Søgeresultater: 20

Jenny er lykkelig. Hun bor i en lille by, er glad for sin kæreste og arbejdet i banken. Tilsyneladende kører hendes tilværelse på skinner nu, selvom hun har haft en trist barndom og ikke længere er på talefod med sine forældre. Men da Jocke forlader Jenny pr. post, og hun efterfølgende opdager, at det er til fordel for hendes bedste veninde, ændres alting. I løbet af et par timer har Jenny pakket sine ting og sagt jobbet op for at tage til Stockholm, hvor hun ikke kender en sjæl, men begynder fra scratch. Efter en del søvnløse nætter på et luset hotel får Jenny arbejde som assistent hos en ejendomsmægler og som ”hundesitter” for Greta, hvis ejere Bo og Per tager Jenny under deres vinger. De bliver venner og Jennys faste holdepunkter lige indtil, tingene tager en uventet drejning og tvinger Jenny tilbage til sin barndoms by og sit gamle liv.

Stine kæmper stadig med traumerne fra sit voldelige forhold, og selvom hun nu lever et stille og tilbagetrukket liv, spøger eksmanden stadig. Selv da hendes kollega Michael begynder at vise interesse for hende, tøver hun med at reagere på sine egne følelser for ham, for hendes mistillid over for mænd er svær at slippe af med.

Kirsten Hvitved-Jacobsen er forfatter, mangeårig underviser på Emdrupborg Statsseminarium og oversætter. Hun debuterede som romanforfatter i 2006.

Astrid er drevet af en længsel efter at blive sig selv. En længsel der tvinger hende ud i hvad der ligner selvdestruktion. Hendes virkelighedsopfattelse er fragmenteret, på samme måde som romanens form er fragmenteret, springende mellem før og nu.
Hun springer mellem et nu der bygger på en illusion og en fortrængt fortid. Hun iscenesætter nuet uden at være bevidst om, hvad det er hun vil. Hun ved et sted inde i sig selv, at hun skal gennem en forløsning, at det er en nødvendighed for hende. Da hun begynder at gå i opløsning, begynder hun at kunne huske, og fortrængningerne begynder at vise sig for hende.
At dette sker bruger hun mange kræfter på at holde væk. Hun fortrænger i nutiden ligesom hun fortrængte i fortiden. Hvad er det der får hende til at bryde sammen? Det er det hun udsætter sig for. Det er Arnes utroskab, og det er hendes arbejde som nattevagt. Hun føler hun skal udholde dette arbejde, selv om det gør hende bange.

Edith Gustafsson, født ca. 1900, kommer fra landet og er ud af en stor søskendeflok. Egl. er hun uønsket, hvad moderen ikke lægger skjul på. Edith får som den eneste i flokken en studentereksamen og flytter til København, men afbryder sine universitetsstudier for i stedet at arbejde i en børnehave. Her træffer hun en kollegas bror, Robert Falck, ingeniør og enkemand, som hun gifter sig med. Han er en blid, ordentlig, lidt reserveret mand, som Edith godt ved ikke til fulde kan tilfredsstille eller modsvare den voldsomme, også seksuelle lidenskab, der ligger dybt i hende.

Romanens ramme er Roberts dødsleje. Edith kaldes til hospitalet en nat, og siddende ved hans seng reflekterer hun over sit liv. Det har på alle måder været et udmærket liv, men måske også et lidt resigneret og almindeligt liv, hvor en masse ønsker og håb ikke er blevet indfriet, og hvor blusset altid har stået lidt lavt. Der har været engagement i både arbejde, politik og familie, men alt er holdt i tømme. Edith Falck er aldrig for alvor kommet op at flyve.

En pige vokser op i mellemkrigstidens Berlin med en fjern far og et anstrengt forhold til sin mor. En række voldsomme hændelser medfører dog en tidlig afslutning på barndommen. Fantasien bliver herefter pigens eneste værn mod en "sølle virkelighed", som blandt andet omfatter en incestuøs storebror og en håbløs forelskelse i en fremmed ung mand. Unica Zürn (1916-1970), forfatter og billedkunstner. Zürn tilhørte avantgardistiske kredse i Paris og havde nære forbindelser til mange af surrealisterne – herunder Max Ernst, Marcel Duchamp, Henri Michaux samt især Hans Bellmer, som hun både arbejdede og levede sammen med. Mørkt forår blev den sidste udgivelse fra Zürns hånd i hendes levetid. I 1970 kastede hun sig ud fra et vindue i sin lejlighed efter flere fejlslagne selvmordsforsøg og langvarige ophold på psykiatriske klinikker.

Det er 35 år siden, Kathleen forlod sit barndomshjem – uden at se sig tilbage. Lige siden har hun kæmpet for at vriste sig fri af skammen over barndommens fattigdom. Det er tilsyneladende lykkedes, lige indtil den dag, hvor hun bliver fyret fra sit arbejde, hendes datter, Joelle, kommer i problemer og hun samtidig modtager en uventet invitation fra sin søster.

På den anden side af et vellykket terapiforløb fortæller Klara sin historie om en barndom med incest og psykisk vanrøgt, det strukturerede, succesfulde arbejdsliv og om det sammenbrud, der førte til terapeuten. HÆNDER er en intens fortælling om at komme ud af fortidens skygge og finde sig en berettigelse til at leve.

En roman i to parallelle spor. Amandas barndom og voksenliv. I barndommen bliver hun fjernet fra hjemmet og kommer på børnehjem og i familiepleje. En ensom og kuldslået opvækst, der gør hende til en følsom overlever. Som voksen bliver hun gift med Thomas, der har en helt anden baggrund i det københavnske jetset. Deres forgudede lille datter, Laura, skal have al den varme og kærlighed, Amanda ikke selv fik. Men der er hårde modspillere, bl.a. Thomas’ ekskone, en skandaleomsust skuespiller, og hendes datter med Thomas, Louise, som skal bo hos sin far og hader og bekæmper Amanda med alle midler. Et spring til siden og Amanda kan fældes.

Vadehavet. Jord og hav er altid i bevægelse ind og ud af hinanden, som Theas tanker der flyder mellem fortid og nutid, som tidevandet. Det ville være så meget nemmere, hvis tingene lå fast, og hun ikke skulle tage alle de beslutninger. Hun trænger til substans Hængsler, der skal skrues fast på låger, et gulv, der skal skures, en cykel, som skal lappes. Hun trænger til malerklatter på en gammel skjorte og at dele en øl med nogen. Det er så længe siden, hun har lavet andet end at løbe efter sig selv. Så flytter hun ind i mormorens tomme hus ude i marsken og begynder at sætte det i stand. Det fysiske arbejde er godt. Kroppen holder sammen på hende, og langsomt begynder tankerne at falde til ro. Han har fundet den lille høneskål i vindueskarmen og står og vender og drejer den. – Sådan en havde mine bedsteforældre også, han løfter låget. – Den er fabrikslavet, siger han forbavset. – Havde de også slik i den? – Vi fik aldrig slik. Han smiler kort og drejer den lidt i hånden. – Tænk, at den bare er masseproduceret. Han lader fingeren glide tankefuldt hen ad hønens hoved. Hun snupper den lidt fortørnet ud af hånden på ham. – Det er da lige meget. Det er stadig en særlig del af ens barndom. Han fløjter lavt. – Men den er så ikke så enestående, som man måske troede engang. Christine Tjalve, cand.mag., debuterede med romanen Ræven har sin hule, 2011, har boet i en række lande bl.a. England, USA, Frankrig, Mexico og Canada. Børnebogen Møllen går amok, udkom i 2017 (samarbejde med Boum Pyndiah), og desuden har hun skrevet noveller og dramatik.

Jelne er en ung kvinde i slutningen af tyverne, og hendes verden er netop faldet fra hinanden – igen. Kæresten er skredet, og det går op for hende, at hun endnu en gang er ladt alene i verden. En bog om at længes efter samhørighed og om at opdage, at erindringer ikke altid er, hvad de giver sig ud for.

"Min mor var ked af, at min søster og jeg kaldte hende Fruen,
men det var i mellemtiden blevet fælles for os. Fruen var en
stærk kvinde, som krævede – og fik – særbehandling. Modig
og intelligent, fordringsfuld, lunefuld og let at såre, og som
en skandinavisk Kleopatra tiltrak hun mænd med fatale
følger. Fruen kunne udmærket afkode undertonerne i sit
kaldenavn og brød sig ikke om det, men det passede godt til
hende og satte ord på noget, vi ikke kunne tale om.”

FRUEN er Malene Lei Rabens personlige fortælling om sin mor og om at være barn af ungdomsoprøret. Det er en
historie om konsekvenserne af livsvalg og om det, som frihed koster. Især for de børn, der voksede op i skyggen
af handlekraftige, selvrealiserende voksne.
Det er også en historie om en lykkelig barndom, der tager en drejning, og om at være datter af en formidabel, intelligent
og ekstremt besværlig kvinde. Og allermest er det en historie om kærlighed.

"Jeg har genkendt dig I de mest skumle værtshuse I byggepladsens skurvogn Englebåren helikopterpilot i My Lai Hjemløs avissælger på Nørrebrogade De havde sat elektroder til dine fingre i Abu Ghraib" Hvem er det Albert Hytteballe Petersens jeg-fortæller i forfatterens seneste bog har genkendt? Det er såmænd Jesus. I et stort, strømmende langdigt skriver forfatteren sig igennem den lidende skikkelse i hele kulturverdenen, i historien, i nutiden og i hvert enkelt menneske. Det er ikke helt Bibelens Jesus-skikkelse, der er i fokus, selvom der er mange fællestræk, men i ligeså høj grad det apokryfe Thomas-evangeliums mystisk, næsten gnostiske skikkelse. Digtsamlingen bevæger sig ind og ud af virkeligheden, men efterhånden kommer tidens politiske og samfundsmæssige situation til at stå klart, når bogen trækker personer i Nørrebro-miljøet ind, som fint kan bære Jesus-skikkelsens konturer: “Hvad fanden har du gang i?” Råbte betjenten der arresterede ham Han havde hevet vintertøj ned fra hylderne i en modebutik Til dommeren skulle han have sagt “Butikken var fuld af tøj, De hjemløse fryser Er medfølelse en forbrydelse?”