Søgeresultater: 6

Anne-Marie sidder midaldrende i et gammelt, arvet hus, ensom og omgivet af det forgangne. Hun mindes først og fremmest sin far Henning, et undtagelsesmenneske, som ingen andre end Anne-Marie forstod. Hendes liv med Henning vokser frem af alle de slidte ting og halvt glemte begivenheder, og til sidst fremstår et af de mest levende forhold mellem en far og en datter, man kan forestille sig.

Romanen er en selvstændig fortsættelse til 'Hekseringene', 'Springkilden' og 'Englehuset'.

Indlæst af skuespiller og mangeårig lydbogsindlæser Agnete Wahl.

En tyst regnvejrsnat i et svensk sommerhusområde lyder der pludselig skud.
Da Irene Huss og hendes kolleger møder op, finder de liget af den unge Jacob Schyttelius - søn af den lokale præst. Få timer efter møder der politifolkene endnu et grufuld syn, idet man finder ligene af Jacob Schyttelius' forældre, begge skudt gennem hovedet med et kraftigt jagtgevær. Begge mordsteder er oversået med symbolske djævletegn.

Alle kræfter sættes ind på efterforskningen, der åbenbarer en djævelskab, som selv ikke den garvede Irene Huss havde drømt om. Og hvem kan hjælpe og beskytte Rebecka, Jacobs søster - og eneste tilbageblevne medlem af familien.

Glasdjævlen er fjerde selvstændige del i Helene Turstens serie om kriminalinspektør Irene Huss (udkom på dansk i 2005).

Hovedpersonen i denne tredje del af Ekmans krønike er Hillevis barnebarn og Myrtens bortadopterede datter, Ingefrid, som er præst. Hun kommer tilbage til Svartvattnet og til Ristens køkken i romanens nutid, som er vores tid. Det er allehelgensaften, og i hånden har hun et brev, som siger, at hun har ret til at arve efter sin ukendte, biologiske mor, Myrten. Ingefrids besøg er både uventet og uvelkomment - og mistroen er gensidig. Spændingerne opstår mellem de indfødte, som er forbeholdne med at lukke hende ind i deres kreds, og Ingefrid, som forsøgsvis må prøve at nærme sig sin mor og hendes historie. For spørgsmålet er: Har hun fået mere end blot en økonomisk arv?

Skrabelodder udgør afslutningen Kerstin Ekmans store nordiske krønike Ulveskindet.

En beretning fra en lille svensk stationsby i slutningen af 1800-tallet om tre forskellige forhold mellem mand og kvinde. Sara og hendes uregerlige soldat, som først falder til ro, da et tog kapper benene af ham. Edla, der bliver gravid med en ukendt mand. Tora, der gifter sig over sin stand. Det gamle bondesamfund er under radikal forandring; udfordret af de nye togforbindelser, driftig industrialisering, klassespaltninger og nye socialistiske ideer.

Anden Verdenskrig er brudt ud, og Hillevis børn er flyttet hjemmefra. Kristin har stiftet familie og er flyttet nordpå, og Myrten er rejst til Stockholm med en hemmelighed, som hverken Hillevi eller Kristin nogensinde kommer til at kende. Hjemme ved Svartvattnet indhenter fortiden Hillevi i form af Elis. Da han atter en gang truer med at gribe afgørende ind i hendes families tilværelse, er hun ikke i tvivl om, at hun må handle.

Rørte vande er den selvstændige fortsættelse til Guds barmhjertighed og udgør anden del af trilogien Ulveskindet, der handler om Hillevi Halvarsson og hendes familie.

SPRINGKILDEN foregår i en svensk provinsby i begyndelsen af vort århundrede. Det er en slags kollektivroman, der giver et billede af , hvordan det lille klassesamfund hænger sammen og fungerer, samtidig med at hver enkelt af personerne træder frem, får liv og fylde og individualitet. Forrest i persongalleriet står to arbejderfamilier, og i dem begge er det moderen, der må klare det daglige. Frida er vaskekone, Tora har sparet op og vil nu forsøge at drive sin egen forretning, Café Cosmopolite. Deres børn skulle helst nå lidt længere, end de selv gjorde. Byen og personerne i SPRINGKILDEN er de samme, som Kerstin Ekman skrev om i HEKSERINGENE, men ellers er de to romaner helt selvstændige.

"I sine samfundskritiske romaner løfter Kerstin Ekman med kraft og talent arven fra den store generation af svenske arbejderforfattere, og hun tilføjer den en kvindelig dimension, som er helt overbevisende og rystende virkelighedsnær." - Marie-Louise Paludan, Weekendavisen