Søgeresultater: 8

En urovækkende og poetisk fortælling om magt, skæbne og omsorg.

Romanen Fuglene fra 1957, der regnes for Vesaas’ mesterværk, handler om Mattis, tusten eller tossen, ham der ikke er som de andre, men som oplever verden på en intuitiv måde, hvor alting får karakter af hemmelighedsfulde tegn. Han oplever det som et lille mirakel, når der kommer et sneppetræk over huset. Han kan tyde fuglenes sprog, sneppen skriver små breve til ham med næb og kløer, og Mattis stiller livets store spørgsmål, som ingen kan svare på. I det lille bygdesamfund er Mattis ringeagtet og ensom. Han kan ikke passe et arbejde og bor sammen med sin søster, Hege, som forsørger dem ved at strikke trøjer. Hans største triumf oplever han, da to piger samler ham op på en holm i søen, hvor han har søgt tilflugt, fordi hans plimsoller af en båd har taget vand ind. Da han ror de to ind til købmanden, kan han vise de lokale, at han godt kan være sammen med nogen, som respekterer ham, som den han er. En dag får Hege den idé, at Mattis kan være færgemand og ro folk over søen. Og han ror frem og tilbage, men der er ikke en sjæl at se, før skovhuggeren Jørgen en dag dukker op. Det ender med, at skovhuggeren flytter ind i deres lille hus, og Hege blomstrer op, mens Mattis føler sig mere udenfor end nogensinde. En dag tager han ud på søen, han har en plan og vil udfordre skæbnen.

Det er tre uger siden, drengen kom til byen med et bind poesi, som havde kostet hans ven Bardur livet. Sammen går han og landposten Jens over til Vinterkysten. Det er sidst i april, og uvejret får himmel og jord til at flyde sammen og udvisker verdenshjørnerne og landskabet.

Englenes sorg er andet bind i en trilogi, hvor Himmerige og helvede var første del.

Vi befinder os i Keflavik, som er blevet kaldt Islands mørkeste sted, og som er kendt for sin amerikanske militærbase og den evige vind fra havet. Et sted der er lige så tomt og svært at blive klog på som den hjemvendte Ari. Bogens navnløse fortæller og Ari havde engang en drøm om at redde Island med poesi, men en morgen forlod Ari konen, fordi han følte, at han var ved at blive kvalt, og han slog sig ned i København som forlagsredaktør. Nu vender han tilbage, fordi hans far er ved at dø, og han konfronteres med alle de uløste problemer i sin egen fortid. Ingen kan gå på vandet, derfor har fisk ingen fødder.

Himmerige og helvede er en barsk, gribende og poetisk beretning om himmel og helvede på Islands vestkyst for hundrede år siden, hvor grænsen mellem liv og død er knivskarp, når man er fisker og tager ud på havet i en åben båd med seks årer. En poetisk skæbnefortælling om livets store spørgsmål.

I Himmerige og helvede mistede drengen sin bedste ven til havet og uvejret. I Englenes sorg mødte han og postbudet døden i snestormen på fjeldet. I Menneskets hjerte, som er det tredje og sidste bind i Stefánssons trilogi, bor han i landsbyen hos Geirtrud, en egensindig kvinde, som må slås for sin selvstændighed mod købmændene, der er byens magtfulde mænd. I landsbyen handler alt stadig om fiskeri, men også her melder de nye tider sig med dampskibet, telefonen og nye ideer. Menneskets hjerte er en bog om kærlighed og frihed. Hvad vil det sige at elske og blive forelsket, spørger drengen. Og hvem skal man egentlig vælge?

I Historien om Asta følger vi Asta, hvis navn betyder kærlighed på islandsk, og netop kærligheden kommer til at skabe ravage gennem Astas liv. I starten af romanen møder vi Astas forældre, Helga og Sigvaldi, som forelsker sig hovedkulds i hinanden. Helga er lidt af en femme fatale, hun er umådelig smuk og driver mændene til vanvid og en dag forlader hun pludselig manden og sine to små piger. Sigvaldi lammes af Helgas svigt og formår ikke at tage sig af sine to døtre, så Asta ender i pleje hos en varm og godhjertet kvinde. Men da hun brækker næsen på skolens mest populære fyr, sendes hun på sommerophold på vestlandet hvor hun møder Josef med de smukke øjne, og han bliver starten på Astas omtumlede kærlighedsliv.

Nogenlunde på størrelse med universet er en selvstændig fortsættelse af Jón Kalman Stefánssons roman fra 2013 Fisk har ingen fødder. Vi befinder os i Keflavik, en afsidesliggende flække, som er kendt for den sorte lava, den evige vind og den amerikanske militærbase, og som er et sted, hvor solen på en stille dag står op som et lydløst vulkanudbrud. Ari, en islandsk forfatter og forlægger, vender hjem for at se sin far, der ligger for døden. Det bliver et møde med fortiden, med barndommen og ungdomsårene, moren som døde, faren som drak, de gamle venner, konen som han forlod. Det er en historie om brændende lidenskab og forbudt kærlighed, om vold, sorg og svigt. Margret, Aris bedstemor, elsker sin mand højt, men længes efter den kloge rektor Torkel, som lærer hende at se på stjerner. Ari elsker sin kone, men er hende utro. Nu ligger han på et hotelværelse i Keflavik og lytter til en kvinde i naboværelset, som synger: ”Sig mit navn som kun du kan sige det, så ved jeg, at jeg er til.” Hvor stor kan sorgen være? Ja, nogenlunde på størrelse med universet.