Søgeresultater: 5

Døgnkioskmennesket er et fascinerende og tankevækkende portræt af samtidens Japan, som det opleves af en singlekvinde. Hun føler ubehag ved samfundets rigide normalitetsopfattelse, samtidig med at hun kun alt for godt passer ind i den japanske arbejdskultur.

Navnet Lucrezia Borgia forbindes med renæssancens værste sider såsom incest, politiske snigmord, seksuelt misbrug, giftintriger og en helt skrupelløs higen efter magt. Imidlertid er sandheden meget mere fascinerende end myten, for Lucrezia Borgia var hverken et uhyggeligt monster eller en forførende lille sag, der med anvendelse af vold søgte at fremme sine muligheder. Hun var derimod en målrettet kvinde, som brugte sin store skønhed og enestående intelligens til at sikre sig en central rolle i sin samtids politiske liv. Hendes liv blev en hård kamp som højt placeret kvinde i renæssancens Italien. Der blev ikke taget hensyn til hendes holdninger eller ønsker om et godt liv. Det måtte hun selv skabe og fandt både støtte og modstand hos sin broder, Cesare Borgia. Denne bog er blevet til efter mange års ophold i Rom og grundigt forarbejde med tilgængeligt kildemateriale og søger at give en så objektiv skildring som muligt af Lucrezia Borgias liv og valg. Med baggrund i det nævnte kildemateriale er bogen skrevet som roman og dermed let læselig. Uddrag af bogen Alexander brød ind i deres samtale. ”Selvfølgelig er I at betragte som familie, men din onkel vil præsentere dig for et forslag, som vi har drøftet her, og det er faktisk et rigtig godt forslag – men prøv at forklare dig, Ascanio.” Paven lænede sig tilbage og tog et æble fra fadet på bordet. Lucrezia hoppede ned ad skødet på Ascanio og satte sig på en stol. Hun så afventende fra den ene af de to mænd til den anden. ”Du har snart nået en alder, hvor du skal giftes,” begyndte Ascanio Sforza, ”og det har din fader og jeg drøftet for at give dig de bedst mulige forhold ved et bryllup. Du skal helst blive glad og lykkelig, så jeg har et forslag til dig.” Inden han nåede længere, afbrød Lucrezia ham. ”Jeg har været forlovet to gange uden at møde den, jeg skulle giftes med. Det blev aldrig aktuelt med de to, der begge var spanske adelsfolk. Den første giftede sig med en anden, og fader betalte den anden for at holde sig væk, så hvad nu? Skal jeg forloves igen uden at møde min kommende ægtemand, som jeg alligevel ikke skal giftes med?” Den unge pige var synligt både ophidset og vred over det forløb, hun havde været igennem. Om forfatteren Torben Hangaard er uddannet historiker fra Odense Universitet og har tilbragt en længere årrække i Rom med særlig uddannelse i den italienske renæssance. Hans hovedemne har været studier i den betydning, familien Borgia har haft for renæssancen og den efterfølgende udvikling af kirkens historie. Som et naturligt led i sin interesse for historie og kultur uddannede han sig ligeledes i teologi for gennem 35 år at være beskæftiget som sognepræst i den danske folkekirke, samtidig med han har fortsat sit arbejde med forskning i den italienske renæssance, og han opholder sig så meget, det er muligt, i Rom.

Maiken er på flugt. Mest fra sig selv, men også fra noget rod, som hun ikke kan overskue. Hun er lige blevet alene, igen, hun har mistet sit arbejde og måske også sin lejlighed. Hun synes ikke, hun har fortjent al den modgang. Hun får job i Saudi-Arabien, hvor hun som antropolog skal følge nogle patienters kostvaner. Her kommer hun med i en kvindeløbeklub, og det er et chok for Maiken at lære moderne, arabiske kvinder at kende, for intet er, som hun har fået fortalt. I løbeklubben møder hun den fascinerende Jamila. Hun er lidt af en mundfuld, og hun kommer til at vende op og ned på Maikens selvforståelse. Løbeklubben i Saudi foregår i et arabisk miljø, som Lotte Garbers selv har været en del af i nogle år. Det er både eksotisk og meget fremmed, og diktaturet og det saudiske powerhouse viser sit ansigt. Og det har stadig fuldskæg.

"Kære fuckhoved" er en roman om at blive udstødt af det samfund, man endelig havde tilkæmpet sig en plads i, om ensomhed, desillusion og misbrug, men også om håbet trods alt, og om et venskab, der spirer frem på trods af at have alle odds imod sig.

Rebecca har rundet de 50 år, hun er skuespiller, stadig lige smuk og forførende, men er ved at blive gammel; den rene død for en skuespillerindes karriere. Oscar er forfatter, har skrevet én succesfuld bog og er nu væltet fuldstændig omkuld af en MeToo-skandale. Og så har han svinet Rebecca til offentligt. De to indleder en hadefuld korrespondance, men en fælles relation til Oscars søster åbner op for en uventet ærlig udveksling. De deler deres livshistorier, som begge begyndte i samme forstad til Paris, var præget af fattigdom og hårde kår, og som på en måde endte hver sit sted, hhv. som berømt og feteret skuespillerinde og en fældet hvid mandlig forfatter, MeToo-samfundets absolutte taber. Og alligevel er de overraskende ens: De er begge dybt ensomme, sidder fast i et misbrug, de gerne vil ud af, lever i deres forliste forholds skygger, i den rene desillusion. Indtil venskabet spirer frem og viser dem vejen ud.

Børsen:

Bogen, man ikke bør overse, hvis man bare er lidt frankofil (...) Det er en underholdende, skarp og medfølende korrespondance mellem en skuespillerinde, der er ved at blive gammel, og en forfatter ramt af en metoo-skandale

(...) Der findes ingen god forklaring på, hvorfor den franske forfatter Virginie Despentes ikke er mere populær i Danmark (...)

Information:

Den samtidsroman, vi er mange, der har ventet på (…) den bedste samtidsroman, jeg længe har læst (…) Despentes skildrer nok resignation, men skriften bliver ikke resigneret. Jeg ved ikke, hvem der kan skrive med samme rasende energi, der er en trommeslagerrytme over hendes prosa, som den bare pumper derudaf. (…) Kære fuckhoved er den roman, jeg har savnet om forsoning, overgangsalder, venskab og #Me Too. Virginie Despentes kan skrive om tomhed uden at gå i stå. Hendes kølhaling af samtiden gør sig ingen illusioner, men leverer, fordi hun vover at være kærlig.

Kære fuckhoved er en roman om at blive udstødt af det samfund, man endelig havde tilkæmpet sig en plads i, om ensomhed, desillusion og misbrug, men også om håbet trods alt, og om et venskab, der spirer frem på trods af at have alle odds imod sig.

To kvinder med forskellig baggrund bliver gode venner: Scarlett, født under små kår i Anden Verdenskrigs London, tidligere læge, nu pensioneret og enke, og Rosa, hvis familie flygtede fra Ungarn under opstanden i 1956. Rosa voksede op i København, er freelancetolk og gift med en libaneser. De to kvinder møder hinanden på den spanske ferieø La Gomera, hvor mordet på hotellets kvindelige pianist og deres fælles interesse for Europas historie bringer dem sammen.