Søgeresultater: 8

En familie samles en sensommerdag i 1938 for at fejre mormoderens 90 års fødselsdag, og det går som det skal: man spiser og drikker, snakker og danser, glædes og skændes. Men inden festen begynder, foreviges alle på et slægtsfoto, der tages på den store plæne foran huset. Barnebarnet Morten, der er for lille til at deltage, fortæller om et døgn fuld af uskyld og skyld, kærlighed og irritation, idyl og truende krig.
"Et lille mesterværk ... det er svimlende godt gjort." - Lars Bukdahl, Weekendavisen.
"Det er aldrig lykkedes smukkere end i denne nye roman, der er så umiddelbart velskrevet og veldrejet og morsom." - Preben Meulengracht, Jyllands-Posten.
"Pletskud ... et kalejdoskopisk netværk af uskyld og skyld, kærlighed, irritation og megen moro, idyl og truende krig." - Bo Kampmann Walther, Kristeligt Dagblad.

Romanens jeg er en 70-årig  litteraturprofessor, der lever et godt borgerligt, liv med Aline. Han har siden skoletiden haft en ven, maleren Nikolaj Værn, men pludselig har Nikolaj afbrudt forbindelsen. Det forstår hovedpersonen ikke, for de har delt stort set hele livet med hinanden, og  der er kun døden tilbage. Hvorfor så uvenskab? Hvorfor betyder Nikolaj så meget? - hvorfor er jeg'et altid så tilbageholdende og flegmatisk i forhold til livet? Hvorfor er han trods ydre borgerlig succes så skuffet? Hvem er han egentlig?

Læs mere om forfatteren, Klaus Rifbjerg.

I et vittigt portræt af 1930'ernes Danmark fortælles om tjenestedrengen, der stikker af med Ølstykkepræstens arvesølv og havner i København, hvor han hurtigt lærer at begå sig mellem smågangstere og alfonser.

Klaus Rifbjergs ARKIVET - Tidsbillede fra 50'ernes København koncentreret om to unge studerendes almindelige hverdag.

Emma og Richard Nielsen er et ægtepar midt i 70'erne, der bor i hus i Vanløse. Han er pensioneret lærer fra Ingrid Jespersens Skole, hun fra biblioteket. De har to midaldrende børn, Rie, der arbejder på et reklamebureau, er fraskilt og mor til den 18-årige Anders, der er elev på Forfatterskolen, og Carsten, der til familiens store overraskelse og misbilligelse er sekondløjtnant i militæret og for tiden udsendt til Irak og en barsk hverdag i Camp Tordenskjold. 
Hvad handler Dagstelegrafen om? - den er bl.a. et øjebliksbillede af en familie og dermed af nogle personer, der er følelsesmæssigt tæt forbundne, men som alligevel er forskellige og skilt ud fra hinanden i den ensomhed, som er tilværelsens vilkår. Der er fortidsknuder og fortielser, bl.a. afsløres det pludseligt, at Richard i ægteskabets første år har haft en affære med en digterinde, som han ikke var forelsket i, men som tiltrak ham seksuelt, og som måske/måske ikke repræsenterede den sult efter lidenskab og drift, som han ellers ikke vidste, hvad han skulle stille op med, og som, da den afsløres nu så mange år efter, får Emmas hele tilværelse til for et øjeblik at styrte sammen i følelsen af et stort illusionsnummer. Der er Richards pludselige død, der måske/måske ikke forrykker nogle ting i familien, der er Ries altid ukuelige humør, der dækker over en aldrig tilfredsstillet længsel, og der er Anders, der kæmper for at komme ind i kunsten som sig selv (og her leveres et satirisk portræt af Forfatterskolen!) og derfor har planer om at tage navn efter sin barndoms sommersted: Nyord. Der er Carsten, der har valgt en macho-vej, måske/måske ikke i trods mod den kulturradikale og humanistiske baggrund, som forældrene og en borgerlig Vanløse-baggrund giver, men er det lykken? - næppe ...
 
Dagstelegrafen er en roman om livet med dets strid og længsler og kampe og om den stædige energi, den enkelte lægger i det for at få det hele til at glide. Dagstelgrafen er den registrerende bevidsthed og det konstante aftryk, livet sætter i mennesket. Det er alt det, der tikker ind og lagres og former et menneske og dets reaktioner, og det er gennemlyst og beskrevet med stor seismografisk følsomhed. 
 

Romanen Joker handler om en journalist, Jeremias Lister, der praktiserer »New Journalism«. En fraskilt mand på ca. 40 år, der mener at virkeligheden, det lige omkring os med lugte og ru overflade, er meget mere spændende end kunsten. Det gælder bare om at gå tæt på. Aflure virkeligheden, gå på listesko, se, gengive, fortælle, sådan som Jeremias Lister kan det.

Omkring ham træffes hans tidligere kone Kirsten, hans nye veninde Karen, hans sidste »ven«, dværgen Nielsen og kollegerne på bladet, et blandet kompagni af »venstreorienterede« og andre, »der har gennemskuet det hele«. Bogen skildrer ensomheden og forladtheden, de smarte, tunge drenges længsel efter at være sammen med nogen, drømmen om at livet og arbejdet skal have en mening…

Tiden er 1939, stedet er København, personerne er den midaldrende englænder George Taylor, der i mange år har boet i Tyskland, hans 18-årige elsker Erich og Georges ven, englænderen William, der støder til parret, da de har boet et par måneder på Østerbro.

George og Erich er flygtet fra et nazityskland, der afskyr homoseksuelle, og som oven i købet truer med at indrullere Erich i hæren. De rejser eller nærmest flygter til det bornerte og småborgerlige, men politisk mere fredsommelige Danmark, hvor de lejer et værelse hos familien Christensen. Værtsparret får hurtigt færten af forholdets karakter, og det bekræftes, da fruen åbner døren til badeværelset og finder de to nøgne mænd i en hed omfavnelse. I første omgang bruger hun afsløringen til at presse huslejen i vejret, men da Erich også forlyster sig med datteren i huset, bliver de to mænd smidt ud.

Efter et par måneder begynder George at kede sig gudsjammerligt, også over Erich, der er gudesmuk og liderlig, men intellektuelt u(ud)dannet. George, der har udgivet en enkelt bog og gerne vil være fuldtidsforfatter, beder vennen William, der er jævnaldrende og langt mere intellektuelt stimulerende, om at komme, og det ender med, at de to sejler til USA, bort fra kedsomheden og det stadig mere politisk-betændte Europa.

En selvstændig og veloplagt fortsættelse af Esbern med stort set det samme persongalleri. Tiden er nu henlagt til krigen og den tyske besættelse, hvor danskerne i forfatterens beskrivelse ikke opfører sig så ideologisk korrekt og moralsk anstændigt, som man måske bilder sig ind.