Søgeresultater: 5

Nogenlunde på størrelse med universet er en selvstændig fortsættelse af Jón Kalman Stefánssons roman fra 2013 Fisk har ingen fødder. Vi befinder os i Keflavik, en afsidesliggende flække, som er kendt for den sorte lava, den evige vind og den amerikanske militærbase, og som er et sted, hvor solen på en stille dag står op som et lydløst vulkanudbrud. Ari, en islandsk forfatter og forlægger, vender hjem for at se sin far, der ligger for døden. Det bliver et møde med fortiden, med barndommen og ungdomsårene, moren som døde, faren som drak, de gamle venner, konen som han forlod. Det er en historie om brændende lidenskab og forbudt kærlighed, om vold, sorg og svigt. Margret, Aris bedstemor, elsker sin mand højt, men længes efter den kloge rektor Torkel, som lærer hende at se på stjerner. Ari elsker sin kone, men er hende utro. Nu ligger han på et hotelværelse i Keflavik og lytter til en kvinde i naboværelset, som synger: ”Sig mit navn som kun du kan sige det, så ved jeg, at jeg er til.” Hvor stor kan sorgen være? Ja, nogenlunde på størrelse med universet.

I Historien om Asta følger vi Asta, hvis navn betyder kærlighed på islandsk, og netop kærligheden kommer til at skabe ravage gennem Astas liv. I starten af romanen møder vi Astas forældre, Helga og Sigvaldi, som forelsker sig hovedkulds i hinanden. Helga er lidt af en femme fatale, hun er umådelig smuk og driver mændene til vanvid og en dag forlader hun pludselig manden og sine to små piger. Sigvaldi lammes af Helgas svigt og formår ikke at tage sig af sine to døtre, så Asta ender i pleje hos en varm og godhjertet kvinde. Men da hun brækker næsen på skolens mest populære fyr, sendes hun på sommerophold på vestlandet hvor hun møder Josef med de smukke øjne, og han bliver starten på Astas omtumlede kærlighedsliv.

Vi befinder os i Keflavik, som er blevet kaldt Islands mørkeste sted, og som er kendt for sin amerikanske militærbase og den evige vind fra havet. Et sted der er lige så tomt og svært at blive klog på som den hjemvendte Ari. Bogens navnløse fortæller og Ari havde engang en drøm om at redde Island med poesi, men en morgen forlod Ari konen, fordi han følte, at han var ved at blive kvalt, og han slog sig ned i København som forlagsredaktør. Nu vender han tilbage, fordi hans far er ved at dø, og han konfronteres med alle de uløste problemer i sin egen fortid. Ingen kan gå på vandet, derfor har fisk ingen fødder.

To mænd mødes tilfældigt en tidlig morgen på broen over til Ulvøya i Oslo. Tommy og Jim. De har ikke set hinanden i 35 år, men fra barnsben og indtil de var 18 år gamle, var de uadskillelige, som brødre. Det var et venskab, der var lige så naturligt som det at trække vejret. Da de mødes igen, står Jim og fisker på broen, og Tommy kommer kørende i sin nye Mercedes. Fortid møder nutid i det døgn vi følger dem, i starten af september, 2006.

Den lille dreng er syv år gammel og har netop mistet sin mor. En morgen kommer en fremmed kvinde ud fra farens soveværelse og indtager morens plads. Mens drengens far kaster sig over arbejdet på byggepladsen, flygter drengen med sine tinsoldater ind i en eventyrlig parallelverden. Han hører bedstemorens stemme fortælle – om de drømme menneskene bar på længe før han fandtes, om hvad det vil sige at høre sammen.