Findes der i dagens Danmark en hemmelig revolutionær højreekstremistisk organisation eller loge? Et højreradikalt netværk, der bag en tilsyneladende ærbar glansbilledfacade i det skjulte forbereder sig på at omstyrte det danske samfund? En dødsensfarlig organisation bestående af fremtrædende spidser fra samfundets højere sociale lag, der uden moral og etik i fanatismens hellige navn målbevidst arbejder på det, de kalder en god politisk sag? Skruppelløse og pengegrådige fantaster, der ingen midler skyer for at nå deres mål, og som bare venter på det rette tidspunkt til at slå til?
Eller ER det kun i den frodige fantasis verden, det billede eksisterer?
Kriminalinspektør Hans Poulsen og hans tro væbner, kriminalassistent Svendsen, søger at finde svaret i en hæsblæsende jagt på udspekulerede og samvittighedsløse elementer i et betændt provinsielt miljø, hvor menneskeliv, moral og etik er til fals for rigdom, magt og politisk fanatisme.
Efter en intensiv politiefterforskning, som blotlægger hidtil ukendt råddenskab med bestikkelse og korruption - og en stribe uforklarlige mord - løser kriminalinspektør Hans Poulsen sin hidtil største mordgåde i sin 40-årige karriere i politiet. Og i tilgift har han en effektfuld overraskelse i ærmet.