Uddrag af bogen:
„Jens Thorstrup trådte længere frem. Det var ikke noget behageligt syn. Det var lig aldrig, men dette her var langt det værste, han havde oplevet. Kroppen bestod kun af indtørret hud og knogler, hvis konturer tydeligt kunne ses. Hvis den afdøde så bare havde haft et uskyldigt fredfyldt ansigt, kunne Thorstrup have levet med, at manden formentlig var død af sult et sted. Men hovedet var vredet bagover, og munden stod åben, som om hans sidste skrig endnu ikke var ophørt. Øjnene var sunket langt tilbage, så kun et kranium omtrukket med læderagtig tørret hud udgjorde ansigtet. Det var komplet umuligt at identificere personen ud fra udseendet alene.“
