"Vi almindelige dødelige er delinger af celler på trods af den helhed, vi fremstår i. Vi er mikroskopiske, før vi bliver til noget, så uendeligt, uendeligt små. Jeg har set det gennem et mikroskop, forstørret op på en skærm på en klinik, hvor hun var i gang med at skabe sig selv, uden mig. Der lå mit barn som fire smukt delte celler uden fragmenter i en petriskål."
Sådan står der et sted i begyndelsen af Marie Ladefogeds science fiction-kortroman "Rejsen til Skyway". Det lyder som noget helt naturligt, eller rettere, som noget der burde være naturligt.
Romanens kvindelige hovedperson, Tine, tænker over denne scene. Lidt efter sidder hun sammen med sin eksmand Jesper og drikker en kop kaffe på en café i København. Som hun siger til sig selv: “Jeg vidste, at det her møde ville ende med, at jeg gik hjem og græd i min seng.”
Men så oplever hun lige præcis dét, der kan forandre verden og få livet til at se anderledes ud: Hun bogstavelig talt falder over en tidsmaskine …
"Rejsen til Skyway", der som læseren vil finde ud af hentyder til fremtids-Danmarks nye hovedstad, Skive, handler, udover selve tidsrejsen, også om aldring hos kvinden og skilsmisse,.
