Søgeresultater: 7

Per Vadmands anden roman ”Manden der skrev breve” er en psykologisk thriller om kommunalpolitikeren Bent Andersen, der oplever det ultimative mareridt: at få stjålet sin identitet. Hvem er det, der under hans udlandsrejse har siddet og skrevet ondskabsfulde og injurierende breve til aviser og privatpersoner i hans navn – og tilmed gjort det så dygtigt, at selv Bent kommer i tvivl: Har han mon selv skrevet dem uden at vide det? Familie og venner vender ham ryggen, og han må helt alene prøve at rede trådene ud. Per Vadmand er selv flittig læserbrevsskribent i bl.a. Information, så han har gode forudsætninger for at leve sig ind i Bent Andersens genvordigheder. Det er en solid, velfortalt og godt gennemkomponeret spændingshistorie, hvor uhyggen ikke kun er i det ydre handlingslag, men i høj grad også – og måske endda mest – på det indre psykologiske plan.

Tredje og sidste del i Ole og Ida triologien, en historie- eller krønikeskrivning om perioden fra omkring 1940 til i dag. En stor, gammel kasse på en stille villavej på Frederiksberg - som skabt til et kollektiv eller bofællesskab, eller hvad man nu vælger at kalde det. Det er rammen om denne roman, hvor forfatteren Per Vadmand endnu en gang vender tilbage til personkredsen fra de tidligere romaner ”Bag døren” og ”Flyttedag”. Vi følger Ida og Ole gennem den sidste del af deres livs rejse. Undervejs får vi glimt af Idas usædvanlige barndom som jøde i en lille landsby i Nordjylland og hendes turbulente ungdom i halvfjerdsernes Købehavn - og får blandt andet understreget, at man aldrig bliver for gammel til at få bank af politiet Ole og Ida triologien: - Bag døren (2003) - Flyttedag (2007) - Idas hus (2013)

Anden del i Ole og Ida triologien, en historie- eller krønikeskrivning om perioden fra omkring 1940 til i dag. Hvilken forbindelse er der mellem en gammel papæske i et pulterkammer i Bergthorasgade, en halvfemsårig veteran fra den spanske borgerkrig i kørestol på et plejehjem i Kongelunden og en sommerudfluft i den finske skærgård? I sin tredje roman “Flyttedag” vender Per Vadmand tilbage til nogle af personerne fra debuten “Bag Døren.” Gennem en række krydsklip i tid mellem Vinterkrigen i Finland, Danmarks besættelse og befrielse og årene frem til nutiden oplever læseren, hvordan fortidens kampe stadig udkæmpes – endda med tilbagevirkende kraft.” Ole og Ida triologien: - Bag døren (2003) - Flyttedag (2007) - Idas hus (2013) "Vadmand skal roses for på en elegant måde at betro os, hvilke tanker der ligger bag de fem smilende ansigter (på forsidebilledet, PV). Han tegner dem med lys og skygger - og med små spring i tiden tildeles læserne stadig flere brikker til et ikke helt let puslespil. Dette (...) giver læseren hovedbrud - og holder hende/ham fængslet til bogens sidste sider." - Arne Klinder, Lokalbladet Midtsjælland - "God, hverdagsrealistisk roman fra nutidens Danmark, men tyngdepunktet i handlingen er tilbageblik på personer i tiden omkring 1940, som skildres fængende og overbevisende. (...) Godt romanhåndværk med fint tidsbillede, troværdige personer og levende sprog - Marianne Majgaard Jensen, DBC -

Første del i Ole og Ida triologien, en historie- eller krønikeskrivning om perioden fra omkring 1940 til i dag. Forestil dig, at du pludselig bliver kontaktet af en ung mand, der påstår, han er din søn. Og at denne mand oven i købet er en skinhead i sort læder. Noget af en omvæltning, måske glædelig – men er denne søn nu også, hvad han giver sig ud for? Ole Jørgensen er fritidsjazzmusiker, efterlønner og lidt af en eneboer, og mange ville nok kalde ham en halvgammel, sur fyr. Han er ikke meget for alt for store følelser, men han har en bolleveninde, Ida, som han ser ind imellem. Pludselig dukker sønnen Karl op på arenaen. Men er Karl racist eller autonom eller noget helt tredje? Eller er han i virkeligheden på de pæne drenges side? Ole bliver trukket ind i et miljø præget af fordomme og racehad, og samtidig bliver det sværere og sværere at holde følelserne på afstand. Ole og Ida triologien: - Bag døren (2003) - Flyttedag (2007) - Idas hus (2013) Per Vadmand har arbejdet som oversætter siden 1979. Han har oversat tegneserier, fag- og skønlitteratur. Han er tekstforfatter til adskillige tegneserier, bl.a. Valhalla og Poeten og Lillemor. Per Vadmand er selv ivrig jazzmusiker, forfatter til en lærebog i orkestersammenspil og har komponeret og arrangeret jazz-cd’er. Bag døren er hans første roman. ANMELDELSER I DANSKE MEDIER Per Vadmand har gjort sin hverdagshelt så grå og uanselig, at læseren faktisk starter med at overse ham. Både på grund af alder og ved selvvalg er Ole mere eller mindre koblet af det danske samfund. Og han lukker heller ikke sin bolleveninde Ida gennem 25 år langt ind i sit liv. I det hele taget er det svært at hamre døren ind hos Ole, indtil den ukendte søn Karl melder sig på banen. Romanen har sikker tæft, når den afdækker Karls fortid som institutionsbarn og hans grove sprog på internettet. Med en blanding af stædighed og ligefremhed får Vadmand fat på sproget i de ekstreme submiljøer, når Karl kalder indvandrerne for »vandrende telte på gaderne« og »verdenserobring med fyldte barnevogne«. Det groteske og ekstremistiske sprog er ramt på kornet. - POLITIKEN - "En gammeldags roman med en masse god atmosfære i skildringen af dagens København, og den emmer af de spændinger, der også er. En sen, men lovende debut, og en roman, der skriver sig varm og op, og som man hygger sig med trods det lidt dystre emne, ikke mindst fordi handlingen med den træske anti-'detektiv' af en far er både meningsfuld og kriminalistisk, spændingsopbygget med et fint håndelag." - INFORMATION - »Bag døren« har en sorgmunter tone, som passer til emnet, der skifter mellem det tragiske og det bare hverdagsagtige, og så pludseligt skrider over i det ekstreme. Ganske som Ole Jørgensen har Per Vadmand et frygtsomt forhold til klicheer, der gør, at han både citerer dem og skaber distance til dem... »Bag døren« er solid realistisk underholdning med et politisk stof. - BT - ...en af den slags bøger, man falder ind i og føler sig hjemme... "Bag Døren" fænger fra side 1, og bogen kunne i virkeligheden også godt have været markedsført under "spænding"... godt plot, troværdig psykologi og en plausibel forløsning. - DR KULTUR - Per Vadmands roman "Bag Døren" handler om familiefølelse og tilhørsforhold, men den handler så afgjort også om racehad, nynazisme og andengenerationsindvandrere. Emner, som alle er genkendelige og uhyre aktuelle i samfundet i dag. Der rodes op i fortiden, og flere døre åbnes, mens andre kan lukkes. Det billede, der langsomt tegnes af Karl, er ligeledes veltegnet ubehageligt. - DAGBLADET KØGE - Per Vadmand giver i "Bag døren" en fin skildring af en midaldrende jazzglad mand. Det Danmark, han er den lidt gnavne registrant af, står skarpt. Netop passeret de 60 lever Ole Jørgensen et stille liv som efterlønner ... Der sker ikke meget i det daglige, men han registrerer alle de tegn på tidernes forfald, der omgiver ham. Han er sig rollen som jeronimus bevidst og nyder den. Oplivende momenter er, når han udfolder sig på trompet i et jazzorkester eller er sammen med bolleveninden Ida. - FLENSBORG AVIS -

Året er 1967. Fem kammerater har lige været oppe til filosofikum, og inspireret af en kraftig dosis elefant-bajere sværger de hinanden evigt venskab, for, som en af dem siger: Der er ingen tvivl om, at »vi fem i forening vil være en kraft, der vil kunne få universet til at skælve i sin grundvold.« Det kom ikke til at gå helt sådan … ELEFANTERNE er en krønike om fem mænd og deres efterhånden tilkommende familier fra det magiske »året før 68« op til årtusindskiftet. Lidt for gamle til at deltage i »ungdomsoprøret« og lidt for unge til at lade være.

Året er 2018. I et København, der er ved at smelte i en sommer, der slår alle rekorder både i længde og temperatur, forsøger den pensionerede kriminalassistent Hørgaard med hjælp fra en skolelærer og en yngre kollega endnu en gang at finde ud af, hvad der egentlig skete med det lig, der forsvandt under hans første sag i det lige så mærkelige år 1967, ”året før 68”, hvor nyhederne var fulde af Vietnam, Biafra, Junikrigen og Kulturrevolutionen, og hvor København havde alt for travlt med at fejre sit 800-års jubilæum til at bekymre sig om en enkelt forsvundet afrikaner. Det er usandsynligt, at der skulle kunne dukke nye spor op efter så mange år, men det bliver hurtigt klart, at der er nogen, der absolut ikke ønsker, at der bliver rørt ved den sag. Kriminalassistent Hørgaard har optrådt som biperson i flere af Per Vadmands romaner, men her oplever vi for første gang den noget excentriske strømer i en af hovedrollerne.

I Holland hører man stadig Søren Lerbys gnækkende grin og Frank Arnesens latterbrøl – de to mest velintegrerede danske stjernespillere i den langvarige symbiose mellem dansk og hollandsk fodbold. Om end det har været en relativt ensrettet trafik: Det er danskerne, der tager til Holland, sjældent omvendt. Siden 1965 har talrige danskere spillet for hollandske klubber, nogle med stor succes, heriblandt Jørgen Kristensen, Kristen Nygaard, Jesper Olsen, Ivan Nielsen, Jan Heintze, Michael Laudrup, Jon Dahl Tomasson og Christian Eriksen. Den hollandske forfatter Wiep Idzenga, der i årevis har været fascineret af dansk fodbold, sætter sig for at finde ud af, hvorfor mange danske spillere har haft succes i den hollandske Æresdivision, men også hvorfor endnu flere har haft svært ved at forløse deres potentiale. Forfatteren rejser rundt i Danmark for at tale med trænere, journalister, fodboldeksperter, fans, familiemedlemmer og en række spillere med fortid i Holland. Talentet Jeppe Curth synes for eksempel ikke, det var sjovt, at hans medspillere pissede på ham i brusebadet, som det ofte skete i hans tid i Feyenoord. Også Lars Elstrup havde forventet at møde mere varme i Rotterdam, hvor han jævnligt under træningen løb ind i sine medspilleres albuer. Disse historier og mange flere kan man læse i De orange danskere. En anderledes fodboldbog, hvor forfatteren ikke bare reflekterer over dansk fodbold, men også over danskernes traditioner og vaner i et forsøg på at forstå danske fodboldspilleres succeser og fiaskoer i Holland gennem 50 år. Frank Arnesen har skrevet forord til den danske udgave.