Søgeresultater: 3

TRAGEDIE PLUS TID GANGE NI er en arbejdspladsroman, en selvbiografi, en rapport om et sammenbrud med samt en psykotisk stalker-historie. Hovedpersonen Kenny starter som dreng med at lære at passe køkkenhave og præmiekanin, og derfra går det ellers i 90’ernes og 00’ernes hårde arbejdsliv, på akkord ved pakkebordet på et kreaturslagteri, som medicinblander og opsynsmand på et dambrug, som arbejdsmand på en spærfabrik, som Risi frutti-sælger – og indimellem og imens lysten til at skrive. Og pludselig begynder båndmaskinen og ideerne at køre for hurtigt – og så kommer førtidspensionen og livet som hashryger med længslen efter litteratur og kvinder.

Kig indenfor i saunaen hos 8-10 mænd, som hver uge i et år mødes til en morgenpassiar med højt til loftet. Der grines, grædes, skændes om æstetik, kønsroller, druk, sex, det svære parforhold, religion og viden, som alt sammen kommer under kærlig behandling. Bag masken af morskab og kække bemærkninger drøftes alt mellem himmel og jord uden mellemlægspapir. Karaktererne består af mænd, som på hver deres sted i livet, er kompetente og gerne skulle medvirke til at gøre hinanden lidt klogere. På sig selv, livet og de andre. En form for kollektiv selvudvikling hjulpet godt på vej af en skoleinspektør, en taxachauffør, en læge, en smed, en cykelhandler, en popsanger og en præst. Røster fra en sauna består af 53 små spots – et for hver af årets uger – og kradser i overfladen på det, mænd også går og tænker på. Dialogen føres udelukkende af det selvbestaltede ”saunaparlament”. Læs også om: Bussens bare bryster. Gamle mænd i latex. Plastik i verdenshavene. Forrykte mobiltelefoner. Overvågning. Bolle-å. Terror, Og Gud. Uddrag af bogen Den muntre stemning dør omgående ud, da en yngre mand kommer ind og sætter sig direkte på smedens ledige plads. Normalt står bænkepladsen med de to våde numseaftryk efter smedens voluminøse baller blot og venter på hans tilbagekomst efter en af de hyppige vandladninger, men ikke denne første onsdag morgen i det ny år. Selvsikkert og respektløst har denne fyr i 30’erne med et kækt og jysk ”pænt godda’ d’herrer” formastet sig til at overtræde alle uskrevne love om territoriel integritet. De øvrige på Kongerækken skotter frygtsomt og usikkert til den efterladte numsesved, der optræder på begge sider af den slanke skikkelses veltrænede og faste røv. Tavst stirrende på den nytilkomne overvejer skoleinspektøren at lade sin medfødte retfærdighedssans komme til udfoldelse, men tøver øjensynligt af frygt for konsekvenserne. Spændingen er på bristepunktet, da man atter hører smedens stemme lige uden for saunadøren, som i næste nu smækkes på vid gab. Smeden stirrer med en blanding af vantro og chok på den okkuperede plads.

Den indre by er udgivet i 1980 og skildrer 14 dage i en ung og politisk aktiv families hverdag i det indre København i 1979. I romanen får vi indsigt i familiens sorger og glæder, deres venner og balancen mellem en kvindes arbejde, familielivet og engagement i kommunistpartiet.

Lulu og Danny er gift og efter mange år sammen stadig væk glade for hinanden og for deres to børn, Lasse og Lene. Men hvordan få tid og kræfter til at pleje hinanden og kærligheden, når børnene skal have deres, og når der er så meget andet, de – og især Danny – føler der bør passes og passes godt, jobbet og det politiske arbejde f.eks.

Lulu synes, at det er svært. Hun respekterer i høj grad Danny for hans politiske indsats uden for hjemmet, men har desto sværere ved at få sagt, at hun føler sig lidt alene med mange problemer.

Marie har hun lært at kende på Rigshospitalet, da de begge to fødte samtidig. Marie er ikke så fast forankret som Lulu og lever mere fra den ene dag til den anden. Hun har sin frihed til at leve her og nu, og kærligheden plejer hun i fri dressur.

Den indre by skildrer disse to kvinders liv, mest Lulus, med en kærlig og næsten pertentlig sans for de detaljer, der danner helheden: snakken, småskænderierne omkring morgen- eller middagsbordet, byen udenom, de gode og mindre gode fysiske oplevelser kønnene imellem, børnene der har tremånederskolik og pjækkesyge og foretager sig sære og lidt foruroligende ting – alt sammen suppleret af Dea Trier Mørchs både meget kontante og poetiske linoleumssnit.