Søgeresultater: 21

Jeppe Aakjærs debutroman om bondesønnen Jens, der vokser op under fattige kår på familiens gård, men som har et udsyn på sig selv og samfundet, som tvinger ham ud i verden. Hverken den strikse tro eller trange økonomi holder ham fra at søge til København. En socialt engageret og humanistisk skildring af en ung mands dannelsesrejse.

Bogen er skrevet i tidens sprog og ud fra datidens retskrivning.

Jeppe Aakjær (1866-1930) er kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede og optaget af at skildre menneskets større sammenhæng med og afhængighed af naturen. Altid i et letforståeligt sprog og undertiden endog på dialekt. Men Aakjær var i virkeligheden en politisk forfatter. Arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår, men også i forsøget på at få gamle traditioner til at spille sammen med den moderne verdens præmisser. Aakjær var en del af Den jyske bevægelse, som opstod i starten af 1900-tallet, og hvis medlemmer netop var engageret i at beskrive livsvilkårene på deres hjemstavn – med en hidtil ukendt grad af realisme og sanselighed. Deres mål var at undersøge og beskrive forholdet mellem menneskets sociale betingelser, samspil med naturen, arvemæssige dispositioner og tilfældigheder for at kortlægge den retning, et menneskeliv tager.

Jeppe Aakjærs (1866-1930) kendte og elskede digte i udvalg ved Jens Smærup Sørensen og med forord af  Jens Smærum Sørensen. Udgives i anledning af Jeppe Aakjærs 150-års dag.

Aakjær er ikke blot Jens Vejmand og Jeg er Havren ... selvom hans prosa nu kendes mindre end hans lyrik. I Vadmelsfolk, denne vidtfavnende samling fortællinger (noveller), har vi hans fortællekunst i fuldt flor. Selv søn af en bonde i små kår og med start som hyrdedreng var og forblev han fortaler for de små i samfundet, med inderlig indlevelse, dyb forståelse og indigneret kritik – og med et vågent blik og en rammende replik for både den ubevidste og den tilstræbte komik.

Jeppe Aakjær debuterede som lyriker i 1899 med "Derude fra kærene". Her finder man det digt, der nok er hans allermest kendte - Ole sad på en knold og sang. Men man finder også digte, der ikke er blevet kendte, men kunne fortjene at blive det som "Dødsramt", der begybder: Naar Hvalen rammes af Harpunens Tand, da flygter den med opspilt Mund fra Land. Mod Dybet jager den i Vé og Vaande og løfter kun sit Hoved for at aande. En del af ungdomsdigtene i "Derude fra kærene" blev kasseret af Aakjær, da han skulle udgive sine samlede digte, og nogle af dem har næppe været optrykt siden den i dag sjældne og kostbare debutbog udkom. Men her er alle digtene med i samme rækkefølge som i den oprindelige bog.

"Aakjærs sidste digtsamling "Under Aftenstjernen" (1927)... er mærket af sygdom og vemod. Foråret 1927 lå Aakjær syg i København, og der skrev han samlingens skønne digt "På klinikken", hvor forårets første solstrejf ramte ham som en smerte og fik ham til at længes efter alt det kære ovre i Hovedlandet, den grønne rug, den duftende viol, den galende hane, heden, lærken. Her er også en dyb ængstelse for døden. Mild er han blevet,og som en rigtig digter taknemmelig for lidt. Han småsnakker med solstrejfet på sit pudevår og siger: "Mødte du min hustru / i sit blomsterbed?/ Så har du vel næsten / fået en hilsen med?" Det er det mest tøvende og ængstende "næsten" i vor moderne litteratur. også det mest virkningsfulde. Kun en stor digter kan skabe en så enorm virkning af så jævnt et ord. Minder og venskab, alt det der har været, sysler Aakjær med i denne samling: her er f.eks. hans kendte oversættelse til jysk af Robert Burns' ude i den store verden ikke mindre skattede "Should auld acquaintance be forgot". Digtet er et af vores mest sungne - "Skuld gammel venskab rejn forgo"." (Cai M. Woel: Dansk litteraturhistorie 1900-1950")

I "Fra min Bitte-tid" fortæller Jeppe Aakjær om sine første år, om at være hyrdedreng og blive sendt ud at tjene, om skolen og om at læse. Jeppe Aakjær fortæller også om sin slægt og sin egn, så vi får en hel kulturhistorisk beskrivelse af livet på landet i det nittende århundrede.

"Fra agermuld til hedesand" er en del af Jeppe Aakjærs serie: "Studier fra Hjemstavnen", hvor han fremstiller den jyske hedes historie og forandring. En af Jeppe Aakjærs hjertesager var hedens fredning. Han opfattede hedelandskabet som det oprindelige landskab i Danmark, at fjerne heden var ifølge ham at fjerne et kapitel i danmarkshistorien, der ikke kun ville forandre landskabet, men også menneskene, der boede der.

I et sanseligt samspil med naturbeskrivelser af Limfjordens vitalitet og energi fortælles historien om kærlighedsforholdet mellem godsejersken Frøken Saltbæk og en ung storbydigter. Et forhold, hvis indre og ydre drama tydeliggør konflikterne mellem by og land, mand og kvinde og mellem tradition og frigørelse. Jeppe Aakjær (1866-1930) er kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede og optaget af at skildre menneskets større sammenhæng med og afhængighed af naturen. Altid i et letforståeligt sprog og undertiden endog på dialekt. Men Aakjær var i virkeligheden en politisk forfatter. Arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår, men også i forsøget på at få gamle traditioner til at spille sammen med den moderne verdens præmisser. Aakjær var en del af Den jyske bevægelse, som opstod i starten af 1900-tallet, og hvis medlemmer netop var engageret i at beskrive livsvilkårene på deres hjemstavn – med en hidtil ukendt grad af realisme og sanselighed. Deres mål var at undersøge og beskrive forholdet mellem menneskets sociale betingelser, samspil med naturen, arvemæssige dispositioner og tilfældigheder for at kortlægge den retning, et menneskeliv tager.

Aakjær er ikke blot Jens Vejmand og Jeg er Havren ... selvom hans prosa nu kendes mindre end hans lyrik. I Vadmelsfolk, denne vidtfavnende samling fortællinger (noveller), har vi hans fortællekunst i fuldt flor. Selv søn af en bonde i små kår og med start som hyrdedreng var og forblev han fortaler for de små i samfundet, med inderlig indlevelse, dyb forståelse og indigneret kritik – og med et vågent blik og en rammende replik for både den ubevidste og den tilstræbte komik.

Jeppe Aakjærs "Hjertegræs og ærenpris" fra 1921 er en broget blanding af stort og småt. Her er omkring hundrede småvers, dedikationer og hjertesuk og udfald mod uforstående kritikere, der viser, at Aakjær også kunne være bidsk. Her er de smukke digte til fiskeren, der redder den gamle, der var ved at drukne, og Povl med den tunge skovl, der finder et hittebarn. En del af digtene er skrevet under og omkring første verdenskrig, og her finder man skarpe angreb på militarismen, ønsket om fred og det store digt "Historiens sang" med linjerne: Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, / mens hele Verden brænder om din Vugge.

Arbejdets glæde er en socialt og politisk engageret skildring af bondesønnen Vistis, der overtager den gård, han tjener på. Her får han mulighed for på grundlag af og med respekt for det traditionelle bondeliv at tage del i tidens nye tanker og reformer og derigennem forbedre forholdene på landet.

Fjandboer. Fortællinger fra Heden" fra 1901 indeholder fire jyske historier fra Fjand Herred: "Dødsfjender", "Eros og bierne", "Da lampen tændtes" og En omløber". "Da lampen tændtes" er nok den mest kendte af dem. Den handler om en bondefamilie på heden, der engang i 1880'erne beslutter sig til at anskaffe en petroleumslampe i stedet for at nøjes med tællelys, som de lavede af tælle fra deres egne får. Aftægtsmanden Gamle Anders mener, at det er helt unødvendigt med den slags tant og fjas, og bonden Søren synes nu også, det kan vente lidt - men hans kone Trine vil have en moderne petroleumslampe, og så bliver det sådan. Men det skal vise sig ikke at være så enkelt endda. Blandt andet skal der jo hældes petroleum på den, før den virker.