Søgeresultater: 3

Pandemifiktion indenfor science fiction kan have mange forskellige ansigter. I denne antologi har langt de fleste noveller et dansk tilsnit. Ikke fordi det er et bevidst valg fra vores side, men det er nok for mange, både forfattere og læsere, nemmere at forholde sig til noget, der sker lokalt, selv i en pandemisituation. Typisk er det jo også ‘den lille historie’ i ‘den store katastrofe’, der giver nærvær.

Et rumvæsen kom svævende gennem universet, båret på titusindvis af stjerners solvinde, krummet sammen om sig selv og i kryptobiotisk dvale. Det var et mikroskopisk dyr, 0,1 millimeter langt, semigennemsigtigt, teddybjørne-bænkebider-lignende og med hoved i begge ender. En dag i maj år 2019 blev det indfanget af jordens tyngdefelt og faldt ned på overfladen, helt konkret på maveskindet af en ung kvinde ved navn Winnifred (kaldet Winnie) Hemmingsen, der lå i morgensolen på Sydvestpynten af Amager ved København. Rumvæsnet trillede ned i hendes navle og i denne svedige og letbehårede hulnings mørke fandt det betingelser, der mindede om dets fjerne hjemplanet; det vågnede af dvalen, rullede sig ud og førte sine to spidse tunger ned i huden. Da Winnie lidt efter vendte sig om på siden efter en medbragt termokande, var det allerede for sent: Frem til hendes død knap to måneder senere formerede disse bittesmå væsner sig på hendes hud og gjorde hende eksponentielt mere rynket og mere liderlig. Winnie Hemmingsen blev det første offer for det, der officielt skulle få betegnelsen MIWD, Mite Induced Wrinkle Disease, men i folkemunde blot kaldes ’rynkekneppesyge’.

”Tror I, hun har fået kuller?” var der en, der hviskede. Ordene nåede op til hende alligevel. Astrid stoppede på afsatsen. Hun sank. Komplekskuller. Det var en dødsdom. Indespærring fik folk til at miste forstanden. Det vidste alle. Ligesom alle vidste, at den eneste vej ud af kuller, var en frisættelse. Frygten for det udenfor har defineret livet lige så langt tilbage, Astrid kan huske. Det, og knaphed af alt fra plads til ressourcer i de hermetisk lukkede bygningskomplekser. Alle skal være nyttige og bidrage til fællesskabet. Det eneste fællesskab hun kender til, er det hun har med sine online venner. De er hinandens faste holdepunkter i en verden, der ofte kalder dem ubrugelige og derfor ikke mener, at de har ret til at eksistere. Men hvad sker der egentlig, når man frisættes? Ingen er nogensinde kommet tilbage efter at være blevet smidt ud, og det sidste, man hører fra de frisatte, er deres skrig.