt, fædre og sønner og fortællingens magi.

Nogle juniorspejdere finder en død kvinde i et hus i Lisbjerg Skov. Hendes ansigt er slået til ukendelighed, og hun har været død i flere uger. Ingen kender hende tilsyneladende, og hun har ingen identitetspapirer på sig. Politikommissær Rolando Benito og hans team hos Østjyllands Politi efterforsker sagen, men det bliver ikke helt let at finde ud af, hvem kvinden er, og hvad der er foregået i huset. Kvinden er ifølge retsmedicineren død af naturlige årsager, men det tror Rolando ikke på. Han har aldrig set et mere unaturligt gerningssted. Samtidig er politiet optaget af at finde en gerningsmand, som har smidt sten fra en jernbanebro og dræbt en ung kvindelig billist. Rolandos hustru, Irene, får gennem sit arbejde i Dansk Flygtningehjælp kontakt til en mystisk gadepræst, som begynder at komme i deres hjem. Rolando er ikke tryg ved ham, og han sætter sig for at finde ud af, hvad det er, han skjuler. Anne Larsen er inddraget i begge sager gennem sit arbejde som journalist og studievært på TV2 Østjylland og er sammen med sin stedsøster tæt på ulykken ved jernbanebroen, som måske kan være et drabsforsøg. Som efterforskningen skrider frem, viser det sig, at der er foregået noget uhyggeligt i huset i skoven, og det trækker forbindelse til en lille ø i Limfjorden med en grum fortid.

Den franske forfatter Honoré de Balzac (1799-1850) er mest kendt for sine romaner "Eugenie Grandet", "Kurtisanerne" og "Far Goriot". De indgår i en kæmpemæssig serie af romaner, noveller og kortromaner, der beskriver alle facetter af livet og samfundet, som Balzac så det i sit store, og ofte urolige hjemland. Serien kaldte han ”Den menneskelige komedie”, som et åbenlyst modspil til Dantes "Guddommelige komedie". Dante selv indgår optræder i øvrigt i denne samling i novellen "De fordrevne" hvor han i sit eksil fra Firenze er nået til Paris. Udvalget, som udkommer i Det Poetiske Bureaus Klassikerbibliotek i Ove Gregers Petersens oversættelse, er hentet blandt de noveller og kortromaner der indgår i Den menneskelige komedie, og bevæger sig gennem de fleste af seriens overordnede temaer: landlivet, livet i Paris, livsfilosofiske fortællinger, politiske fortællinger. Blandt fortællingerne i bogen er den gribende "En episode under rædselsregimet", om tiden omkring den franske revolution, "Gambara" og "Massimilla Doni", hvor Balzac slipper sin begejstring for Italien og den italienske opera løs, "Melmoths forsoning" og "Jesus Kristus i Flandern", hvor forfatteren viser at overnaturlige elementer ikke er ham fremmed, og den historiske thriller "Mester Cornelius" hvor en middelalderlig flamsk gnier i Balzacs hjemby Tours er så uheldig at blive impliceret i en kærlighedsintrige. Ingen af disse noveller har tidligere været oversat til dansk. Balzac er i det hele taget ikke udkommet på dansk siden midt i 1990’erne, hvor et udvalg af "Skæmtsomme fortællinger" lagde sig til de to klassiske romaner, der udkom på dansk senest i 1980’erne. Balzac nævnes som inspirationskilde for så forskellige forfattere som Dostojevskij, Zola, Dickens, Flaubert, Kerouac og Henry James, samt filminstruktøren Akira Kurosawa. Hans stil er en tidlig realisme, fuld af følelsesmæssigt nærvær og distanceret iagttagen, og det er ikke uden grund han ofte bliver benævnt som den moderne romans fader.

Josefine Graakjær Nielsens digtsamling Jeg savner dit døde hår er en skriftmontage; stof organiseret i åbne sætninger. Digteren er ikke til stede - er ikke et unikum men en samplende og samlende instans, der skriver en kollektivitet frem gennem brudstykker af samtaler. De forskellige spor rummer fragmenterede bevidsthedsstrømme om byen, familien, den elskede, de intellektuelle og de psykisk udfordrede. Det er en skrift, som konstant begynder, men ikke ender, går i stå, tages op igen, eller kun består af onelinere. En poetisk collage af sætninger, som et folkeligt oprør mod en på overfladen aldrig tøvende, neoliberal identitetsproduktion. Et oprør mod sammenhæng, overflade, ensretning. Jeg savner dit døde hår er Josefine Graakjær Nielsens tredje udgivelse, og indeholder tegninger og grafiske værker af Kaspar Bonnén & Morten Schelde.

Ved romanens begyndelse er den unge Arvid Stjärnblom voldsomt forelsket i den smukke Lydia Stille. Og hun i ham. Men på den tid, omkring år 1900, er kærlighed langt fra nok til, at to kan få hinanden, og den unge filosofikandidat har ikke penge til at gifte sig. ”Jeg tåler ikke tanken, at nogen går og venter på mig”, siger Arvid til Lydia, og han har da også snart fundet sig et job som journalist ved Nationalbladet – men da er det allerede for sent, og Lydia har giftet sig med en ældre, formuende mand. Arvid selv bliver lidt tilfældigt gift med sin bekvemmelighedsaffære og får to børn. Ti år senere mødes Arvid og Lydia igen, og de to indleder en affære, men Arvid vil ikke lade sig skille, og Lydia har andre mænd ved siden af; til sidst flygter Arvid væk fra Sverige, og fra både Lydia og sin kone og børn.

Med Jacob Skyggebjergs romandebut Vor tids helt kommer man umiddelbart til at tænke på Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld. Der er den samme frækhed og selvbevidsthed. BANG siger det.
Men hvor Rifbjerg er borgerlig, er Skyggebjerg proletar og enhver lighed hører op. Her handler det ikke om dengsedrengen, men om hvordan underklassedyret klarer sig. Og hvad dyret skal klare sig imod. Misbrugsforældre, karantænestation for uvorne knægte, skandaløse arbejdsforhold på dødedyrs- og kagefabrik og stoffer, og ikke mindst kærlighedens troløshed.
Og hvad når dyret er lidt for kvik i hovedet. Hvor stupide autoriteterne så tager sig ud. Værkførere og værelsesudlejere og spansklæreren. For naturligvis skal det kvikke hoved læse spansk. Foragten er vores helts foretrukne positur, grotesken den stilistiske manøvre, hvormed verden gribes og begribes. Men tag ikke fejl.
Dyret er mere følsom end som så. Den sproglige ekvilibrisme, som arter sig så ekstrem i by- og fabriks og menneskeskildringerne, bliver ren naturpoesi, når hjemegnens bakkelandskab omkring Horsens beskrives. Stofkulturen er ikke på noget tidspunkt blevet beskrevet bedre på dansk. Manden ved, hvad han taler om. Der er ingen plads til romantik, ’68 er en gang for alle et overstået stadie, hjernen blæses ud. Arbejderen er og bliver arbejder, han og hun befinder sig på bunden, dannelse i betydningen borgerskabets dannelse er en by i Rusland. Det gode selskab findes ikke. Juleaften derhjemme hos faren afsluttes med en joint og Morten Korch og hans ”Kampen om Næsbygaard”. Men der er styr på det.