Søgeresultater: 5

En sen aften i 1987 sidder Leif på 18 år og spiller matador med sin far Uff'. Leif taber. Og det får store konsekvenser, for som spillets vinder bestemmer Uff', at Leif skal i trøjen, selvom han har trukket frinummer. Ja, faktisk har han allerede meldt Leif til marineinfanteriet på Bornholm. Men under en øvelse kommer Leifs deling ud for en ulykke. Han knækker og indlægges på militærpsykiatrisk. Og deserterer, da han udskrives.

Romanen begynder den 11. september 2001, da Kim Dahlman-Winther - en desillusioneret, lettere kuldslået ca. 60-årig mand - sidder i sit sommerhus og på tv følger begivenhederne i New York. Med samme kompositionsprincip som i trilogiens to første bind, Esbern og Hovedløs, klippes der i tid. Vi følger Kim, fra vi slap ham i midten af 1940'erne til denne skelsættende dato. Men til forskel fra de to foregående romaner, hvor synsvinklen skiftede mellem det store persongalleri, ligger den nu udelukkende hos Kim.

Kim har kunstnerdrømme, men har aldrig ført dem ud i livet. Nok i erkendelse af, at de ikke kan bære. Han er endt som scenograf, en glad amatør, som han siger, der lever af at lave kulisser. Kim er ingen lykkelig mand, han er en uforløst middelmådighed, der forsøger at gebærde sig mellem tilværelsens sætstykker. Hans ægteskab med den begavede museumsinspektør Jette Rigger-Christiensen er gået i stykker. Hans forhold til både moderen og søsteren er distanceret. Hans farmor, kunsthistorikeren Henriette Dahlman-Winther, der har været familiens store, dominerende skikkelse, ender som mere eller mindre senil. Hans forsøg på at finde ud af, hvorfor hans far, den mytologiske Esbern, tog af sted til Spanien for at bekæmpe fascismen, ender i den ret triste konklusion, at han simpelt hen ikke kunne holde den kvindedominerede og (små-)borgerlige lukkethed ud og derfor stak af ...

Alt er kort sagt noget rod.

Egon Clausens reviderede erindringer er levende, stærk og varm læsning for alle, der selv har oplevet som ung og voksen at føle sig anderledes i hjem og miljø, for derefter at fjerne sig fra det, men som voksen at ønske en forsoning.

Sidste nat i Twisted River starter i 1954 i spisehuset i en savværks- og skovhuggerby i den nordlige del af staten New Hampshire, hvor den ængstelige 12-årige dreng Danny forveksler den lokale undersherifs kæreste med en bjørn - med katastrofale konsekvenser til følge.
Hans far, Dominic, enkemand og kok på stedet, kender til undersheriffens temperament og beslutter, at de nok gør bedst i omgående at forlade området. Danny og Dominic begiver sig derfor ud på en rejse, der fører dem til Boston, videre til det sydlige Vermont og til slut til Toronto. Deres tur strækker sig over de følgende fem årtier og byder på en lang række begivenheder og møder med mennesker.

Sidste nat i Twisted River bevæger sig både i tid og sted og bliver et billede af USA gennem halvtreds år - og ikke mindst er rørende portræt af en far og hans søn. Som altid er John Irvings velkendte univers fuld af elskelige eksistenser og skæve situationer, beskrevet med lige dele humor og dyb alvor.

"... en forbandet fed og ødsel læseoplevelse, der helt uden rysten på hånden kan anbefales til sommerferiens aflsappede stunder."
- Politiken

Den unge mand Martin opsøger sin far, den tidligere skuespiller Troels Møller, i en ældrebolig på Fyn og lader ham fortælle frit fra leveren om sit liv. Det bliver et drama, der på rollelisten - ud over den lovende skuespiller på Det Kongelige Teater i begyndelsen af 1970’erne - tæller kendte og mindre kendte skuespillere og instruktører, kærester og koner, en texansk sektleder, timesharesælgere på Madeira og psykiatriske overlæger.

Skuespilleren der forsvandt er også en fortælling om forholdet mellem en far og hans søn. Det er en historie om drømmen kontra virkeligheden og en slags meditation over tiden og erindringen.