Søgeresultater: 3

Sovjetunionen 1953. Stalin holder landet i et jerngreb godt hjulpet af den statslige sikkerhedstjeneste, hvis nådesløse brutalitet alle kender og frygter. I det perfekte socialistiske samfund findes der officielt ikke kriminalitet. Politikommissæren Leo Demidov fra magtens centrum i Moskva er i sandhed systemets mand. Men da en række børn findes dræbte under mystiske og bestialske omstændigheder, må selv han erkende, at dødsfaldene ikke kan fejes ind under gulvtæppet som "hændelige uheld". Leo må satse alt, hvad han har kært, for at fange seriemorderen, og hans trofasthed over for staten sættes på den endelige prøve. Det samme gør forholdet til hans kone Raisa. For i Stalintidens Sovjet er kærlighed ikke til at skelne fra bedrag.

"Barn nr. 44" er Tom Rob Smiths stærke og bemærkelsesværdige debutroman, der blev indstillet til Man Booker-prisen i 2008. Den er inspireret af virkelige begivenheder fra Sovjetunionen i 1980’erne og beskriver, hvordan dét at leve i et samfund underlagt angst kan gøre selv de bedste venner til fjender og tvinge familier til at skjule mørke hemmeligheder.

"Fremragende, rystende og blændende debutroman om forbrydelse og (mangel på) straf under Stalins terrorregime … Der er mange skjulte lag, labyrintiske veje og kinesiske æsker inden i debutanten Smiths ’Barn nr. 44’. Thrilleren er spændende hele vejen … Bogen er blevet retfærdigt indstillet til Man Booker-prisen 2008. Og lad os lande på et par floskler; ikke for sarte sjæle, men til gengæld til læseren, som sjældent læser krimier."
– Politiken

"Tom Rob Smith skildrer det velbegrundede sovjetrussiske paranoia så overbevisende i Barn nr. 44, at den forplanter sig til læseren."
– Weekendavisen

"Hovedattraktionen er den forstemmende og dybt fascinerende, nærmest Orwellske beskrivelse af den perverse logik, som lå bag Stalins terrorregime, og ikke mindst, hvordan det påvirkede både ofre og bødler."
– Ekstra Bladet

"Barn nr. 44 er en ener, fordi den oven i thrillerens genremæssige jerngreb om læseren lægger så mange lag af menneskekundskab og social og politiks indignation …Ret meget bedre bliver en bog ikke."
– Jydske Vestkysten (******)

Ny selvstændig thriller af forfatteren til Kridtmanden.

Da Gabe en aften er på vej hjem, ser han ansigtet af en lille pige, han kender, i bagruden af bilen foran ham. Hun miner ét ord: Far. Det er sidste gang, han ser sin femårige datter, Izzy. Politiet tror, hun er død. Men tre år efter kører Gabe stadig rundt på vejene og leder efter den bil, der tog Izzy. Han har ikke opgivet håbet.

Fran og hendes datter, Alice, leder ikke, men er på flugt. Altid et skridt foran dem, der vil gøre dem fortræd. For Fran kender sandheden om Gabes datter - og hun ved, hvad de andre, dem, der jagter hende og Alice, vil gøre, hvis de nogensinde fanger dem ...

"C. J. Tudor er fantastisk. Jeg kan ikke vente med at se, hvad hun finder på næste gang." - Harlan Coben

"Overbevisende og dragende." - Sunday Express

"Meget underholdende og frydefuldt uhyggelig." - Alex Michaelides, forfatter til Den tavse patient

"C.J. Tudor har gjort det igen. En fascinerende isnende og stemningsfuld page-turner." - J.P. Delaney, forfatter til Kvinden før

Ikke mange kriminalforfattere synes at have så uhindret adgang til menneskets sorte sider som norske Karin Fossum. Det beviser hun igen i "Jeg kan se i mørke", som er beretningen om den mandlige sygeplejer Riktor, der arbejder på et plejehjem. Udadtil er han en pligtopfyldende, høflig person, som ingen kan sætte en finger på, selv om han er lidt "sær". Men indadtil er han plejeren fra Helvede.
Riktor følger altid sine laveste instinkter, og han føler sig i sin gode ret til at gøre det. Derfor piner han sine patinter, som er for gamle og senile til at afsløre ham: Han river dem i håret, skyller deres medicin ud i lokum, fortæller dem, at de skal dø.
Men Riktor vil egentlig gerne ud af sin ensomhed. Derfor slutter han et mærkeligt venskab med den stærkt alkoholiserede Arnfinn, som han møder i en park. En dag ser Riktor Arnfinn stjæle penge fra Riktors pung. Uden at tøve slår han ham ihjel med en hammer og begraver ham under en rododendronbusk i baghaven.
Få dage efter dukker politiet op. Men det er ikke Arnfinn, de leder efter. De anklager Riktor for et mord på en patient på plejehjemmet - et mord, han imidlertid ikke har begået.

Karin Fossum er en mester i at beskrive gråzonerne i menneskesindet - også i læserens. For har Riktor egentlig ikke fortjent at blive dømt, ligegyldigt for hvad?