Søgeresultater: 3

"Vi almindelige dødelige er delinger af celler på trods af den helhed, vi fremstår i. Vi er mikroskopiske, før vi bliver til noget, så uendeligt, uendeligt små. Jeg har set det gennem et mikroskop, forstørret op på en skærm på en klinik, hvor hun var i gang med at skabe sig selv, uden mig. Der lå mit barn som fire smukt delte celler uden fragmenter i en petriskål." Sådan står der et sted i begyndelsen af Marie Ladefogeds science fiction-kortroman "Rejsen til Skyway". Det lyder som noget helt naturligt, eller rettere, som noget der burde være naturligt. Romanens kvindelige hovedperson, Tine, tænker over denne scene. Lidt efter sidder hun sammen med sin eksmand Jesper og drikker en kop kaffe på en café i København. Som hun siger til sig selv: “Jeg vidste, at det her møde ville ende med, at jeg gik hjem og græd i min seng.” Men så oplever hun lige præcis dét, der kan forandre verden og få livet til at se anderledes ud: Hun bogstavelig talt falder over en tidsmaskine … "Rejsen til Skyway", der som læseren vil finde ud af hentyder til fremtids-Danmarks nye hovedstad, Skive, handler, udover selve tidsrejsen, også om aldring hos kvinden og skilsmisse,.

Det var aldrig meningen, at Jasmine Bashara skulle være en helt. Hun ville bare være rig. Ikke styrtende rig som mange af de besøgende i hendes hjemby, månekolonien Artemis. Bare rig nok til at flytte ud af sin kisteagtige lejlighed og spise noget, der er bedre end alger tilsat smag. Rig nok til at betale en gammel gæld. Da chancen for et stort udbytte byder sig, siger Jazz ikke nej. Det kræver dog, at hun tager springet fra at være en ubetydelig smugler til at være kriminel strateg, og der kræves også en helt særlig kombination af kløgt, tekniske færdigheder og store eksplosioner – for ikke at nævne en rendyrket fræk attitude. Planlægningen af den perfekte forbrydelse er kun begyndelsen på Jazz’ problemer. Hendes lille kup placerer hende midt i en sammensværgelse om kontrollen over Artemis – og snart jages hun af både loven og en lovløs morder.

Verden krakelerer. Det er ikke kun vejret, der raser, og isen, der slår sprækker. Mellem individer, befolkningsgrupper og ideologier opstår revner, som vokser til uoverstigelige kløfter. Forandringen spreder sig som et usynligt kaos i det velordnede samfund. Som katastrofer så store og ubegribelige, at der kun er mulighed for at flygte, fornægte eller at overgive sig. I ‘Ord har hærget’ bliver alt forsøgt. Mennesker søger tilflugt bag høje mure eller på idylliske ferieøer. Nogle tilpasser sig i hverdagens fortrængninger. Andre tager afstand fra fortidens rædsler, men kommer derved til at varsle begyndelsen på nye mareridt. I denne novellesamling præsenterer Gudrun Østergaard læseren for glimt af en foruroligende sandsynlig fremtid. Der er fremtidssyner af en verden dækket af hav og permafrost. Der er ildevarslende beretninger om et genkendeligt Danmark, hvor censur, fascisme og racehad lurer under overfladen. Novellerne tager læseren med på en orwelliansk færd, hvor der ikke findes nogen lette svar.